Danseforestillinger fra Mancopy Dansekompagni på Teater Momentum
Iconic/Ironic er en danseforestilling om, hvordan den moderne kunst ofte lever af at hive klassikerne… ikonerne frem, omforme dem til noget nyt og skabe nye forbindelser og verdensbilleder. Iconic/Ironic flytter denne leg ind i dansens verden og lægger op til en skæv og humoristisk forestilling.
Iconic/Ironic er skabt af Jens Bjerregaard kunstnerisk leder for Koreografisk Center Archauz og Mancopy Dansekompagni i Århus. Jens Bjerregaard er kendt for på tværs af tendenser og modeluner at følge sin egen konsekvente linie. Hans værker er uhyre formbevidste. Hans sprog er på én gang legende og sofistikeret, og han udfordrer konstant sig selv og sine dansere. Han er blandt de få herhjemme, der konsekvent dyrker dansen som abstrakt, ikke-teatralsk udtryk. Danserne i Iconic/Ironic er: Eve Garnier, Kang Ma, Wenche Kriemer og Iker Arrue Mauleon.
Iconic/Ironic har urpremiere på Archauz i Århus d. 29. april og tager derefter på turné.
Running Sculpture
En danseduet af Lars Dahl Pedersen
Forestillingen er en genopsætning af Lars Dahl Pedersens Running Sculpture, der havde premiere i maj 2007. Duetten opføres her af Mancopys dansere Eve Garnier og Kang Ma.
De to dansere udgør brikkerne i et puslespil af dansende tableauer. En forestilling med brudstykker af tøjlesløs dans og skulpturelle kropsbilleder.
Lars Dahl Pedersen er i sine koreografier optaget af at finde dansens lyttende og larmende øjeblikke og et særligt detaljeret, abstrakt og sanseligt univers. Running Sculpture udføres til musik af Murcof: "Ulysses Deathprod mix" og "Marmol" og Mike Sheridans: "Radiotårnet er højere end man tror".
Running Sculpture, fik sidste år fine anmeldelser. Her et par citater fra et par af dem:
”Danserna er som to skulpturer, som i nattens måneskin er kommet ned fra sine piedestaler og nyder friheden inden morgenen gryr.” - Danstidningen
”Lars Dahl Pedersens koreografi er fart og stilhed mellem to mennesker, hvis interesse for hinanden efterhånden vækkes, mens deres kroppe snor sig smukt om hinanden. En fornøjelse at betragte.” - Byen Kalder
Indsend kommentar