Den omstridte aftale mellem EU og USA om at udlevere oplysninger på europæiske rejsende til de amerikanske myndigheder ser nu ud til at blive forlænget. Det oplyste EU's finske formandskab og EU's justitskommissær, Franco Frattini, under et pressemøde i Luxembourg. Del af den nye aftale er, at amerikanerne får lettere ved at give de europæiske data videre til forskellige amerikanske myndigheder.
Amerikanerne får 34 oplysninger på hver flyrejsende til USA, foruden navn, adresse og kreditkortnummer er det eksempelvis også oplysninger om, hvem man rejser med, andre rejser i forbindelse med turen til USA, og om man har særlige ønsker til maden.
Aftalen skulle fornyes i en fart, fordi den i første omgang var gennemført under loven om EU's indre marked, mens det handler om bekæmpelse af terror. Derfor dømte EF-Domstolen den hidtidige aftale ulovlig med udgangen af september.
Men i mellemtiden havde amerikanerne ændret deres lovgivning - og de stillede nye krav, som der var seje forhandlinger om. Europa har i denne sag en større beskyttelse af privatlivets fred end amerikanerne.
At amerikanerne nu får lettere ved at flytte oplysninger mellem myndighederne kan ses som en tilpasning til de ændrede amerikanske love. Men EU-ledelsen kan godt forstå amerikanerne: "Princippet om tilgængelighed af informationer i kampen mod terrorisme er noget, vi også i Europa kunne tænke os at gennemføre, derfor anerkender vi ønsket," sagde justitskommissær Franco Frattini under pressemødet.
Den netop indgåede aftale skal nu godkendes i EU's 25 lande, og ventes underskrevet næste uge.
Forhandlingerne med USA fortsætter dog, da aftalen kun varer indtil juli næste år. Ifølge en artikel i Washington Post ønskede amerikanerne egentligt 60 i stedet for 34 oplysninger, men nøjes nu med 34. Men de ønsker også at opbevare oplysningerne i 50 i stedet for de 3½ år, som den hidtige aftale gav lov til. Bush-regeringen begyndte for nogle år siden at arbejde på en computerstyret undersøgelse af alle rejsende, det såkaldte CAPPS program, som er blevet kritiseret af borgerrettighedsorganistionen ACLU. Også briterne overvejer at bruge passagerers profiler, skrev BBC i august.
Det amerikanske ministerium for Homeland security hilser aftalen velkommen.



Seneste kommentarer