Det lader til, at jeg trods alt alligevel har fået hul igennem til Hollywood-produceren Art Linson, der blandt andet har produceret De uovervindelige, Car Wash, Fight Club og Into the Wild.
Min forespørgsel om et interview i Cannes endte hos en af Linsons assistenter, der mailede mig, og om en lille time skal jeg ringe til Linson, der åbenbart stadig befinder sig i Frankrig. Han har vist et feriehus et eller andet sted sydpå.
Jeg har lige læst mig igennem hans første bog, A Pound of Flesh, der ligesom hans anden, What Just Happened?, handler om Hollywood og den evige magtkamp mellem producere, studiebosser, agenter og talenter.
Det er to meget morsomme bøger, og anledningen til, at jeg gerne vil tale med Linson, er, at What Just Happened? er blevet omsat til film af Linson selv – han har skrevet manuskriptet og produceret – og Barry Levinson, der har instrueret.
I filmen spiller Robert De Niro rollen som en producer, der er baseret på Linson, og som forsøger at lave en film med Sean Penn færdig, mens han skal tilfredsstille studiebossen og bakke sin instruktør op. Det er ikke nemt at gøre begge dele, og det går da også galt undervejs.
Filmudgaven af What Just Happened er laskrevet noget om i forhold til bogen, der jo handler om virkelige begivenheder. Således spilles Alec Baldwin, der åbenbart er lidt af en primadonna og ikke ville barbere et skæg af, da han skulle lave filmen The Edge, på sin vis af Bruce Willis, der er ret morsom som en hysterisk, krukket udgave af en filmstjerne i filmen.
Men meget mere om det, når filmen har dansk premiere, og jeg har fået talt med hr. Linson.
Her er i øvrigt et link til min anmeldelse af bogen.



Seneste kommentarer