Helmand

Politirådgiver Villy Vilstrup kørte lige forbi bomben. Uden overhovedet at se den. Men han var heldig. Fjernbetjeningen virkede ikke, og den pansrede bil fik ikke så meget som en skramme.
Den erfarne danske politimand, der har arbejdet i Basra, Kosovo og Albanien lader sig ikke skræmme.
Men det kunne være gået helt galt fortæller han, da jeg møder ham efter en lang nats flyvetur over Istanbul til Kabul.
Fire liter sprængstof med fragmenter, gemt i en gammel taske. Det var den seneste af de mange improviserede bomber, som Taleban har på samvittigheden i den stadig mere irregulære krig, som bevægelsen fører mod den afghanske regering og de internationale styrker i Afghanistan. Målet var EUs politihovedkvarter, hvor Vilstrup arbejder. Et angreb, der ville have givet Taleban nok en propagandasejr, hvis det var lykkedes at få skidtet til at eksplodere.
Villy Vilstrup finder Talebans metoder specielt afskyelige.

Velkommen tilbage til Helmand-bloggen!
De kommende dage kan De, kære læser, igen tage med Information til Helmand i Afghanistan. Både her på bloggen og i avisen.
Også denne gang er Information gæst hos forsvaret. Det er desværre stadig den eneste måde at komme til det sydlige Afghanistan på. Ihvertfald hvis man ikke har lyst til at følge i TV-2 journalist Nagieb Khajas forspor. Han blev som bekendt kidnappet i januar måned af en gruppe Taleban-sympatisører, men havde siden held til at stikke af. Og det har jeg i al fald ikke.
I modsætning til Informations besøg i Helmand sidste år, er det nu muligt at komme væsentlig mere omkring i den del af Helmand, som de danske soldater har ansvaret for.
Sikkerhedssituationen er langt bedre end i november, hvor Taleban havde positioner blot halvanden kilometer fra de danske lejre.
I Helmand er det tilsyneladende slut med de daglige konfrontationer med Taleban-krigere. De er i stedet gået over til vejsidebomber, miner og den slags djævelskab, som ligger parat og venter, når konvojer og patruljer kommer forbi.

Lige neden for Sandford ligger den lille landsby Rahim Qalay, komplet med bæk, kamler, geder, bondegårde og velplejede marker.

Det er svært at få øje på krigen, når man går rundt blandt fredelige huse og nytilsåede marker. Endnu kan man ikke se, hvad der kommer op, men langs markerne ligger der masser af visne frøkapsler fra sidste års opiumshøst.

På et tag har en familie indrettet en usædvanlig urtehave - fuld af friske,grønne hampeplanter. Jo, jo, bonden ryger det selv en gang imellem. Om vi vil have en dusk med, uden betaling? Nej tak.

Nysgerrigheden over for en vestlig kvinde er stor. Børnene følger i en tæt hale efter os gennem landsbyen, peger fingre og griner højlydt ad mit udseende.

Men de er søde nok, og vil meget gerne kigge med på kameraet, hver gang jeg har taget et billede. De store piger forsvinder imidlertid som dug for solen, når jeg tager kameraet op. Og kvinderne er som sunket i jorden.

Ved landbybækken har to små drenge drevet familiens kameler ned for at drikke inden solen går ned. Lidt længere nede af vejen dukker to drenge op på et æsel. De vil meget gerne fotograferes og lære mig, hvad æsel hedder på pashtu.

Det hedder rouush, forstår jeg. Til gengæld lærer jeg dem at sige æsel.

Ret hyggeligt.

Hvis man altså kan lade være med at tænke på, at Taleban befinder sig cirka halvanden kilometer væk. Og på de næsten 30 soldater, som sikrer området, mens vi er på besøg.
Charlotte

Så lykkedes det s’gu. Både at komme til Sanford og ud i den grønne zone.

Herude i en traditionel lerklinet compound holder 210 danske soldater Taleban i ånde, Stemningen er klar spejderlejr. En del af soldaterne sover under de gamle buede lofter, andre under åben himmel. Det er feltrationer, åbne latriner, støv, støv og atter støv og så et improviseret brusebad midt i lejren.

Men her er meget hyggeligt og meget lidt "stab" - et fænomen, som soldaterne herude ved fronten ikke holder meget af. Udtryk som at "der går stab i den" og at gå med "stabshaler" - dvs uden at spænde bæltet på den skudsikre vest - indikerer en vis mangel på respekt for dem, der ikke er ude i "den skarpe ende."

Taleban er kun halvanden kilometer væk, inde i den grønne zone langs Helmand-floden - men inde i lejren er der ingen fare.

Til morgen, middag og aften er der selvvarmende amerikanske feltrationer. Jambalya, lasagne, beef stew og til dessert masser af kager, chokoladebars og anden nærende føde. Tre eller fire daglige måltider af den slags skal der til for at holde en soldat i gang - og selvfølgelig masser af vand.

Og nemt er det. Man behøver hverken kok, friske fødevare eller ild. Man hælder blot lidt vand på de kemiske brikker, der ligger i posen, og ti minutter senere er der varm morgen. Resten af varmen bruges til at koge kaffevand, mens man spiser. Velbekomme.

I Sandford har de været på rationer i to måneder - undtagen den dag, hvor der var nogen, som fik ondt af dem og lod dem hente hummere og T-bonesteaks fra lageret i en af de store lejre.

Stemningen er hyggelig og fuldkommen rolig. I går var de i tre timers kamp med Taleban. Finskytter, morterer og de nye kampvogne, som forsvarsminister Søren Gade lige har sendt herned, var i aktion. Men det kan man ikke mærke. Her er absolut ingen panik og fornemmelsen af at de her knægte ved, hvad de laver - og hvorfor de gør det, gennemsyrer lejren.

Om aftenen er der dømt hygge på den overdækkede veranda i de det gamle afghanske hus, der udgør lejren hovedkvarter. I en af de pansrede mandskabsvogne ser nogen film på den bærbare, andre læser det seneste nummer af ugeavisen Ørken Sand Heden, som forsvaret laver specielt til de udsendte soldater i Helmand, som ofte ikke har adgang til nyheder eller internet.

Dagen startede med en tre timer lang konvojtur i bæltekørertøjer fra Camp Bastion ud til Sanford. Taleban er derude, siger alle, men endnu vi ikke set skyggen af ham. Heldigvis selvfølgelig. I nat skal vi sove i spejderlejren, den aktivistiske udenrigspolitiks absolutte forpost. Og besynderligt nok føler vi os fuldstændig sikre.
Charlotte

Jeg kan ikke sove. Det er nat i Camp Bastion, danskenes hovedkvarter midt i Helmands støvede ørken.

En super velordnet lejr, der ligner noget, der skal blive her i rigtig mange år.

Jeg har fået tildelt et helt telt for mig selv, men jeg ville hellere sove sammen med lejrens tre andre kvinder.

I morgen tidlig skal vi køre i pansrede mandskabsvogne PMV’er helt ud til fronten, til Camp Sandfort, der hvor kollega Tantholdt for et par uger siden skød sine opsigtsvækkende krigsbilleder.

Også her brager fly og helikoptere konstant ind over lejren, daf daf daf daf lyder rotorerne.

Det har ikke skortet på advarsler om situationens alvor i dag. Først et førstehjælpskursus med masser af blodige billeder af afrevne lemmer.

Hvis man kan nå at lægge en presse, et såkaldt tourniqué på armen inden 30 sekunder, kan man måske undgå at forbløde, hvis hånden bliver skudt af.

45 sekunder er grænsen, hvis det er foden eller underbenet, der ryger.

- Her har vi lille Anne, siger de og viser, hvordan man giver hjertemassage til en legemstor dukke, Vi lærer også, hvordan man piller tænder og benstumper ud af munden på dukken, vrider tungen fri og lægger folk i NATO-stilling.

Dernæst får jeg og de fire andre journalister, som er med på turen, demonstreret, hvordan vejsidebomber ser ud, hvordan Taleban lægger en personelmine oven på en pansermine for at få maksimal effekt, hvordan man spænger en bombe vel hjælp af en mobiltelefon, hvordan man laver en bombe af plastisk spængstof eller af en gammel ueksploderet granat.

Og endelig skal vi ud med minesøger og ned på maven for at grave flere af slagsen ud af sandet.

- Truslen, når vi kører i morgen tidlig klokken syv, er miner, vejsidebomber og baghold, informerer bataljonschef Kim Kristensen og foreslår, at vi allesammen skriver et farvelbrev til vores pårørende, før vi tager afsted.

Det er noget, som mange af dem, der skal afsted, tager imod, forklarer han.

Vi får også udleveret fragmentationbriller - en luksusudgave af de beskyttelsesbriller, man bruger nytårsaften - lange handsker og ørkenbrune støvtørklæder til at have for munden i morgen. Turen i PMV'erne blive ektremt støvet har vi fået at vide, så tag hellere regntøj på, lyder rådet.
Charlotte

Det er lørdag morgen. Jeg sidder i et kæmpestort hvidt telt 40 km syd for Kandahar og skriver. Det er en vis lejrskolestemning over de omkring 400 køjesenge, hvor enkelte soldater stadig er rullet helt ned i soveposerne. Andre er ved at pakke deres gear sammen.

Vi kom hertil i nat efter en en overraskende behagelig Hercules-tur. Med slukket lys fløj vi gennem den afghanske nat og landede uden den store tummel på Kandahar Air Field. En kæmpestor og meget velorganiseret lejr, som vi dog kunne skimte, da vi blev fragtet til sovetelt 725 i busser opkaldt efter heltene i Top Gun. Iceman og Goose.

Blot to timer før vi kom, landede en af talebanerns raketter i lejren, men der skete heldigvis ikke noget, - Der var ingen personskade, men vi ved ikke, om de har tænkt sig at hælde mere i hovedet af os i aften. Hvis der sker noget, lyder alarmen. Så kaster I jer ned i mindst to minutter og følger derefter jeres gruppeleder over i beskyttelsesrumet, forklarer den unge soldat, der modtager os.

Beskyttelesrummet hedder en eller anden militær
forkortelse, som jeg ikke lige får fat i.

Efter en kort sikkerhedsbriefing, der hovedsageligt går ud på, at man ikke behøver bære fragvest og hjælp i lejren, får vi lov at tørne ind.

Nu er vi for alvor embeddet - uden mulighed for at forlade det militære set up.

Ørkennatten er kold iog jeg kryber langt ned i den gode sovepose, jeg har lånt derhjemme. Men det varer længe, før jeg falder i søvn. Flere
tunge fragtfly og helikoptere brøler over den nattestille lejr. Og køjesengene knirker højt hver gang en eller anden vender sig ude i mørket.
Hvis alt går vel kommer vi til Helmand ved middagstid i dag og derfra videre til Sandford.
Charlotte

Nå, Hercules dukkede aldrig op. Det gjorde til gengæld en ny dag med mulighed for at se, hvordan den afghanske hovedstad rejser sig af støvet som en moderne Fugl Fønix. Nye huse, butikscentre, moskeer, hoteller og benzinstationer skyder op overalt, veje udbedres og asfalteres, nye kloakker til det regnvand, som forhåbentlig snart vil falde over de nyplantede, men knastørre vejtræer. Selv en metro til byens tre millioner indbyggere er undervejs, forlyder det,
Fredag er fridag og på vej op ad TV-bjerget for at få et overblik over byudviklingen, kan man se drenge spille fodbold, i en lille gyde forsøger andre at få en af Kabuls berømte drager op at flyve. Langs den snoede bjergvej er familiefædre i gang med at udbedre tage og mure på de lerklinede huse, husmødre tager et hvil i vindueskarmen, mens deres mænd vasker bilen fri for Kabuls evindelige støv. Mellem husene vinker unger i alle aldre til os.

- No pen, no money, You give me dollar, dollar, dollar, lyder det så snart, jeg stiger ud af  bilen. Vesterlændinge er byens nye overklasse og tiggernes yndlingsmål.

Fattigdommen er ikke til at overse, men når man ved, at alle unger i Kabul går i skole, hvor de får mindst et ordentligt måltid om dagen, er det lidt nemmere at sige nej og gemme pengene til de mange fattige enker, som er nødt til at tigge eller prostituere sig for skaffe sig selv og deres børn mad og et sted at bo.

Kabul er og bliver en tredje verdens hovedstad med et kaos af stinkende trafik, støv og elledninger alle mulige og umulige steder.

Men det er også en by på vej ud af årtiers forarmelse og borgerkrig.

Skridt for skridt vender normaliteten tilbage. Og det er dejligt at se hvordan burka-procenten falder. Da jeg besøgte byen i maj måned var stort set alle kvinder iført den traditionelle lyseblå burka, så snart de gik hjemmefra. Men sådan er det ikke mere. Nu er et tørklæde og løse gevanter nok, når man skal ned og hente tomater til aftensmaden. Pludselig kan man se smilende kvindeansigter og tørklæder i glade farver i gadebilledet. Et lille, men sikkert tegn på, at Kabuls indbyggere er på vej.

I aften forsøger vi igen at komme sydpå, Chancerne er fifty-fifty, siger de erfarne, så forhåbentlig bliver det næste blogindlæg en rapport fra Kandahar, talebanernes gamle højborg, nu hjemsted for en fjerdedel af den nu 44.000 mand store ISAF-styrke.
Charlotte

Timerne i Kaia giver forsmag på begrebet Afghan TIme. Soldaterne gør
sig klar til tage af sted. Flere af dem ved at de skal ud og kæmpe mod
Taleban på en af forposterne. De renser våben, smører alle delene og
henter ammunition. Fem magasiner per person. Så er der også nok til at
øve sig på skydebanen, hvis der bliver tid til det. En sygeplejerske
fra Amager tager sig endnu en cigaret, mens hun spekulerer på, hvad hun
egentlig skal lave i de næste syv uger. Hun er lige kommet hjem fra
Kosovo og tænker, at det her bliver meget anderledes og voldsommere.
Der vil være sårede og måske også nogen, hvis liv det ikke lykkes den
danske sygeplejerske at redde.

- Det går nok først op for mig, hvad det her egentlig går ud på, lige før jeg skal hjem igen, siger hun.

Klokken fem stiller alle op med vest, hjelm og rygsæk og sætter kurs mod startbanerne i den anden ende af lejren.

Solen smælder ind ad flyets vinduer, mens tørre sandfarvede bjerge,
landsbyer og tynde blanke vandløb sagte glider forbi. Det
specialchartrede Pegasus-fly krænger til venstre rundt om et bjerg og
lægger an til landing i i Kabul International Airport . Lerklinede
gårde dukker op i byens udkant, omkranset af de traditionelle
firkantede mure, som afghanerne har bygget i årtusinder for at holde
fjender ude og husdyr  inde, så dukker nye funklede industribygninger
op, en asfalteret vej ! og endelig ISAFs hvide containerlejr. Pegasus
er landet med blot et par timers forsinkelse på grund af en
mellemlanding i Helsinki og fire-fem timers venten i flyselselskabets
hjemby Istanbul.

Ombord er mindst 50 danske ISAF-soldater, som har været hjemme på
orlov, nogle  ekstra, der er sendt af sted for at hjælpe til i
Sangin-dalen, et finsk kontingent og  fem danske journalister.

Kabul i november er 25 grader, høj sol og korte ærmer. Ærgrer mig over
at have slæbt vinterstøvler og vanter med, men måske bliver der brug
for det nede i ørkenen?

- Mor, skal du i krig? spørger min seksårige søn, da jeg pakker det nyindkøbte poncho liner - en slags termotæppe i ørkencamouflage - ud af kassen fra armywear.dk.
- Nej, skat, jeg skal bare se på, siger jeg og kan godt høre, at det ikke lyder særlig beroligende. Men jeg er ikke god til at lyve. Og Helmand er jo krigszone.