DR

Om to timer går det løs: Wikke & Rasmussen har lavet et radiospil, Mord, mor!, som første gang kan høres på DR’s P2 kl. 14.33 i dag.

Spillet er et kærkomment genhør med Rosenkrans og Gyldenstjerne, Bendt og Bent, som man første gang kunne møde i filmen Motello, og som siden har optrådt i radioføljetonen Særløse Overdrev.

Selv om de har lavet masser af radiofiktion før – Pas på varerne, Arne, Fredløse Folkeblad, Særløse Overdrev etc. – er Mord, mor Wikke & Rasmussens første egentlige radiospil. De spiller ikke selv alle rollerne i stykket, der tilmed er optaget i radioteatrets nye studier i DR-Byen.

Det viser sig, at visse udtalelser er så hårrejsende, at DR's seere simpelthen ikke må høre dem.

DR-programmet "Aftenshowet"s vært Jens Blauenfeldt kom i tirsdags for skade at afsløre, at hans første reaktion ved angrebet på World Trade Center var: »Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte: Hey, det er amerikanerne, nu får de smæk. Det har de rigtigt godt af«.

Det er en udtalelse, som man højst kan kalde mellem-kontroversiel. Jeg har i hvert fald personligt hørt mange andre referere en lignende reaktion fra d. 11. september. Ikke desto mindre er den ifølge divisionschef Lisbet Lambert fra DR Programmer/aktualitet »klart i strid med DR's regler for, hvad en medarbejder i DR kan sige.«

Og derfor valgte DR guddødeme at censurere genudsendelsen af programmet, så seernes sarte øren ikke skulle høre den gentaget. Dét bruger Mette-Line Thorup i dagens Paradoks som anledning til en glimrende kommentar, hvor hun påpeger at TV-stationerne dels er i færd med at gøre sig selv til 1., 2., 3. og 4. statsmagt, dels gør det med en moralisme og en nypuritanisme, som nærmer sig det bizarre.

Pointen er interessant og perspektivrig. Men der findes også et mere jordnært, konkret spørgsmål, som handler om censur og ytringsfrihed: Hvis der findes regler, hvoraf det fremgår, at DR-værter ikke må udtale at have oplevet bestemte typer reaktioner på en begivenhed, hvad må de så heller ikke? Hvad står der i reglerne? Hvor langt vil I gå i jeres nye rolle som tankepoliti?

Vi følger sagen med spænding.

Det var et gennembrud af de helt store, der i går blev lanceret i Ørestaden: Den hengemte kulturskat i DR’s arkiver – 500.000 timers radio og 70.000 timers fjernsyn - bliver nu tilgængelig for danskerne på dr.dk. Imponerende. Og alligevel en smule skuffende

Vil Berlingske Tidendes kommentator Thomas Larsen kommentere statsministerens nye angreb på Danmarks Radio med, at Fogh ”har lukket en flanke”? Det var en af de spændende spekulationer på et redaktionsmøde, som en del af tiden handlede om statsministerens seneste forsøg på at få diskussionen om danske soldaters udlevering af afghanske fanger til USA til at handle om noget andet end sagen selv.

Sidste nye ide fra statsministeriet er, at Afghanistan-diskussionen åbenbart skal handle om DR, hvis tekstning af et af vidnerne til de danske fangeoverførsler har givet presse- og statsministeren anledning til at angribe statsradiofoniens troværdighed.

Flere medlemmer af redaktionen følger med spænding, hvordan kommentator Larsen griber det besværlige arbejde an med at udlægge hvert nyt statsministerproblem som spiren til en sejr. Lige fra Larsens udlægning i den reviderede encyklopædi af Foghs afgang efter kreativ bogføring i skatteministeriet som en slags heroisk selvopofrelse – over Foghs globaliseringsdagsorden som sidste år ”med stor kraft” fik det til at gøre ”ondt” på Helle Thorning-Schmidt - til Berlingske-kommentatorens vurdering i sidste uge af, at Fogh med et energiudspil på syv sider og fem faktaark har ”frustreret” oppositionen ved at ”lukke en sårbar flanke.”

Nu følger vi atter med spænding, om det med dette seneste modspin-forsøg i en lang række vil lykkes ministeren og hans fans at afværge diskussionen om, hvorvidt Danmark har medvirket til amerikansk mishandling af mennesker under vores ansvar.

Nogen gange sker der ingenting i Folketingssalen. Andre gange har debatten både kant og perspektiv- og til tider er den endda munter. Det er eksempelvis nedenstående diskussion fra den 25. oktober (som jeg faldt over i researchen til dagens leder ).

Ikke mindst i dialogen med Morten Messerschmidt (DF) viser Statsministeren sig som en stor humorist. Konfronteret med ventredrejningen i programmer som Orientering, Markedsplads og ikke mindst Dagens Spids (som viser sig at være for skarp), svarer Statsministeren afvæbnende:

Jeg vil sige, at hr. Morten Messerschmidts beskrivelse af, hvad han hører på Program 1, sådan set kun bekræfter visdommen i min beslutning om at anvende min tid på andre ting.

Læs hele ordvekslingen herunder.

Sådan. Så er det på plads og ledelsen på DR har fire personer. Fuldkommen tilfældigt at det kun er mænd? Informations Europakorrespndent Annegrethe Rasmussen er vred, og jeg har fået lov til at videresende denne vrede på bloggen.

Hvordan kan DR som en public service og offentligt finansieret institution stå der med sin nye ledelse - Plummer i front og så tre andre glade midaldrende/yngre jakkesæts-drenge/mænd og ikke skyggen af en kvinde. Jeg fatter det simpelt hen ikke, og mener det er en kønspolitisk skandale. Det var aldrig gået på det BBC, DR så gerne vil benchmarke og sammenligne sig med. Manglen på kvindelige topchefer i de danske medier er efterhånden så påfaldende og så ynkelig, at jeg føler en - for mig sjælden - arrigskab og undren over, at det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg har lige talt med et par journalister i DR på telefonen i forbindelse med nogle ting jeg skal lave for DR om de franske socialister, og de fortæller mig, at der rent faktisk har været kritik og at der bredt i organisationen er en stor vrede ("også fra kvinder, der ikke normalt blander sig eller taler ligestilling og som ikke er journalister," som en af dem sagde) over at ledelsen er så mandedomineret, og - vil jeg selv tilføje - en ting er da, at de fyrer den - kompetente - Knudsen, den eneste kvinde, noget andet er så, at den ledelse, der nu bestemmer åbenbart fuldkommen må have forsømt enhver dyrkelse af et vækstlag af kvindelige mellemledere, som man kunne forfremme fra. Det er bare så ynkeligt, at jeg (for en sjælden gangs skyld ;-) ) savner ord !!!” Annegrethe Rasmussen

Sådan!