Haven

...I skal se, hvordan her ser ud en dag som denne!

Det er de flyvende blomster, fuglene, der dominerer haven i øjeblikket, i dag er havesangeren kommet.  De eneste, der giver fuglene konkurrence er frøerne i dammen, der melder sig med både plask og kvaaaak, og midt i det hele på den lille ø, ligger en gråandemor. Endnu et af de eksperimenter, vi VED ikke går godt. Førte gang hun tager en svømmetur, efter at hun har lagt æg, er kragerne der. Vi har set det før.

Man kan ligfrem komme til at tvivle på, om fugle lærer af erfaringen. ikke altid, i det mindste. Således har vipstjerten opdaget en farlig rival i dørruden ud til gårdspladsen. Hver morgen ved halvsekstiden bliver vi vækket af dak..........dak...........dak...........dak..... Det er vipstjerten, der med stor tapperhed kaster sig mod ruden for at uskadeliggøre rivalen, som dog med usvækket styrke kaster den tilbage. Hver morgen ender kampen uafgjort. Efter nogen tid fortsætter viptjerten så pikkende og vippende ud over gårdspladsen, som om intet var hændt. Måske er den bare glad for at have en stensikker sparringspartner til morgentræningen.

Det sker hvert år. Når vinteren bider og enhver fornuftig svale forlængst har forlagt residensen til Sydafrika, flytter gærdesmutten ind i en af de forladte svalereder. Den bygger sig det fineste lille, lune hi ovenpå, så hele konstruktionen kommer til at minde om en bysvalerede. (Foto 1.)
Så kommer foråret, svalerne vender tilbage – og gør kort proces med bz’eren, hvis ringe korpus ikke kan stille meget op mod de blåglinsende, flyvende supermissiler.

Men i år er der kun kommet ét svalepar. I det mindste indtil videre. Vi er i tvivl om årsagen. Skyldes det, at uglen sidste sommer fik gjort kål på så mange unger, at vores bestand er reduceret til et enkelt par? Eller skyldes det en angivelig massiv kuldedød for 100.000vis af svaler i Sydafrika? Eller en blanding?
Vi ved det ikke, men uanset årsagen har resultatet været, at gærdesmutten fik lov at være i fred – indtil nu. I morges fandt jeg dens rede på stenene i portrummet. Med fem, hvide, uskadte, men kolde æg i. På størrelse med min tommelfingernegl.
Jeg samlede den op og stillede den oven på reolen.

Stærene er flyttet ind i deres sædvanlige kasser bag garagen. Ind imellem haster de på  ivrige, trekantede vinger over i valnøddetræet, og man kunne få indtryk af, at det nærmest er for at få luft for al parringen og redebyggeriet, for så snart de sætter sig, begynder de at skræppe op med al den stærelyd, der kan være i struben på sådan en mellemlille fugl. Nu og da får man ligefrem lyst til at tysse på dem og bede dem tage det lidt roligt.

Det er dog ingenting i forhold til, da de kom. Vores stære er de få tilbageblevne, da flokken af fætre og kusiner drog videre. Vi har aldrig før set disse kæmpeflokke om foråret. Stæreflokkene plejer at høre efteråret til. Nogle mente, at de skulle videre til Sverige – hvad de så skulle der. Men godt det samme, vi havde alligevel ikke haft plads til dem.

Nu modtog jeg endnu en mail:

»Jeg fandt lige en anden undersøgelse, der viser at MH ikke i sig selv skader DNA« (lyspunkt, lyspunkt!) »men når man tester det i kombination med de stoffer, der er i produktet Gesaprim (der har MH som aktivt stof) observerer man DNA-skader.«

Hm, det begynder at blive indviklet. Kan man være sikker på at være på den sikre side, hvis man undgår Gesaprim? Der er åbenbart mange undersøgelser at tage hensyn til.
Men er det så i det mindste ikke rigtigt, at maleinhydrazid bliver nedbrudt hurtigt til ufarlige forbindelser, har jeg også spurgt. (Så kunne man jo tage en maske på, tænkte jeg listigt).
Det svarer søn følgende på:
»Tjaa, det er sikkert rigtigt i en standardiseret nedbrydningstest. Men den siger jo på den anden side ikke meget om, hvad der sker i miljøet. I denne rapport fra GEUS: http://www.geus.dk/publications/grundvandsovervaagning/g-o-2002.pdf er der fundet MH i et par grundvandsprøver, så det bliver i hvert fald ikke alt sammen nedbrudt med det samme (se tabel s. 105).«

– Så det er nok ned på knæ som sædvanlig. I mangel af stinkskab og god samvittighed.

Det er tiden, hvor alt-tænkeligt-muligt-til-haven vælter ind ad døren. Firmaer reklamerer i en lind strøm for havetraktorer hækkeklippere, automowere, asfaltragere, plæneluftere – og for ny midler mod myrer, hvepse, mos – mos?? – alger samt forrige års store havekrise, dræbersneglene.
Men i stakken af pressemeddelser og reklamer fandt jeg også et middel fra firmaet ECOstyle, der lovede ultimativ ukrudtsbekæmpelse. Det hed det endda: Ultima Ukrudtsbekæmpelse. Så bliver ens opmærksomhed jo vakt. jeg kastede mig over pressemeddelelsen, men studsede over, at der ikke, som for sneglene og mossets vedkommende stod, hvilket stof, der bekæmpede ukrudtet. Hvilket ’aktivt virkestof’ som pesticider hedder i de kredse. Derimod stod der: »Midlet virker både på de grønne plantedele over jorden og på rødderne, fordi det optages i bladene og derfra transporteres ned i rødderne af planten selv og hindrer genvækst.«

Musvitter er så nydelige. De ser næsten ud, som om de skulle til nytårskur hos dronningen. Ulastelig sort frisure og tilsvarende sort slips, vingerne lagt i sirligt gråt-hvidt-sort sildebensmønster ned ad ryggen (når de ikke flyver), halen glat samlet samt et citronfromagefarvet bryst, der lyser hele fuglen op. Men ligesom på mennesker er der også forskel på fugle. Nogle mennesker kommer farende med krøllet slips, skævt knappet skjorte og snørebånd, som er gået op, mens håret flagrer vildt til alle sider. Andre er lige så sirlige og tjekkede som mange musvitter.
Og nogle musvitter nærmer sig dramatisk flagre-mennesketypen. En af dem er i denne tid fast gæst i foderautomaterne foran arbejdsvinduet. Den ligner jeg ved ikke hvad! Hele kroppen ser ud, som om møllene har overvintret på den. Den sorte stribe på brystet zigzagger formålsløst nedad kræet for her og der nærmest at forsvinde. Halefjerene stritter vildt i alle retninger, og hver gang der kommer et vindpust, ligner den en hovedpude, der er gået hul på. En lille hovedpude.

I dag har jeg købt læggekartofler, seks kilo Exquisa. Måske køber jeg også nogle æggeblomme, men Exquisa er yndlingene. De minder om aspargeskartofler, aflange og faste, de smager som aspargeskartofler, men er ikke så besværlige, får ikke skimmel, er nemmere at pille, og de giver større udbytte.

Ja, jeg købte læggekartofler og to store poser latyrus, for solen skinnede forårsblank, vandet var kongeblåt, og bierne var ude at hente gæslinge- og krokuspollen i store, flittige flokke.
Latyrus kunne jeg bestemt godt lægge i jorden nu, tænkte jeg, dem kan man nemlig godt lægge tidligt, de skal bare blødes op i vand i 12 timer. En stor pose morgenfruer røg også i indkøbskurven, for morgenfruer skal man have mellem rækkerne i køkkenhaven, og nu er det snart tid. Og det summede af sol på parkeringspladsen foran Brugsen.

Så blev himlen blåsort i nord, solen forsvandt og et kvarter efter sneede det. Og haglede. Og blev ved i fire timer. Nu er der hvidt derude, og så fik vi da også set sne i år.

I morgen er den vel væk igen, men lige nu står de forbløffede krokus i sne til knæene og ved ikke, hvad de skal tro.

Nu er stæren også kommet! Der sidder to i poplen og laver stærelyde. Et fløjt, en trille, så knebren og så et langt hyl.

Jeg synes lige, jeg vil nævne, at lærken er kommet. Andre har ganske vist allerede hørt den andre steder. Men det er ikke det samme, som at den ER KOMMET. Det er den først, når den hænger deroppe og trilrer. Det gør den nu. Her. Så NU er lærken kommet.