
Alt efter smag og behag kan det se tilforladeligt ud med sådan en glaseret, barbecueindsmurt ribbensstang. Og avisens jazzlæsere kan lige så godt vænne sig til at skulle gnave og sutte et stykke tid på benene. Der skal spares på kulturredaktionen for at få budgettet til at hænge sammen. Derfor er den faste ugentlige jazzspalte indtil videre fileteret bort. De musikalske gourmeter, der går efter de mere indholdsrige musikalske retter må derfor kigge lidt længere efter jazzens proteiner og vitaminer.
Hvor lang tid der vil gå imellem artiklerne, er ikke til at svare på lige nu. Men for at vi ikke skal forarmes i for høj grad, bringer Afterbeat her en opskrift på spare ribs, som kan forsøde tiden med mellemrum:
Saftige spareribs med grillede kartoffelbåde
1 kg spareribs
6 store kartofler
3 fed hvidløg
Frisk timian
Barbecue sauce
Steg benene en time i ovnen ved 200º. Op på grillen med benene 7-10 minutter, mens du pensler 2-3 gange med sauce. Kartoflerne skal koges møre og skæres i både. Knus hvidløgene, bland med olivenolie, salt, peber og timian. Smør herligheden på kartoflerne, der grilles 5-6 minutter. Husk noget grønt tilbehør, stænket med syrlig balsamico. Skyl det hele ned med en lettere besk tjekkisk pilsner.



Seneste kommentarer