Stærene er flyttet ind i deres sædvanlige kasser bag garagen. Ind imellem haster de på ivrige, trekantede vinger over i valnøddetræet, og man kunne få indtryk af, at det nærmest er for at få luft for al parringen og redebyggeriet, for så snart de sætter sig, begynder de at skræppe op med al den stærelyd, der kan være i struben på sådan en mellemlille fugl. Nu og da får man ligefrem lyst til at tysse på dem og bede dem tage det lidt roligt.
Det er dog ingenting i forhold til, da de kom. Vores stære er de få tilbageblevne, da flokken af fætre og kusiner drog videre. Vi har aldrig før set disse kæmpeflokke om foråret. Stæreflokkene plejer at høre efteråret til. Nogle mente, at de skulle videre til Sverige – hvad de så skulle der. Men godt det samme, vi havde alligevel ikke haft plads til dem.
De kom i hundredvis og slog sig ned i poplen og valnøddetræet. Dér kunne man tale om stærelyd. Hvorfor det lige præcis var disse to træer, der var deres foretrukne, kan jeg ikke gætte, men de er høje – det kan stære godt lide – og måske er der en passende afstand imellem dem, så de talløse individer kunne bevare en fornemmelse af flok, selv om flokken blev todelt. I det mindste foregik der en livlig trafik mellem poppel og valnød. Og det mest forunderlige var, at når en lille flok på en halv snes stykker lettede og fløj over i det andet træ, tav alle hundredvis af stære et kort øjeblik, som om de lige skulle afvente, hvad der var i gære.
Når det så viste sig, at der bare var tale om en lille naboudflugt, satte de alle i med fornyet stemmepragt.
Der blev stille, da de rejste. Selv om vores egne stære nu gør, hvad de kan, for at bevare mindet om den store forårsstærevandring.
Seneste kommentarer