EKKO

For nylig skrev jeg i Information en mindre kommentar om den amerikanske filmkritik, der er i knibe.

Jeg baserede blandt andet min kommentar på en artikel i New York Times, og siden har også Los Angeles Times blandet sig.

I min artikel trak jeg tråde tilbage til den debat om den danske filmkritik, der har været på filmmagasinet EKKO’s hjemmeside, og som jeg selv har deltaget i her på bloggen.

Og så en aktuel lille historie om filmkritikkens vilkår i Danmarks Radio, der jo længe har været uden filmprogram på tv. Radioudgaven af Filmland, der fik lov til at leve videre, da tv-udgaven blev lukket, holder stadig stolt fanen højt, men det filmprogram på tv, generaldirektør Kenneth Plummer for efterhånden lang tid siden lovede os, er endnu ikke blevet til noget.

Min gode kollega Per Juul Carlsen fra DR’s Filmland er en anden af de kritikere/anmeldere, der bliver anmeldt i det nye nummer af EKKO.

Også han har gjort sig nogle tanker om det at blive anmeldt. De kan læses hér.

Og om lidt skal han debattere i Kulturnyt med den ene af anmelderne, Nikolaj Scherfig.

Tre stjerner. Hverken mere eller mindre. Tre af seks stjerner til denne anmelder i det nye nummer af filmmagasinet EKKO – det første efter fusioneringen med Mifune – hvor filmanmelderne anmeldes.

10 anmeldere får ord og stjerner med på vejen af et panel sammensat af fire branchefolk: Distributøren Loke Havn, manuskriptforfatter og tidl. filmkonsulent Nikolaj Scherfig, filminstruktør Pernille Fischer Christensen og tidl. direktør for Filminstituttet Henning Camre.

Et velsammensat panel med repræsentanter fra fire forskellige ender af filmbranchen, og så tør de tilmed tage bladet fra munden og kritisere alle os, der til daglig kritiserer dem. Det er modigt og en rigtig god idé af EKKO at sætte den slags i værk.

Det sker stort set aldrig, at man som anmelder bliver anmeldt med nogle af de udtryk og vendinger, man selv er vant til at bruge hver eneste uge. Pludselig er bøtten vendt, og det er en mærkelig fornemmelse, næsten som om nogen invaderer ens privatliv.

’Man kan ikke være venner med alle.’

Det er vist det, man kan kalde en sandhed af de mere banale. Men det bliver den ikke mindre sand af – snarere tværtimod.

Den danske filmbranche er lille, og jeg bliver om ikke konstant så i hvert fald tit mindet om, hvor lille den er, og hvor svært det er at undgå at træde nogen over tæerne i sit daglige virke – ikke fordi det er et mål ikke at træde folk over tæerne, men jeg bliver tit overrasket over, hvor vrede, skuffede, oprørte folk i branchen er blevet over noget kritisk, som jeg eller andre har skrevet.

Måske er det en smule naivt af mig – altså at jeg bliver overrasket – fordi jeg ved jo godt, hvor ondt negativ kritik kan gøre. Jeg har selv prøvet at blive anmeldt, og især når mennesker, man stoler på og har respekt for, forholder sig mindre pænt til noget, man har lavet, kan det være svært ikke at tage det personligt. Desuden så er kunstnere jo nogle skrøbelige og følsomme størrelser.

Det er næsten to måneder siden, at jeg sidst bloggede, og jeg skal ikke nægte, at det har været svært at komme op på hesten igen. Ikke mindst fordi jeg lige nu har så meget om ørerne.

Først og fremmest er jeg ved at færdiggøre, på engelsk, et omfangsrigt essay om de seneste 10-15 års nordiske film – altså film fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Det skal bruges i en bog, som filmfestivalen i San Sebastian i Spanien udgiver i forbindelse med en serie på 38 nordiske film, deraf 11 danske, som skal vises på årets udgave af festivalen.

Som tidligere rapporteret her på bloggen udtalte DR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, fornylig, at tiden er løbet fra den traditionelle, professionelt funderede filmkritik.

Det er vi nogle, som er uenige med ham i, og i næste uge har vi mulighed for at høre ham forklare nærmere, hvad han mener.

Da inviterer Filmmedarbejderforeningen – foreningen af danske dagbladsanmeldere, som jeg også er medlem af, og som udeler den årlige Bodilpris – og filmtidsskriftet EKKO nemlig til debat i Grand Teatrets café i København.

Her er pressemeddelelsen:

Har bloggerne overflødiggjort den professionelle filmkritik?

Engang var filmkritikken et overskueligt felt. Avisernes biografannoncer citerede, når Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten eller Information havde noget fordelagtigt at sige om en premierefilm. I dag er situationen anderledes. Nu citerer biografannoncerne fra alle mulige anmeldere, som vi aldrig har hørt om – og fra publikationer, vi heller aldrig har hørt om.

"Nutidens biografgængere stoler ikke mere på den klassiske filmanmeldertype, og de deler anbefalinger med hinanden på nettet. Hele adfærden med at søge filmanmeldelser er flyttet ud i cyberspace. Tiden er løbet fra den klassiske filmanmelder," sagde generaldirektør Kenneth Plummer for nylig, da han skulle forklare, hvorfor DR ikke har haft et fast, filmkritisk tv-program siden Ole Michelsens legendariske Bogart.

Er den klassiske filmanmelder med overblik, ekspertviden og 10.000 film i bagagen en saga blot? Har bloggerne overfløddiggjort den professionelle filmkritik?

Filmmagasinet EKKO og Filmmedarbejderforeningen inviterer til debataften med Kenneth Plummer, filmkritiker Kim Skotte fra Politiken, filmhistoriker Peter Schepelern og blogger & redaktør Henrik Føhns.

Arrangementet finder sted tirsdag den 30. januar kl. 19.30 i Grand Café, Mikkel Bryggers Gade 8, København. Der er gratis entré.

Jeg regner selv med at komme og er spændt på, om arrangementet vil føre diskussionen om tilstanden i dansk filmkritik videre eller blot resultere i en stillingskrig, hvor nogle mener én ting og andre en anden, og ingen af dem er villige til at lytte til hinanden.

Filmmagasinet EKKO har lagt en artikel om Lars von Trier ud på sin hjemmeside.

Det er en reportage fra et arrangement på Københavns Universitet, hvor instruktøren talte om sin metiér, og som det altid er tilfældet med Trier, sagde han mange interessante ting, blandt andet om sin nye film, Direktøren for det hele, og det håndholdte kamera:

"Man kan lave film på forskellige måder. Man kan lave en flot kamerakøretur, som fortæller en lille, fin historie. Engang syntes jeg, at det var fantastisk, men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at hvis jeg ikke kunne kontrollere noget 100 procent, så ville jeg slet ikke kontrollere det. Det blev starten på det håndholdte kamera. Jeg kunne se en fidus i, at man pegede med et kamera, og at kameraet derfor var håndholdt."

"Den lange kameratur kan laves rigtigt eller forkert — eller rettere: Den kan kun laves forkert, for der er så mange parametre, at man kan blive ved med at lave den hele livet, og alligevel bliver den aldrig perfekt. Men at pege med et kamera virkede logisk, og alt det, jeg laver, er baseret på en form for logik. Det håndholdte kamera udtrykker den nysgerrighed, som personen bag kameraet har."

Information blev naturligvis også nævnt.