Det var vildt at se EMs sidste kvartfinale mellem Italien og Spanien. Ikke pga. kampen, herregudjøssemig nej, den var rimelig kedelig og begivenhedsløs. Men pga. TV2s udvalgte stjernekommentatorer Flemming Toft og ’Tryl’ Erik Rasmussen.
Jeg indrømmer det er en yndlingsaversion, ikke ulig dem litteraturkritikeren Lars Bukdahl fyrer af hver uge i Weekendavisen. Men jeg synes altså det er et problem at TV2 ikke synes det er et problem med så intetsigende, ikke-udfordrende og kliche-reproducerende fodboldjournalister som dem de har benyttet sig af i denne slutrunde. Og i gårdsdagens kamp kammede det helt over.
Lad mig begrunde kritikken:
I kampen mellem Spanien og Italien var det klart for enhver hvem Toft og specielt Tryllerik holdt med. De holdt med Spanien. Det er der ikke noget galt i. I modsætning til mange synes jeg nemlig det er helt okay hvis kommentatorer tilkendegiver deres præferencer og sympatier. Det gør faktisk ofte kun deres kommentering bedre.
Det dårlige var den måde denne sympati udmøntede sig på. Kampen var ikke meget mere end fem minutter gammel inden man kunne høre Tryllerik udbrede sig om italienernes defensive spillestil, deres kynisme, hvordan man »jo ved at italienerne er beregnende« og hvordan de filmer hele tiden. I modsætning hertil kunne man forstå at spanierne var offensive, happy-go-lucky idealister der aldrig kunne finde på at smide sig for at få et frispark. Helt galt gik det i kampens sidste minutter hvor Tryllerik råbte at Italien direkte spillede antifodbold og at linjevogteren burde banke Di Natale i hovedet med sit offsideflag.
Det, der er problemet med disse kommentarer, er at de (udover at være måske en kende for partiske) er én lang skamridning af de ældste klicheer der findes i fodbold: Italienerne er defensive fordi vi ved, de er det. Så lige meget, at de både i kampene mod Rumænien og Frankrig spillede flot og (ja, det er chokerende) ret offensivt positionsfodbold og at de italienske backs Grosso og Zambrotta uden tvivl har været slutrundens mest offensive, måske sammen med tyskernes Phillip Lahm. Dette spiller overhovedet ingen rolle i klicheernes verden: Italienerne er defensive fordi vi ved, at de er det.
På samme måde med »de beregnende og taktiske italienere«. Historisk har Italien ganske rigtigt været taktikkens hjemland (og taktik er, kan man forstå, åbenbart dårligt). Men i denne kvartfinale var der ingen tvivl om, hvem der var mest beregnende og taktisk havde indstillet sig mest (og bedst) på deres modstander: Det var Aragones’ spaniere. Hvor Sergio Ramos i de to første kampe havde løbet op og ned ad højrekanten i det ene offensive raid efter det andet, holdt han sig mod italienerne helt tilbage. Og hvor Spanien hidtil havde angrebet bredt og med mange mand, forsøgte man sig nu ind over midten og med lidt flere mand tilbage til at dække op for Italiens kontraspil.
Var det skidt? Skulle Spanien ikke have gjort det? Nej, for så havde de givetvist allerede været på vej hjem nu, i stedet for at forberede sig på semifinalen mod russerne. Men pointen er en anden: I stedet for at se på den faktiske kamp og de ganske kloge og fornuftige dispositioner Aragones havde foretaget, fremturede Toft og Tryllerik med den ene klichefyldte kommentar efter den anden: Spanien er ikke beregnende eller taktisk indstillede, fordi de ikke er det. Basta.
(Og på samme måde med de filmende italienere: Der er ingen tvivl om at Luca Toni faldt et par gange eller ti midt på banen, hvor han ikke blev rørt synderligt hårdt. Men den eneste der forsøgte at filme sig til et straffe og som fik et gult kort for det, var Spaniens David Villa. Men det springer vi let henover.)
God fodboldjournalistik bør udlægge og forklare kampen for os mens den sker. Den bør vise os ting vi ikke selv lægger mærke til. Den bør rive fordommenes scenetæppe itu og vise os virkeligheden bag som den virkelig er. Dermed ikke ment at en fodboldkommentator ikke må holde med et hold eller en bestemt måde at spille fodbold på. Men hvis disse antipatier overskygger hans analyser, bliver det et problem.
På TV2 er det efter min mening faktisk kun den mageløse Troels Bech der efterlever disse retningslinjer. I hans halvlegsanalyser åbnes spillet op og bliver forklaret på en ny måde, der gør os klogere på den kamp, vi lige har set. I modsætning hertil serverer Tryllerik og Toft kun klicher. I stedet for at åbne kampen, lukker de den for os. I stedet for at nuancere fordomme og klicheer, reproducerer de dem i uendelighed.
Måske burde de bankes oveni hovedet med mikrofonerne?
Seneste kommentarer