Seneste kommentarer

Fra kalenderen

Luftskibets Kalender er brugernes egen. Enhver kan tilføje arrangementer til kalenderen.

David Lynch

Cannes dag 4

Har haft første jurymøde i dag, hvor vi af præsidenten for FIPRESCI, Klaus Eder, blev belært om, hvordan vi skal gøre vores arbejde, og hvor meget det betyder for FIPRESCI at være en del af filmfestivalen i Cannes.

Vores pris skal uddeles den 24. maj, altså dagen før Guldpalme-vinderne offentliggøres, og det betyder, at der er en vis opmærksomhed omkring FIPRESCI-prisen. Det er den første pris, og derfor drukner den ikke i alt det andet hurlumhej.

Præsidenten for FIPRESCI-juryen her i Cannes hedder Howard Feinstein, er amerikaner og skriver blandt andet for branchebladet Screen. Howard, som jeg i dag mødte for første gang, er også dansk gift – gennem 26 år, tror jeg, det var – med Jytte Jensen, der arbejder med film på MoMA i New York. Og hende har jeg mødt et par gange i Danmark.

På Hotel Majestic, hvor mange af filmselskaberne og pressebureauerne har deres kontorer, løb jeg igen ind i Jon Nguyen, der som sagt arbejder for David Lynchs Absurda Film og lige nu er ved at skaffe penge til nye film af Jodorowsky og Herzog.

David Lynch

På onsdag kommer David Lynch til København, og der bliver blandt andet mulighed for at opleve ham på Statens Museum for Kunst.

Her er pressemeddelelsen fra Rørvig Folkehøjskole, der har inviteret den amerikanske filminstruktør til landet i anledning af, at højskolen starter en filmlinje:

Filminstruktøren David Lynch gæster Statens Museum for Kunst og Rørvig folkehøjskole. Filminstruktøren er særligt inviteret i anledning af, at højskolen åbner sin nye filmlinje, David Lynch-linjen.
Højskolen ønsker at anerkende David Lynch for hans enestående kreativitet og banebrydende filmarbejde samt hans understregning af betydningen af bevidsthedsudvikling.

Program
Kl. 16.30 – 17.30: David Lynch på museets Scene.
Velkomst ved Ole Bornedal og indledning ved højskoleforstander Ole Blenkov.
Efter arrangementet signerer David Lynch sin nye bog, som kan købes i museets boghandel.

Dagen efter er der konference på Rørvig Folkehøjskole om Consciousness, Creativity and Filmmaking, der tager udgangspunkt i Lynchs nye bog om meditation, Catching the Big Fish.

Berlin – dag 7

Endelig er jeg online igen. Min computer ankom til mit hotel omkring kl. 14 i dag efter at have overnattet i Belgien.

Det så ellers sort ud her til morgen, hvor transportselskabet TNT ikke kunne sige, om computeren ogverhovedet var ombord på den flyver, som skulle være landet, men som ikke var det. I betragtning af, at de lover overnight delivery – mod klækkelig betaling, naturligvis – er det sgu en smule besynderligt, at de ikke har mere styr på deres ager, end det synes at være tilfældet.

Men altså, jeg er tilbage efter nogle hårde dage, hvor jeg har bekymret mig så meget om, hvad jeg dog skulle gøre, at jeg ikke har fået set så mange film. Faktisk føler jeg, at jeg har miste følingen med selve hovedkonkurrencen, som var det, jeg primært havde regnet med at følge.

Endelig i Berlin

Så nåede jeg endelig til filmfestival i Berlin.

De seneste dage har været noget hektiske, fordi der sgu altid er så meget, man skal have gjort færdig, inden man kan tage på festival i 10 dage.

Men afsted kom jeg, og naturligvis gik jeg i overlegen stil glip af pressekørslen på festivalens åbningsfilm, La vie en rose, der handler om Edith Piaf. Lidt uheldigt, men eftersigende ikke noget at være alt for ked af, da filmen ikke vækker den store begejstring hernede.

Begejstrede er folk til gengæld over, at festivalen nu er i gang.

Dagen har jeg i stedet brugt til at orientere mig på og omkring Potsdamer Platz, hvor det meste af festivalen foregår – i hvert fald det, jeg kommer til at have med at gøre.