Afterbeat

Fredag 14. december anmeldte jeg to juleplader, der er ud over det sædvanlige, både hvad angår koncept og musikalsk kvalitet. Hellige natt – Jul i Skippergata er trubaduren, Ole Paus´ skrøbelige, jordnære fortolkninger af julesalmer på en café for misbrugere, hangouts og hjemløse midt i Oslo gadeliv. Således finder han tilbage til en dybere medmenneskelig og basal dimension ved julens hellige evergreens. Og basunisten, Nils Landgren, har på Christmas With My Friends, samlet en række glimrende sangere og instrumentalister, der i en kirke i Stockholm giver en sjældent indfølt koncert med et bredt repertoire af både verdslig og sakral julemusik. At det lyder, som om englene synger, er en metertyk kliché i denne sammenhæng. Men de ville nyde Landgrens musikalske messe. 
 

Ben Webster (1909-1973), "Big Ben", er en af jazzens største tenorsaxofonister. Og den pærerunde og lejlighedsvis iltre herre med (i sit balladespil) den luftigste og blideste klang i sit horn havde et ganske særligt forhold til Danmark og det mytologiserede jazzmiljø i tressernes København. Først Holland og siden Danmark var Websters base fra 1965 og frem til hans død. Dette særlige, sene kapitel i Ben Websters historie blev til i første omgang af den bizarre grund, at Webster led af flyskræk. Således blev han i 1964 ekstraordinært fragtet over Atlanten til Europa på et skib, men han vendte aldrig siden tilbage til Staterne. Og selvom Webster utvivlsomt har været splittet som eksil-amerikaner, så fandt han i sine sidste år sit andet hjem i Danmark. Han ligger begravet på Assistens kirkegård i København.

Ben Websters erfaringer med flere af de største jazzkunstnere midt i det 20. århundrede som Duke Ellington, Billie Holiday, Fletcher Henderson og Teddy Wilson gjorde ham til musikalsk samlingspunkt, kultfigur og inspirationskilde for mange danske musikere og jazzlyttere i de år, han var her. Og hans betydning kan fortsat mærkes.

Vi har en Ben Webster Fond og Pris, der uddeles hvert år til en værdig dansk musiker. Thorbjørn Sjøgren og Peter Langhorn lavede i 1996 en stor Ben Webster-diskografi. Sidste år udgav Frank Büchmann-Møller fra Syddansk Universitet en engelsksproget biografi med internationalt vingefang: Someone To Watch Over Me - The Life and Music of Ben Webster.

Selskabet Storyville har netop udsendt en luksuriøs boks med otte cd´er, Dig Ben! - Ben Webster In Europe, med et væld af musik fra især anden halvdel af 1960erne, optaget i bl.a. London, Stockholm, Pori, Antwerpen og navnlig København. Og netop dumpet ind ad brevsprækken ligger fra DR og Universal en DVD, Ben Webster In Denmark 1965-71, med tre DR-producerede koncertoptagelser og en dokumentar om Ben Webster. Det er klart at alt dette materiale udgør en vægtig dokumentation i skrift, lyd og billeder af den sene Ben Webster – en interessant og mundgod hjørneluns af jazzhistorien med dansk kulør. Bokssæt og DVD får en grundigere behandling i avisens spalter inden længe.

Af uransagelige grunde blev en tredjedel af min trippelanmeldelse af nye danske jazzplader skåret væk i det redaktionelle puslespil til avisudgaven 8. december. Så her er i let revideret form teksten om gruppen Radiostar, hvis musik absolut er værd at stifte bekendtskab med:

Effektiv americana
Det er en pågående og fast skåret musik, gruppen Radiostar præsenterer på deres debutudspil, vel at mærke samtidig med, at det lyrisk-melodiske aldrig slippes af syne. Ankermand er den fine komponist og saxofonist, Michael Blicher, der satte sit melodisk følte aftryk på gruppen Eve, hvis cd udkom i 2003. Blicher sekunderes af stærke Fredrik Lundin (tenorsax), Niclas Knudsen (el-guitar, lap steel), Thomas Vang (bas) og Anders Holm (trommer).

Her i weekenden var jeg gæst i den københavnske RADIO JAZZ i programmet "Top Ti". Der blev spillet musik og snakket begejstret om bl.a. Miles Davis, John Coltrane, Jan Johansson, Keith Jarrett og Joni Mitchell. Bagefter slog det mig, at jeg ikke havde medbragt en eneste dansk plade.

Samtidig har Afterbeat erfaret, at det norske Musik Information Center (MIC) på deres netavis, Ballade, har lanceret en slags kanon over de bedste og vigtigste norske jazzplader gennem tiderne. Man har spurgt en række norske musikjournalister om at udarbejde individuelle yndlingslister. De hyppigst optrædende pladetitler på listerne er så blevet samlet til en fælles kanon.

- Vil du med ind og høre Trylleorkestret!
Jeg siger det med ekstra entusiasme i stemmen.