Bo Green Jensen

Hunger af den britiske filminstruktør Steve McQueen vandt prisen for bedste film i Un Certain Regard, da vi i FIPRESCI-juryen i går uddelte vores tre priser.

De øvrige to vinderfilm var den ungarske Delta og den belgiske Eldorado.

Ingen af instruktørerne var desværre tilstede – McQueen var på vej, muligvis fordi han i aften vinder et eller andet, sikkert debutantprisen Camera d’Or, når hovedjuryen skal uddele sine priser.

Men ellers var vores prisuddeling, som vi afholdt sammen med den økumeniske jury – der præmierede Atom Egoyans Adoration, et sympatisk valg set i denne kirkelige kontekst – et mindre tilløbsstykke, hvilket som vist tidligere forklaret hænger sammen med, at FIPRESCI-prisen er den første, der uddeles.

40 film har jeg indtil videre set her i Cannes – kl. 11 ser jeg nummer 41, og i morgen får jeg mulighed for at samle de konkurrencefilm op, som jeg ikke har nået at se.

Det drejer sig blandt andet om James Grays Two Lovers, der virkelig delte kritikerne, Laurent Cantets Entre les murs, som kører lige nu, og Walter Salles’ Linha de passe, som de fleste godt kunne lide.

Det er altid rart at have noget at se frem til.

Hvor mange film Bo Green har set, kan jeg ikke huske – han fortalte mig det i går – men jeg har en fornemmelse af, at jeg ligger lige bag ham. Han har nok set en to-tre film mere end mig på nuværende tidspunkt. Også han har mulighed for at samle film op i dag og i morgen, og det kan godt gå hen at intensivere duellen om at se flest film.

Men lad os nu se – ærlig talt er jeg efterhånden helt flad, og måske burde jeg i virkeligheden slappe af de næste to dage, så jeg ikkeskal bruge alt for mange dage på at komme mig, efter jeg mandag flyver hjem til Danmark.

Og nu vil jeg gå en tur i Fnac og måske købe nogle dvd’er.

Jeg har nu set 16 film her i Cannes, og det er, så vidt jeg ved kun to film mindre end Bo Green Jensen fra Weekendavisen.

Det er min erklærede ambition at få set lige så mange film som Bo i løbet af festivalen – hvis altså ikke det skulle lykkes mig at få set flere.

Det har været forbavsende godt vejr her i Berlin under filmfestivalen. Koldt, men høj himmel og solskin det meste af tiden.

Og hver dag har man misundeligt kunnet se til, mens Die Welt-ballonen på Wilhelmsstrasse har transporteret sine heldige passagerer 150 meter op i luften, hvor de så har kunnet beundre udsigten til Potsdamer Platz og det øvrige Berlin.

Derfor besluttede jeg også, at jeg i dag sammen med Bo Green Jensen og Frederikke Lett ville en tur op i ballonen og se, hvad alle de andre havde set.

Desværre blæste det for meget, fik vi at vide, og ballonen kom slet ikke i luften i dag. Således måtte vi tage til takke med Daimler-Chrysler-bygningen lige ved Potsdamer Platz, som da er høj og kan prale af en forholdsvis god udsigt over det meste af Berlin, men som altså for intet er at regne mod Die Welt-ballonen.

Neden for er en række billeder af ballonen, af nogle kulørte  Trabanter, man kan leje og køre rundt i byen i, og af byen set fra oven, også det efterhånden spøgelsesagtige festivalområde, hvor håndværkere er ved at afmontere afspærringer, røde løbere osv.

Der er egentlig ikke så meget at fortælle endnu. En kær kollega, Bo Green Jensen, fra Weekendavisen mener, at det er vildt pinligt, at jeg ikke har fået set åbningsfilmen her på Berlinalen, La vie en rose.

Man kunne fristes til at give ham ret, men jeg foretrækker nu at tie denne uhelige omstændighed ihjel og vil derfor ikke nævne den igen her på bloggen.

Så i øvrigt lige, at mine kolleger på det norske filmtidsskrift Rush Print også blogger fra Berlin.

Og så bør jeg vel nævne, at jeg bor godt og centralt og billigt, og at der er trådløst netværk på hotellet, Altberlin (de spiller musik på hjemmesiden, vældigt hyggeligt). Hvad mere kan man ønske sig? Jo, det skulle da lige være et toilet, som ikke er placeret under håndvasken, hvorfor jeg sidder i spænd mellem væggen og vasken hver gang, jeg skal på toilet. Jeg skal spare jer for detaljerne, men det medfører visse vanskeligheder, når man f.eks. skal tørre sig bagi.