Klippet

Burkina Faso er kendt for den store FESPACO filmfestival, et internationalt skue for afrikansk film, der udfolder sig hvert andet år i hovedstaden Ouagadougou.
Burkina Fasos filmindustri er én af de mest dynamiske i de afrikanske lande.

Men i landsbyerne langt fra hovedstaden er der ikke særlig mange, der har råd til en biografbillet.

Det er et problem for afrikansk film, at filmindustrierne ikke har store muligheder for at udvikle sig, fordi der af økonomiske grunde ikke er et publikum for filmene.

I Mali, Niger, Benin og Burkina Faso har man taget tyren ved hornene:
kan publikum ikke komme i biografen, skal biografen komme til sit publikum.

Siden 2001 har CNA organiseret gratis filmvisninger i landsbyerne, så biograffilmene kan komme ud til et publikum, der ellers aldrig ville gå i biografen.
For mange er det deres første biografoplevelse nogensinde, når CNA-holdet holder udendørs filmvisninger på et stort lærred.

CNA står for ”Cinéma Numérique Ambulant”, d.v.s. Digital Mobil Biograf.

I My Winnipeg genskaber instruktør Guy Maddin sin barndom i den kanadiske by Winnipeg: han lejer det hus, han voksede op i, og får skuespillere til at spille sine familiemedlemmer.

Men barndomshjemmet er nu (eller i hvert fald dengang filmen blev optaget i 2007) ejet af en gammel dame, der nægter at gå fra det.
Den gamle dame er derfor med i optagelserne, selvom hun på ingen måde er en del af Maddins fortid!

Filmen bliver til en ordentlig surrealistisk omgang –instruktøren kalder den også selv for en ”docu-fantasia".

”My Winnipeg” springer hele tiden frem og tilbage mellem doku og fiktion.
Som når filmen viser en skørt opfundet ”If Day”: den dag, hvor byen Winnipeg blev besat af tyskerne, der gendøbte den ”Himmlerstadt”.

Instruktørens stemme fører publikum rundt i en psyko-skør opdagelse af byen Winnipeg. For eksempel siger han med en meget alvorlig stemme, at:

"Anddelen af søvngængere i Winnipeg er 10 gange større end i alle andre byer i verden".

Hjemmesiden www.docsonline.tv samler væsentlige historiske dokumentarfilm om store konflikter og kulturelle fænomener fra hele verden.

Hjemmesidens formål er at være gøre informerende dokumentarfilm tilgængelige for alle.
Det er dog kun en lille del af filmene på hjemmesiden, der er frit tilgængelige.
For at få adgang til hele online-arkivet må man enten af med 9 euro om måneden -eller betale 0,03 euro i minuttet afhængigt af længden på den valgte film.

Det er ofte de film, der ikke er så kendte og anerkendte, som kan ses gratis. Det giver mulighed for at udvide sin dokumentarhorisont!
Men det er uheldigt, at der påkræves betaling for størstedelen af de mange spændende film i Docsonlines webarkiv.

Hver uge tilføjer docsonline.tv´s redaktører 4 nye dokumentarfilm til online-samlingen, så filmtilbuddet hele tiden vokser.

Det er film med titler som
"Afghanistan, Collateral damage"
"Why we fight"
"Treatment for traitors"
"Punk, forever"
"All you wanted to know about democracy but where afraid to ask"
"Hiroshima Nagasaski"
"The war on drugs"

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har den nyeste Indiana Jones-film, der havde premiere i Cannes, vakt forargelse i det russiske kommunistparti. På partiets hjemmeside www.kplo.ru fordømmes filmen utvetydigt.

"Indiana Jones og krystalkraniets kongerige" foregår i 1950erne, hvor en ond KGB-agent (spillet af Cate Blanchett) konkurrerer med arkæologen Indiana Jones (Harrisson Ford) om at finde et mystisk kranie.

Medlemmer af det kommunistiske parti skriver på hjemmesiden, at det er uforsvarligt at give teenagere, der ikke ved noget om 1950erne, et billede af den kommunistiske KGB-agent som "den onde".
Filmen skulle være "anti-sovjettisk propaganda".

Ifølge Reuters vil det kommunistiske parti foreslå Kulturministeriet at afbryde visningerne af filmen i Rusland. Filmen havde premiere i Rusland i torsdags.

Hvorfor er der så langt mellem komedierne på Cannes, og hvorfor er det altid de sørgelige film, der vinder Guldpalmerne ?

Sidste gang en komedie vandt Guldpalmerne var… i 1965. Det var en britisk film ved navn "The knack...and how to get it", som der ikke er mange, der husker i dag.

Er Cannes for snobbet til at kunne slå et stort grin op ?
Eller skal en film være trist for at være rigtig god ?

Peter Bradshaw fra The Guardian forsøger at svare på spørgsmålet i sit blogindlæg "Cannes laughter, and why we need more of it".

Læs mere om Cannes på information.dk/film

Anders Weberg laver film for at give slip på dem.
Den svenske kunstners webbaserede og esoteriske projekt P2P-Art går ud på at smide sine film på nettet og vente og se, hvor længe de overlever derude.

Filmene er nemlig kun tilgængelige, så længe andre internetbrugere finder interesse i dem, og vælger at downloade dem og dele dem med andre ved -for eksempel- at implementere dem på deres blog.

"Art made for - and only available on - the peer to peer networks.
The original artwork is first shared by the artist until one other user has downloaded it.
After that the artwork will be available for as long as other users share it.

The original file and all the material used to create it are deleted by the artist.

There is no original

Feel free to download the film, watch it and share it for as long as you like. Or delete it immediately. The aesthetics of ephemerality."

Hjemmesiden "Forget the film, watch the titles" samler på de credits, der er så originale og så godt lavede, at de overskygger den film, de introducerer.

For eksempel den legendariske tegneseriegrafik, der introducerer Sergio Leones spaghettiwestern The Good, the Bad and the Ugly...

Errol Morris´ dokumentar Standard Operating Procedure graver i Abu Ghraib-skandalen med et atypisk ærinde: Morris kigger over mod de fotografer, der trykkede på kameraknappen og bevidnede de umenneskelige torturscener- han stiller spørgmålet: kan billeder ændre verden?

Errol Morris har altid været optaget af dystre emner, hans gennembrud gjorde han i 1988 med den højtroste The thin blue line (1988), om den dødsdømte kriminel Randall Adams.
I 2003 vandt Morris en Academy Award for The Fog of war, der gennem interviews med tidligere amerikanske Forsvarssekretær Robert S. McNamara tematiserer USAs forhold til krig.

I Standard Operating Procedure ligesom i andre af hans tidligere film genskaber Errol Morris situationer fra virkeligheden: skuespillere er blevet sat til at simulere Abu Ghraib-torturscenerne.

Manohla Dargis fra New York times kritiserer her Morris´ æstetisering af brutalitet i Standard Operating Procedure:

Filmproduktion omfatter et massivt energiforbrug - alt det tekniske udstyr, der skal til for at lave en film, bruger betydeligt meget strøm.

I Frankrig er der blevet lavet en undersøgelse for at finde ud af, hvor miljøskadelig en gennemsnitlig filmoptagelse er.

WWFs målestok for bæredygtighed "ecological footprint" eller biologisk fodaftryk, er udgangspunkt for undersøgelsen, der er blevet igangsat af Filmkommissionen for regionen Ile-de-France (La Commission du Film d´Ile-de-France).

Undersøgelsen viser, at udendørs optagelser er mest skadelige for miljøet, fordi der næsten altid skal mindst fem biler til, for at fragte alt filmudstyret til en udendørs location.

Til gengæld er studieoptagelser mere "miljøvenlige" end udendørs optagelser. Derfor foreslår La Commission du Film d´Ile-de-France, at optagelser kun må foregå udendørs, hvis der er behov for en speciel location, som det er helt umuligt at genskabe i et filmstudie, for eksempel hvis der skal filmes en scene på Eiffeltårnet eller i Le Louvre...

NEMO festivalen, de audiovisuelle eksperimenters festival, kører fra den 10. til den 20. april i Paris.
NEMO er en multimedial festival, der mixer video, musik, opera og teater af den mest eksperimenterende slags.
NEMO er et samarbejde mellem den canadiske Elektra festival i Montréal, det franske center for digital kreation Le Cube og filmbladet Repérages.
NEMO festivalen har 10 års jubilæum i år og det fejres med en endnu mere ekstremt eksperimenterende festival end vanen tro.
For eksempel multimedieinstallationen "optofonisk kapsel" af TeZ, som der her er et billede fra: