jul

Det er altid svært at lave aviser i juledagene. Kilderne er gået på ferie. Journalisternes hoveder er som alle andres fyldt med de kommende dages begivenheder og læserne har dårligt tid til at åbne en avis. Hvorfor gør vi det så? Hvorfor siger vi ikke bare 'udkommer ikke fra den 24. december til 2. januar' eller gør som på TV: Skærer nyhederne ned til fem minutter.

Det gør vi ikke fordi en avis er meget andet end nyheder og især Information. Det er en avis man gemmer, klipper ud fra og vender tilbage til, når tiden er der. Og vi har masser at fortælle i disse dage. Der er masser af begivenheder fra de sidste dage og året der gik, som skal fordøjes og sættes i perspektiv. I morgen udkommer avisen således i to sektioner til alle juledagene. Vi håber selvfølgelig at mange får tid til at kaste sig over godterne.

Dagens redekationsmøde kom til at handle om Ungdomshuset. Anna Sperling og Nikolai Lang har skrevet en fremragende kommentar til begivenhederne på Jagtvej 69 – både de der har fundet sted og de der kommer. De to forfattere har selv haft en stærk tilknytning til stedet for år tilbage og problemet er uløseligt, siger de, for de unges identitet er netop at være i opposition til det omkringliggende samfund og hvordan finder man løsninger med en ”voksenlogik” i det samspil? At finde et andet hus er derfor ikke løsningen, selv om mange gode kræfter tilsyneladende arbejder på den sag i disse dage.

Redaktionsmødebloggen ønsker glædelig jul og godt nytår og vender tilbage med mange flere spændende mødediskussioner i 2007.

Smøger. Der er vist et eller andet med Libanesiske kvinder og smøger. For en egypter føles Libanon ikke specielt mellemøstligt og dog. Traditionerne og de komplicerede religiøse spørgsmål er til stede, men der er en banebrydende frihed, som både muslimer og kristne deler – mænd og kvinder. Og hvor det I resten af den arabiske verden anses for ‘upassende’ at en kvinde nyder en smøg er det ganske normalt her.

Mens ‘nana’ ryger en rød Marlboro åbner Sarah gaver. Jeg ved godt der bliver rystet på hovedet i Danmark over sådan en opførsel, men det her er mellemøsten. Nogle kalder det respektløst, andre pylret, jeg kalder det frit – men det er en hel anden diskussion.

Libanon er meget mere end Hizbollah, kristne militser og politisk kaos. Det er mennesker, der prøver at leve et simpelt liv med alle de glade stunder, som gør det hele værd. Stunder som disse, der samler familien, store og små for at hygge og sprede god energi – og hvor fremtiden er usikker har julen fået en hel speciel betydning for rigtig mange mennesker I cedertræets land. God Jul Libanon!

Jeg smutter ind I stuen hvor plastic-juletræet er pyntet op til den helt store guldmedalje. Lyskæder og stjerner pryder træet mens jomfru Maria og ‘hele den historie’ vidner om den specifikke retning indenfor kristendommen.

Maroun’s kone forklarer med stor iver at jul både fejres af kristne og sunni’er I Libanon. Tænk, det vidste jeg ikke.

Maroun er ung fyr I slutningen af 20’erne og med en god ‘hustler’ mentalitet, som kun en araber som mig selv kan forholde sig positivt til.

Maroun bor normalt nord for Beirut I Jouniyeh, et kristent område. Han har sammen med familien valgt at tilbringe julen I Hanine – på trods af den spændte situation. Jeg tilbringer 3. søndag I advent 5 km fra den israelske grænse med juletræ, fedtede lammepølser og radioen tunet ind for advarsler.

“Der er ingen som mangler noget I julen, heldigvis – kun varme”, udbryder Maroun med et grin og vi får stærk arabisk kaffe, som følgende kræver flere besøg på potten. Maroun varmer sig ved det elektriske varmeapparat og den daglige rutine med at lytte til radioen og rådgive sig med familien om det nu er sikkert fortsat at blive, tages med jokes, rødvin og smøger.

“Jeg tror det libanesiske folk har fundet ud af hvor tæt de er på borgerkrig og har besluttet sig for at slå bremserne i, ellers går det helt galt” siger Maroun med henblik på den politiske situation i landet. En situation som I disse dage diskuteres I hvert eneste hjem I det mangfoldige Libanon. “Jeg tror de fleste libanesere begynder at forstå, at de spiller politikernes spil; ikke deres eget”.

Midt imellem Bent Jbail og den israelske grænse ligger en lille by ved navn Hanine. En kristen ‘enklave’ i det ellers shiitisk dominerede Sydlibanon. En by, som generelt ikke huser mere end et par hundrede indbyggere undtagen om sommeren og ved højtiderne, som julen.

De sædvanlige ‘welcome to’ skilte bliver I de fleste byer sydpå efterfulgt af et symbol, der viser det religiøse tilhørsforhold I byen. Hvad enten det er jomfru Maria, der er låst inde I et kitsch skab eller martyren Hussein, som er slået stort op af byens maler – hersker der ingen tvivl om butikkernes lukketider på ugens dage.

Der er forpustet op mod jul. Jeg bliver personligt grebet af en uimodståelig lyst til at bage brune kager – udover gaver der skal købes til unge mennesker, der i øvrigt ikke helt gider have med deres mor og gøre, og samtidig er man mor og køber derfor selvfølgelig gaver for ellers ville man ikke være hende der den skide mor, som man kan være imod fordi hun køber (forkerte?) gaver - men med god vilje. Så man kan heller ikke bare lade være, for hvad skulle de unge mennesker så være oppe imod? Som visse psykoanalytikere formulerer det, så er det svært at være en god far og (strukturelt) umuligt at være en god mor.Samtidig forhindrer det så at have tid til at blogge... så derfor vil jeg som på en huskeblok lige notere at jeg bliver nødt til at skrive om.