Det er de flyvende blomster, fuglene, der dominerer haven i øjeblikket, i dag er havesangeren kommet. De eneste, der giver fuglene konkurrence er frøerne i dammen, der melder sig med både plask og kvaaaak, og midt i det hele på den lille ø, ligger en gråandemor. Endnu et af de eksperimenter, vi VED ikke går godt. Førte gang hun tager en svømmetur, efter at hun har lagt æg, er kragerne der. Vi har set det før.
Man kan ligfrem komme til at tvivle på, om fugle lærer af erfaringen. ikke altid, i det mindste. Således har vipstjerten opdaget en farlig rival i dørruden ud til gårdspladsen. Hver morgen ved halvsekstiden bliver vi vækket af dak..........dak...........dak...........dak..... Det er vipstjerten, der med stor tapperhed kaster sig mod ruden for at uskadeliggøre rivalen, som dog med usvækket styrke kaster den tilbage. Hver morgen ender kampen uafgjort. Efter nogen tid fortsætter viptjerten så pikkende og vippende ud over gårdspladsen, som om intet var hændt. Måske er den bare glad for at have en stensikker sparringspartner til morgentræningen.
Eller også fortsætter den ovre hos naboen. Dér har den nemlig forset sig på sidespejlet på deres bil. Det bekæmper den ligeledes med utrætteligt mod.



Seneste kommentarer