Cannes

For ca. to timer siden blev alle priserne på årets filmfestival i Cannes uddelt i Grand Theatre Lumiere.

Det har jeg i al hast – en lille halv time havde jeg – skrevet en artikel om, og den kan man læse hér.

Se, hvem der vandt hvad hér.

Der var ikke tid til de store refleksioner over hverken vindere eller program, men dem skal jeg forsøge at komme med nogle af i en leder til tirsdagsavisen.

Indtil da kan man nyde mine fantastiske fotos fra før, under og efter prisoverrækkelsen – der er lidt stjerner med på billederne – og så vil jeg ellers gå i seng.

I morgen skal jeg hjem, og det ser jeg sgu frem til.

40 film har jeg indtil videre set her i Cannes – kl. 11 ser jeg nummer 41, og i morgen får jeg mulighed for at samle de konkurrencefilm op, som jeg ikke har nået at se.

Det drejer sig blandt andet om James Grays Two Lovers, der virkelig delte kritikerne, Laurent Cantets Entre les murs, som kører lige nu, og Walter Salles’ Linha de passe, som de fleste godt kunne lide.

Det er altid rart at have noget at se frem til.

Hvor mange film Bo Green har set, kan jeg ikke huske – han fortalte mig det i går – men jeg har en fornemmelse af, at jeg ligger lige bag ham. Han har nok set en to-tre film mere end mig på nuværende tidspunkt. Også han har mulighed for at samle film op i dag og i morgen, og det kan godt gå hen at intensivere duellen om at se flest film.

Men lad os nu se – ærlig talt er jeg efterhånden helt flad, og måske burde jeg i virkeligheden slappe af de næste to dage, så jeg ikkeskal bruge alt for mange dage på at komme mig, efter jeg mandag flyver hjem til Danmark.

Og nu vil jeg gå en tur i Fnac og måske købe nogle dvd’er.

Så har vi i FIPRESCI-juryen fundet vores tre vindere. Tidligere i dag så vi de sidste film i de serier, vi hver især følger, og her til aften mødtes vi på en restaurant for at finde frem til de bedste film.

I forhold til Un Certain Regard, som jeg skulle bedømme sammen med to kolleger, en fra Rusland og en fra Libanon, kan jeg sige, at processen var smertefri. Vi havde hver en to-tre favoritter, som vi skrev ned på et stykke papir, og én film gik igen hos os alle tre, og den giver vi så prisen til.

Hvilken film, det er, siger jeg ikke – det bliver offentliggjort ved en prisoverrækkelses-seance i morgen kl. 17. Men jeg kan afsløre, at den blev vist tidligt på festivalen, og at den formentlig også får en pris af den officielle Un Certain Regard-jury og måske endda også af hovedjuryen.

Jeg er spændt på, om vinderne kommer – det plejer de at gøre, hvis de stadig er i byen. Instruktører og skuespillere bliver fløjet ind, hvis de vinder en af hovedpriserne, men det får vi nok ikke festivalen til at sørge for, når det ’kun’ er FIPRESCI-prisen, der er tale om.

Skulle have talt med Wong Kar-Wai kl. 16 i dag. Men klokken 15.55 aflytter jeg en besked fra pressebureauet om, at interviewet – der vist havde udviklet sig til en mindre pressekonference – var flyttet til 15.30, og at man da håbede på, at jeg kunne komme.

Det kunne jeg så ikke – og det er faktisk det eneste interview, jeg indtil videre skulle lave – og jeg har derfor nået at få noget frokost i stedet  for. Det er nok også meget godt. Skal se endnu to film i dag.

Kar-Wai er i byen med et 14 år gammelt martial arts-periodedrama, Ashes of Time, som han har pillet lidt ved og nu kalder Ashes of Time Redux. Ligesom Apocalypse Now Redux.

Det er en rasende flot film, som jeg så i går aftes, fotograferet af Christopher Doyle og meget sanselig og lidt syret. Det er virkelig svært at følge med i historien, der som sædvanlig handler om kærlighed og relationer mellem mænd og kvinder, men det er vist også mest en film, der skal føles mere end forstås.

Pyha. Det har været en hektisk dag.

Først konkurrencefilm, så Un Certain Regard Film og så Indiana Jones og pressemøde med cast & crew.

Nåede det hele - også at skrive om filmen og pressemødet til morgendagens avis. Og jeg er ikke glad, må jeg sige. Faktisk er jeg skuffet. Hvilket jeg også fik lejlighed til at sige til tysk tv, Associated Press – der har citeret mig – og Boston Herald.

Min egen anmeldelse kan læses i morgendagens avis – og er sikkert online allerede lidt senere i aften. Men altså, det var lidt en nedtur, at filmen ikke er så god, som jeg havde håbet. Faktisk synes jeg, at det er den dårligste af de nu fire Indy-film.

Satans osse.

Jeg har nu set 16 film her i Cannes, og det er, så vidt jeg ved kun to film mindre end Bo Green Jensen fra Weekendavisen.

Det er min erklærede ambition at få set lige så mange film som Bo i løbet af festivalen – hvis altså ikke det skulle lykkes mig at få set flere.

Dette indlæg skulle have været på i aftes, men teknikken svigtede:

En lang dag er ved at være slut.

Det har dog været en forholdsvis stille dag med kun to film – begge forholdsvis interessante, men ikke helt vellykkede – og et enkelt pressemøde. Læs mere om det i morgendagens Information.

I morgen skal jeg se fire film, blandt andet de to første film i Un Certain Regard, hvor jeg jo sidder i FIPRESCI-juryen. Jeg håber sgu, at det begynder godt. Der er ikke noget mere desillusionerende end et par dårlige film at begynde på – også selv om det selvfølgelig på ingen måde siger noget om hele programmet.

I går aftes mødte jeg i øvrigt en af David Lynchs medarbejdere, Jon Nguyen, en amerikansk producer, der er bosat i København, og som er i Cannes for at rejse penge til to film, som Lynch er executive producer på.

Det drejer sig om en ny film – den første i mange år – fra kultinstruktøren Alejandro Jodorowsky og en ny film fra den gale tysker Werner Herzog. Nick Nolte skal medvirke i begge film og er i Cannes for at hjælpe med at overbevise investorer om, at det er en god idé at skyde penge i filmene.

Så er jeg ankommet til Cannes. Og man må sige, at festlighederne begynder med et brag!

Jeg har lige været byen rundt for at besøge de forskellige pressebureauer, som giver adgang til interview med instruktører og stjerner – hvis man er heldig – og da jeg kom tilbage til mit lille hotel, der ligger i en af Cannes’ mest populære gå-i-byen-gader, var der proppet med brandmænd og -biler.

De stod alle sammen ude foran en natklub, der ligger skråt over for mit hotel, og i døren stod en slags ventilator og arbejdede på højtryk for at gøre lokalet røgfrit.

En mand på motorcykel havde nemlig smidt en syrebombe – hvad det så end er – ind i baren. Det fortalte receptionisten på mit hotel mig med et stort grin. ’Endelig sker der noget,’ syntes han at tænke. Åbenbart har der været problemer mellem barens ejer og nogle andre mennesker, og det førte altså dette lille bombeangreb med sig.

Soi Cowboy er navnet på et red light-område i Thailands hovedstad, Bangkok.

Det er også titlen på en ny film af britiske Thomas Clay, som bliver vist i Un Certain Regard på dette års filmfestival i Cannes.

Og danske Nicolas Bro spiller en hovedrolle i filmen, der beskrives således på festivalens hjemmeside:

»In Bangkok, a corpulent European man and a young, pregnant Thai woman live together in near silence. His large body stands out in marked contrast to her tiny frame. He gives her presents – she has a growing collection of stuffed animals – and takes viagra pills. She is looking for security and he is the best way to stay out of Soi Cowboy, the red-light district where they met. She likes him but sleeping with him is a duty. Meanwhile, in the countryside, a teenage mafia enforcer is employed to deliver his older brother’s head.«

Igen i år er der ingen britiske film i hovedkonkurrencen i Cannes, og det har ligesom forrige år resulteret i brok fra kritikere og journalister.

Og det har så fået Agnès Poirier, der rågiver festivalen i Cannes omkring britiske film, til at fare i blækhuset og i Guardian revse ikke mindst de surmulende spinatfugle.

Ikke færre end seks britiske film bliver nemlig vist på andre dele af festivalen, og Poirier mener, at det er den britiske version af janteloven, der gør sig gældende, når kritikere og branche ikke kan glæde sig over det.