Fra kalenderen

Luftskibets Kalender er brugernes egen. Enhver kan tilføje arrangementer til kalenderen.

BIG BEN i Danmark

200px-BenWebster_WarmMoods.jpg
Dig Ben 2.jpg
Webster bog 2.bmp

Ben Webster (1909-1973), "Big Ben", er en af jazzens største tenorsaxofonister. Og den pærerunde og lejlighedsvis iltre herre med (i sit balladespil) den luftigste og blideste klang i sit horn havde et ganske særligt forhold til Danmark og det mytologiserede jazzmiljø i tressernes København. Først Holland og siden Danmark var Websters base fra 1965 og frem til hans død. Dette særlige, sene kapitel i Ben Websters historie blev til i første omgang af den bizarre grund, at Webster led af flyskræk. Således blev han i 1964 ekstraordinært fragtet over Atlanten til Europa på et skib, men han vendte aldrig siden tilbage til Staterne. Og selvom Webster utvivlsomt har været splittet som eksil-amerikaner, så fandt han i sine sidste år sit andet hjem i Danmark. Han ligger begravet på Assistens kirkegård i København.

Ben Websters erfaringer med flere af de største jazzkunstnere midt i det 20. århundrede som Duke Ellington, Billie Holiday, Fletcher Henderson og Teddy Wilson gjorde ham til musikalsk samlingspunkt, kultfigur og inspirationskilde for mange danske musikere og jazzlyttere i de år, han var her. Og hans betydning kan fortsat mærkes.

Vi har en Ben Webster Fond og Pris, der uddeles hvert år til en værdig dansk musiker. Thorbjørn Sjøgren og Peter Langhorn lavede i 1996 en stor Ben Webster-diskografi. Sidste år udgav Frank Büchmann-Møller fra Syddansk Universitet en engelsksproget biografi med internationalt vingefang: Someone To Watch Over Me - The Life and Music of Ben Webster.

Selskabet Storyville har netop udsendt en luksuriøs boks med otte cd´er, Dig Ben! - Ben Webster In Europe, med et væld af musik fra især anden halvdel af 1960erne, optaget i bl.a. London, Stockholm, Pori, Antwerpen og navnlig København. Og netop dumpet ind ad brevsprækken ligger fra DR og Universal en DVD, Ben Webster In Denmark 1965-71, med tre DR-producerede koncertoptagelser og en dokumentar om Ben Webster. Det er klart at alt dette materiale udgør en vægtig dokumentation i skrift, lyd og billeder af den sene Ben Webster – en interessant og mundgod hjørneluns af jazzhistorien med dansk kulør. Bokssæt og DVD får en grundigere behandling i avisens spalter inden længe.

3 kommentarer seneste af ikke skrevet endnu

Svar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Captcha Image: you will need to recognize the text in it.
Indtast bogstaverne fra billedet