blogging

Direktører må. TV-værter må. Menige politikere må. Men hvis siddende ministre begynder at blogge, er det så magtmisbrug? Må en minister, der repræsenterer statsmagten, bypasse de vedtagne spilleregler om politikernes symbiose med medierne? Må en minister ignorere journalisterne og skabe sin egen offentlighed, hvor han kommunikerer direkte med borgerne og vrider sig uden om de etablerede mediers kritiske spørgsmål?

Sådan, så blev denne blog om ligeret oprettet og PANG, straks var Sanne Søndergaard Jensen på, lige ned i aktualiteten. Så derfor kom der ikke nogen indledning og det er måske også godt det samme, for hvor skal man starte? Ulighederne mellem kønnene (og alle de andre uligheder) er så gamle som verden selv. GAB!
Derfor denne forsinkede indledning ikke på nogens vegne, blot som en fortælling fra én, der har befundet sig i det såkaldt feministisk felt i et stykke tid, især med klummer i Information.

Vi undgik at kalde bloggen noget med feminisme – for er der måske noget særligt feminint over tasker? (den slags, Gucci eller ej, som altid indeholder et par hovedpinepiller, en mobiloplader, en kleenex, eller hvad der ellers lige er brug for m/k). Og i øvrigt kan man også sige at det er højst mærkværdigt at kampen for at alle køn behandles lige, skal hedde feminisme. Det er lidt ligesom, at der er noget der hedder mælk og noget der hedder økologisk mælk. Det ville være mere korrekt at kalde det for kemisk mælk og mælk. Ganske tilsvarende hedder det nu mennesker og feminister, hvor det snarere skulle hedde kønsdiskriminatorer og mennesker.