FIPRESCI

Hunger af den britiske filminstruktør Steve McQueen vandt prisen for bedste film i Un Certain Regard, da vi i FIPRESCI-juryen i går uddelte vores tre priser.

De øvrige to vinderfilm var den ungarske Delta og den belgiske Eldorado.

Ingen af instruktørerne var desværre tilstede – McQueen var på vej, muligvis fordi han i aften vinder et eller andet, sikkert debutantprisen Camera d’Or, når hovedjuryen skal uddele sine priser.

Men ellers var vores prisuddeling, som vi afholdt sammen med den økumeniske jury – der præmierede Atom Egoyans Adoration, et sympatisk valg set i denne kirkelige kontekst – et mindre tilløbsstykke, hvilket som vist tidligere forklaret hænger sammen med, at FIPRESCI-prisen er den første, der uddeles.

Sidder i Oranges wifi-café i festivalpalæet, der altid er overfyldt med mennesker, som vil det samme som mig: tjekke mails, surfe og blogge.

Efter hver film er der altid en sand folkevandring til både pressecentret, hvor man kan låne computere, og til wifi-cafeen, hvor man skal have sin egen med.

Dagen i dag har været forholdsvis stille. Jeg har set fire film – ingen af dem voldsomt ophidsende, selv om der da var interessante ting imellem; læs mere om dem i avisen på lørdag – og er nu også begyndt på mine officielle jury-pligter.

I morgen skal FIPRESCI-juryen mødes for første gang. Selvfølgelig lige oven i en film, jeg bør se, hvorfor jeg har tænkt mig at prøve at få mødet flyttet.

Jeg er også blevet interviewet to gange. I går om Blindness, vist nok af brasiliansk tv, i dag af noget, jeg tror, var en israelsk avis, der spurgte til min mening om en israelsk animationsfilm, Waltz with Bashir, der blev vist i går aftes.

Så er jeg ankommet til Cannes. Og man må sige, at festlighederne begynder med et brag!

Jeg har lige været byen rundt for at besøge de forskellige pressebureauer, som giver adgang til interview med instruktører og stjerner – hvis man er heldig – og da jeg kom tilbage til mit lille hotel, der ligger i en af Cannes’ mest populære gå-i-byen-gader, var der proppet med brandmænd og -biler.

De stod alle sammen ude foran en natklub, der ligger skråt over for mit hotel, og i døren stod en slags ventilator og arbejdede på højtryk for at gøre lokalet røgfrit.

En mand på motorcykel havde nemlig smidt en syrebombe – hvad det så end er – ind i baren. Det fortalte receptionisten på mit hotel mig med et stort grin. ’Endelig sker der noget,’ syntes han at tænke. Åbenbart har der været problemer mellem barens ejer og nogle andre mennesker, og det førte altså dette lille bombeangreb med sig.

Ak ja, jeg er godt nok faldet af på den som mønsterblogger, men nu forsøger jeg at komme op på hesten igen.

Der er ca. en måned, til filmfestivalen i Cannes – årets filmiske højdepunkt, i hvert fald for mig – begynder. Selve programmet bliver offentliggjort den 23. april, og det er naturligvis lidt spændende at se, hvad der i år, på den 61. festival, bliver hovedattraktionerne.

Det skulle dog allerede være sikkert, at den fjerde Indiana Jones-film, Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige, bliver en del af det officielle program, dog uden for konkurrence.

Jeg er om noget barn af Star Wars og opvokset med George Lucas’ og Steven Spielbergs film, og jeg må erkende, at jeg glæder mig som et lille barn. Det kan selvfølgelig være farligt, for mine forventninger er efterhånden oppe i samme niveau, ja, højere, end op til premieren på de tre seneste Star Wars-film.

Jeg er lige kommet hjem fra Film fra Syd-festivalen i Oslo, hvor jeg har siddet i FIPRESCI-juryen sammen med polske Mariola og norske Alf.

På festivalen, der viser film fra Mellemøsten, Afrika, Latinamerika og Asien – selv om Asien vel ikke har så meget med syd at gøre – skulle vi bedømme de 10 film i sideserien Nye retninger.

Der endte dog med kun at være ni film, da en aldrig nåede frem til Oslo, og vi gav prisen til det mongolske drama Khadak, der allerede har vundet flere betydelige priser rundt om i verden.