En dag med to årstider

I dag har jeg købt læggekartofler, seks kilo Exquisa. Måske køber jeg også nogle æggeblomme, men Exquisa er yndlingene. De minder om aspargeskartofler, aflange og faste, de smager som aspargeskartofler, men er ikke så besværlige, får ikke skimmel, er nemmere at pille, og de giver større udbytte.

Ja, jeg købte læggekartofler og to store poser latyrus, for solen skinnede forårsblank, vandet var kongeblåt, og bierne var ude at hente gæslinge- og krokuspollen i store, flittige flokke.
Latyrus kunne jeg bestemt godt lægge i jorden nu, tænkte jeg, dem kan man nemlig godt lægge tidligt, de skal bare blødes op i vand i 12 timer. En stor pose morgenfruer røg også i indkøbskurven, for morgenfruer skal man have mellem rækkerne i køkkenhaven, og nu er det snart tid. Og det summede af sol på parkeringspladsen foran Brugsen.

Så blev himlen blåsort i nord, solen forsvandt og et kvarter efter sneede det. Og haglede. Og blev ved i fire timer. Nu er der hvidt derude, og så fik vi da også set sne i år.

I morgen er den vel væk igen, men lige nu står de forbløffede krokus i sne til knæene og ved ikke, hvad de skal tro.
Uden for arbejdsvinduet, hvor fugleautomaterne hænger, hersker en ligefrem hektisk stemning. To blåmejser kom lige før op at slås, det har jeg dog aldrig set før. Musvitter og skovspurve farer frem og tilbage, og under foderbrættet pikker travle bogfinker rundt i mylder, mens en grønirisk mere roligt sidder i forsythiabusken og venter, til der er plads ved foderautomaternes pinde. Fuglene har vist fået det indtryk, at der skal samles forråd nu.

Så holder det op at sne, og nu kommer solen frem igen.

Den kan lige nå det, før den går ned.