Em-bold

Det er med ren følelse i kroppen og god smag i munden at man kan tage afsked med Europamesterskaberne 2008. De rigtige vandt, de rigtige tabte og sådan skal det være. Tilbage sidder et begejstret fodboldeuropa med en klar vision af, hvordan fodbold kan være når det er allerbedst. Tak for det.

Det var en slutrunde med lidt af det hele: Overraskelsen med det smukt fightende Tyrkiet, svanesangen fra de forældede franske favoritter, nyopkomlingen fra et flot spillende Rusland, en superstjernes fødsel i playmakeren Arshavin og endelig det vigtigste: de værdige vindere fra Spanien.

For det er ikke blot set over hele turneringen at Spanien er fortjente europamestre. I hver enkelt kamp de har spillet, har deres sejre været fortjente. Fra det knebne 2-1 resultat over Sverige til 4-1 og 3-0 nedsablingerne af Rusland og straffesparkskonkurrencen mod Italien har man intet kunne indvende imod at spillerne fra den Iberiske halvø løb med sejren.

De sidste udmeldinger fra den tyske landsholdslejr lyder, at anfører, midtbanegeneral og lille Kaiser Michael Ballack er skadet før EM-finalen. Angiveligt har han ikke kunne træne med siden i fredags og derfor er det ifølge landstræner Löw tvivlsomt om Ballack kan nå at blive kampklar inden i aften.

Spørgsmålet er så om man skal tro på det. Dels kan man forestille sig at den tyske lægestab og Ballack selv vil gøre absolut alt for at få spielführeren klar til aftenens finale. Dels har det ved dette EM vist sig at man skal tage de nyheder der kommer fra de forskellige holds træningslejre med et gran salt.

Du fik ikke ret i din forudsigelse i går, at Tyrkiet ville slå Tyskland. Men tyrkernes storspil og decideret uheldige exit har trods alt givet dig en nyfunden respekt hos dine fodboldkyndige venner, der derfor har inviteret dig med til EM-fest igen i aften (holder det aldrig op?).

Her er derfor EM-bolds bluffers guide til den anden semifinale, i aften mellem Spanien og Rusland.

Spanien: Alle spaniere hadede landstræner Luis Aragones. Altså indtil han i kvartfinalen brød en 88 år gammel spansk forbandelse og vandt over Italien i en betydende kamp. Nu er alle spaniere bare almindeligt utilfredse med ham.

Har du ikke liiige fået set så meget EM-fodbold i løbet af denne juni som du havde planlagt? Men vil du alligevel gerne være med nu hvor semifinalerne starter, uden at blive totalt til grin overfor familie, venner og andre medseere?

Frygt ikke: EM-bolds Bluffers Guide til Semifinalerne er her med alt hvad du behøver at vide for at fake dig igennem to gange 45 minutter. I dag med kampen Tyskland-Tyrkiet.

Tyskland: Die Nationalelf (som tyskerne prosaisk kalder deres landshold) var inden turneringen favoritter til at vinde det hele hos samtlige bookmakere. Holdet er ungt men rutineret, sammenspillet men friskt og har i Joachim Löw en træner der før har taget Tyskland langt i en international slutrunde (som du siger: Alle ved at det ved sidste VM var assistenttræner Löw, der lagde taktikken, mens den blonde kransekagefigur Jürgen Klinsmann blot scorede damerne og al hæderen).

Det var vildt at se EMs sidste kvartfinale mellem Italien og Spanien. Ikke pga. kampen, herregudjøssemig nej, den var rimelig kedelig og begivenhedsløs. Men pga. TV2s udvalgte stjernekommentatorer Flemming Toft og ’Tryl’ Erik Rasmussen.

Jeg indrømmer det er en yndlingsaversion, ikke ulig dem litteraturkritikeren Lars Bukdahl fyrer af hver uge i Weekendavisen. Men jeg synes altså det er et problem at TV2 ikke synes det er et problem med så intetsigende, ikke-udfordrende og kliche-reproducerende fodboldjournalister som dem de har benyttet sig af i denne slutrunde. Og i gårdsdagens kamp kammede det helt over.

Lad mig begrunde kritikken:

Nej, det var ikke fortjent. Og det var bestemt ikke underholdende. Og det var da bestemt ikke retfærdigt at det af alle mennesker var den tyrkiske målmand Recber Rüstü, som indtil allersidste spark ikke havde placeret en målmandshandske rigtigt i hele kampen, der endte med at blive matchhelt.

Og ja, hvor havde kroaterne fortjent bedre. Ikke fordi de spillede sprudlende fodbold, for det gjorde de slet ikke. Men fordi de dog prøvede, hvilket man på intet tidspunkt kunne beskylde Fatih Terims tropper for.

Hvorfor blev en ellers så lovende kvartfinale til slutrundens dårligste kamp? Det skyldes, som Frank Costanza ville have sagt, to ting og de er begge to den samme: Det var for farligt at angribe.

Det var fra starten tippet til at blive en af EM-historiens mest spændende ikke-betydende kampe: Frankrig-Italien; Finalisterne fra sidste VM;  Hver kæmpende for deres første sejr i denne slutrunde;  Taberen ville være definitivt ude; Hvilket vinderne sikkert også ville være, eftersom et effektivt Rumænien nok alligevel ville slå et reserve-Holland i den anden kamp i gruppe C.

Nu gik det imidlertid helt anderledes. Et uhyggeligt stærkt og godt spillende Holland kværnede også Rumænien 2-0. Og Italien-Frankrig fusede ud næsten allerede inden den var begyndt med Riberys skade, Abidals udvisning og Pirlos straffescoring, alt sammen inden det 25. spilminut.

Lad os derfor glemme kampene og fokusere på de to trænere hvis job var på spil her til aften: Italiens Roberto Donadoni og Frankrigs Raymond Domenech. Deres EM ligner på mange måder hinandens meget, men der er afgørende forskelle. Lad os undersøge dem.

Som bekendt ved alle, bortset fra maskinstormere og selvdeporterede kulturfornægtere, at det går aldeles forrygende for det hollandske landshold under EM nede i Alperne.

Det er der selvfølgelig flere grunde til: Marco van Basten har måske endelig fundet en cool formel, der på én gang tillader lidt lækker gennemstrømmen af hedengangen totalfodbold - selvom tiden unægtelig er løbet fra Rinus Michels og Johan Cruyff - og fører nymodens taktik med "double pivote" og dynamiske backfløje et skridt videre. Dernæst er van Basten begavet med arbejdsomme enere som Wesley Sneijder, Robin van Persie, Dirk Kuyt og Rafael van der Vaart. Og ikke mindst synes Ruud van Nistelrooy at have fundet sig selv i en ny udgave, nemlig som ikke-scorende assistmager, der kan lave ravage i toppen af plænen, levere en fod, når det gælder (som mod Italien) og iøvrigt glide umærkeligt ind i team-mekanikken, når det kræves.

Det er der både en forunderlig og en helt logisk-historisk grund til, altså dét med Ruud:

Det har længe været en uskik for UEFA og FIFA lige inden en slutrunde at indskærpe visse regler som man har ønsket dommerne at være ekstra opmærksomme overfor. Det være sig fx film eller tacklinger bagfra. Som oftest med katastrofale følger for kampene og for de stakkels dommere, der åbenlyst ikke har fået den fornødne instruktion eller øvelse i at håndhæve dem.

Ved denne slutrunde har UEFA dog holdt sig i skindet. Man har talt lidt om gensidig respekt mellem spillerne og i særdeleshed fra spillernes side overfor dommerne. Men det er også det. Og det har virket! Her godt midtvejs gennem turneringen har vi endnu den første uforståelige udvisning (også kendt som »en Toro Rendon«) eller totalt mislykkede dommerpræstation til gode.

Men selvfølgelig er der også her et aber dabei. Ja, det er selvfølgelig offsidereglen der tænkes på. Flere gange under slutrunden er potentielle kæmpechancer blevet stoppet og helt legale mål underkendt. Italien fik et mål underkendt mod Rumænien. Portugal i går mod Schweiz.

I romanen ’Udødeligheden’ skriver den tjekkiske forfatter Milan Kundera om en radiomand der i filosofiske vendinger hylder den kommercielle udvikling indenfor radiomediet, uden at være klar over at netop denne udvikling gør, at hans program er ved at blive fjernet fra sendefladen. Det får en kollega til at udbryde: »Jamen kære ven, du er jo dine graveres åndfulde hjælper!«

Den replik fløj gennem hovedet på mig mens jeg sad og så gårdsdagens sene kamp mellem Frankrig og Holland. TV2’s kommentatorpar Flemming Toft og Thomas Helveg havde de helt store gloser fremme da Holland havde bragt sig foran 4-1.

»Det her er fremtidens offensive fodbold!«, råbte Toft således. Og han kan meget vel have mere ret end han selv aner.