Amerikanske perspektiver

The New York Times konservative klummeskriver David Brooks har haft perioder med fascination og frastødelse over for fænomenet Barack Obama. Da Obama i et interview tidligt i valgkampen citerede Reinhold Niebuhr, blev Brooks helt vild i varmen for denne nye type politiker. Senere bebrejdede Brooks kandidaten for at være for elitær og distanceret fra USA's arbejdende befolkning (som om Brooks og andre skrivebordsjournalister er mere på bølgelængde med USA's arbejderklasse end Obama!).

I fredagens klumme "The Two Obamas" skelner Brooks mellem den intellektuelle Obama og den hårde negl af en politiker Obama, som er villig til at knuse enhver, der står i vejen for hans ambition om at opnå MAGTEN. Brooks er nærmest fortvivlet over, at Obama ikke bare en en blød intellektuel og lidt forarget over, at Demokraten viser sig at være lige så kynisk som Republikanske præsidentkandidater.

Er det muligt, at flere evangelikale vælgere end normalt vil støtte den Demokratiske præsidentkandidat i år? Bill Clinton vandt 30 pct. af dem i 1996 - og det ansås for at være meget. Hans modstander Bob Dole minder om John McCain. De to Republikanere taler sjældent om religion og kristen etik og moral. Det gør Obama derimod og på en hel anden måde end Bill Clinton.

Derfor bliver det spændende at se, om Obama kan få flere evangelikale over på sin side - ikke kun de liberale, men også konservative, der tager afstand fra abort, etc. Forleden indkaldte han USA's førende teleevangelister til en 2 timer langt møde i Chicago. Der er ikke sluppet meget ud om mødet andet end at de skal have være imponeret over Obamas religiøse kundskaber.

Jeg så med spænding frem til, hvad Barack Obama ville sige i anledning af fejringen af fars dag i USA i dag søndag. Han talte i en sort kirke i Chicago-kvarteret South Side til en skare på 3.000, alle afro-amerikanere.

Det er første gang siden februar, at Obama taler i en sort kirke eller til et eksklusivt sort publikum. Den politiske risiko ved at fremstå som alt for sort i amerikansk politik er stadig til at føle på. Obama har desuden 90 pct. af den sorte vælgerbefolkning bag sig, så han har ingen god grund til at indgyde frygt hos nogle hvide vælgere - dem der inderst inde frygter, at Obama som præsident vil favorisere sorte, etc. - ved at tale eksklusivt til afro-amerikanske vælgere.

Men når det gælder faderrollen i den amerikanske familie - og især i sorte familier - så er det værd for Obama at løbe denne politiske risiko. 50 pct. af sorte amerikanske børn bliver opdraget af enlige mødre; de har reelt ikke en far. Det er en omstændighed, som alle - uagtet politisk orientering - kan blive enige om, er en tragedie.

The Wall Street Journals mest velskrivende kommentator hedder Peggy Noonan.

Tør jeg sige det? Noonan var Ronald Reagans taleskriver i 1980'erne. Det var hende, der skrev hans allerbedste taler og hvis man går rundt og tror, at Republikanere hverken har hjerne, sjæl eller vision, så har man ikke mødt Peggy Noonan.

Alt tyder på, at hun har forelsket sig i det Demokratiske parti - ikke kun faldet for Barack Obama. Hendes kritik af Hillary Clinton i de sidste par måneder har generelt afspejlet Republikanernes intense afsmag for Clinton-parret. Hvad der er så interessant er, at lidt over halvdelen af de Demokratiske vælgere i primærvalgene er kommet til samme konklusion som mange Republikanere. De har fået nok af Clinton-parret. Forskellen mellem de to er primært, at Demokraterne er kommet til denne erkendelse senere end Republikanerne.

Allerede midt på formiddagen onsdag lød det som om Hillary Clinton var begyndt at vænne sig til tanken, at valgkampen er ovre for hende i denne omgang. "Obama vil være en trofast støtte for Israel," sagde hun i en tale til den proisraelske lobbyorganisation AIPAC.

Man hæftede sig ved verbet "vil". Det kunne tages som en antydning af, at Clinton var på erkendelsens vej.

Midt på eftermiddagen talte jeg med tidligere præsidentkandidat Joseph Biden kommunikationschef Larry Rasky, som er medejer af et pr-firma i downtown Boston. Larry sagde: "Bill har tabt al god vilje  i det Demokratiske parti og Hillary er nået lige til afgrunden med sin tale tirsdag aften. Hvis hun ikke trækker sig hurtigst muligt, vil hendes politiske fremtid som en magtfuld senator være i fare."

Det fra en Biden-fan, for hvem det tog noget tid sidste januar at skifte til Obama. "Min kone og søn havde ikke noget besvær," sagde Larry "Det tog mig lidt længere tid."

Tirsdag aften havde været dramatisk i deres hjem. "Min kone blev så ophidset over Clintons uvilje mod at lykønske Obama, at jeg på et tidspunkt troede, at hun ville smide en stol mod fjernsynet."

Den anden dag forudsagde jeg i en blog, at Wall Street Journals ofte ekstremt konservative opinionssider og ledere formentlig snart vil afspejle den omstændighed, at avisen nye ejer Rupert Murdoch er tæt på at blive ern Obama-opbakker.

Avisens leder i dag "The Obama We Don't Know" er ekstraordinær venlig og rosende over for Obama - helt ude af trin med, hvad WSJ plejer at skrive om præsidentkandidaten i sine ledere.

Endeligt. Endeligt.

Man havde en følelse af at føle historiens vingesus, da Barack og Michelle Obama dukkede op på scenen i St. Pauls convention hall i Minnesota og blev modtaget med en glæderus af 17.000 ellevilde begejstrede tilhængere - der var 15.000 udenfor bygningen, som vil huse Republikanernes partikongres første uge i september.

Dette var Obamas dag. Den første afro-amerikanere til at blive sit partis præsidentkandidat. Men vinderen talte ikke om historie, ej heller om sig selv. Han talte om "the promise of America" og han roste sine Demokratiske konkurrenter - især Hillary Clinton. Det var graciøst og generøst ud over, hvad man kan forvente af en politiker.

En storslået tale. Tv-stationerne - der altid prøver at balancere på en knivsæg - magtede simpelthen ikke holde deres entusiasme og beundring for Obama tilbage.

På en telekonference med Demokratiske lovgivere og tilhængere her til eftermiddag amerikansk tid sagde Hillary Clinton, at hun ikke kan vinde nomineringen, men at hun efter en så lang valgkamp bør få et par dage til at overveje, hvad hun nu gør. Okay.

Her til aften vil hun med andre ord ikke indstille sin kampagne - også fordi hun kan bruge det i sine forhandlinger med Obama om indfrielse af hendes gæld på 20 mio. dollar og andre ting.

Desværre (og det er min helt personlige opfattelse) svarede hun på et spørgsmål fra en af hendes tilhængere, at hun vil sige ja - hvis "det kan hjælpe os til sejr i november" - til at blive Obamas makker.

Det lægger et uhyrligt pres på Obama i en situation, hvor Clinton-parret har oppisket deres tilhængere og vælgere til at tro, at Obama og hans "venner" i medierne har ført en urimelig misogyn kampagne imod Hillary og at de to Clinton'er uberettiget er blevet beskyldt for at have spillet ud med racekortet, patriotismekortet, etc.

Som en kilde fortalte mig i lørdagsavisen vil Clinton næppe trække sig, med mindre Obama og det Demokratiske parti betaler hendes gæld på 20 mio. dollar. Der er nu rygter her til aften mandag om, at forhandlingerne er undervejs. Ifølge HuffingtonPosts Tom Edsall har Clinton-kampagnen også anmodet Obama om at "beskytte" de sorte politikere, som har stået trofast ved hendes side hele vejen trods en betydelig risiko for, at de bliver straffet af deres vælgere ved urnerne.
Det lyder logisk og sympatisk. Ingen tvivl om, at Obama vil gøre sit for at redde disse sorte politikere. Han har råd til at være generøs.

Ifølge Ben Smith på Politico.com mødtes 15 Demokratiske senatorer - alle superdelegerede som endnu ikke har afsløret deres præference - mandag eftermiddag. Det angivelige formål med mødet skulle være at stå op i løbet af tirsdagen og samlet erklære samlet støtte til Obama.

Så er vi endelig kommet til enden af denne umennekelige lange proces. Vores middagsgæster søndag aften virkede udmattede. Der var lidt snak om valget i den ene ende af bordet tidligt på aftenen, men senere skiftede det til andre apolitiske emner.

Amerikanerne har fået nok af det samme. Dag ud og dag ind.

Men Hillary og Bill Clinton har svært ved at slippe grebet. Inden sin afrejse fra Puerto Rico søndag aften bedyrede Hillary i interviews, at hun ikke er en slagen kandidat og forudsagde rent faktisk, at hun vil blive kåret - ikke Obama. Og ja, måske vil hun anke landskomitéens beslutning på partikongressen i august i håb om at vinde 9 ekstra delegerede fra Michigan, som hun mener er blevet berøvet hende uberettiget.