
Burkina Faso er kendt for den store FESPACO filmfestival, et internationalt skue for afrikansk film, der udfolder sig hvert andet år i hovedstaden Ouagadougou.
Burkina Fasos filmindustri er én af de mest dynamiske i de afrikanske lande.
Men i landsbyerne langt fra hovedstaden er der ikke særlig mange, der har råd til en biografbillet.
Det er et problem for afrikansk film, at filmindustrierne ikke har store muligheder for at udvikle sig, fordi der af økonomiske grunde ikke er et publikum for filmene.
I Mali, Niger, Benin og Burkina Faso har man taget tyren ved hornene:
kan publikum ikke komme i biografen, skal biografen komme til sit publikum.
Siden 2001 har CNA organiseret gratis filmvisninger i landsbyerne, så biograffilmene kan komme ud til et publikum, der ellers aldrig ville gå i biografen.
For mange er det deres første biografoplevelse nogensinde, når CNA-holdet holder udendørs filmvisninger på et stort lærred.
CNA står for ”Cinéma Numérique Ambulant”, d.v.s. Digital Mobil Biograf.
Med en transportabel projektor, et transportabelt lærred og en varebil til at fragte det hele, kan en udendørs biograf stables på benene næsten hvor som helst.

CNA koncentrerer kræfterne omkring en landsby i en periode på 6 måneder. I løbet af et halvt år er der regelmæssige filmforevisninger i landsbyen.
Men efter 6 måneder stopper filmforevisningerne. Og hvad sker der så?
Spørgsmålet er, om projektet ikke bare skaber frustration ved at give en gruppe mennesker biografvaner, som der pludselig ikke kan følges op på efter 6 måneder.

CNA har det prisværdige formål at oplyse befolkningsgrupper, der ikke har adgang til biograffilm. På en måde er CNA en slags mobil afrikansk Public service-biograf, og derfor er projektet også støttet af bl.a. Unicef og Save the Children.
CNA lægger vægt på at vise film om sociale problemer som familievold og bortadoption.
CNA viser også primært afrikanske film. Filmvisningerne skal være med til at samle publikum omkring et kulturelt tilhørsforhold.
Men CNA har også et andet formål, som måske ikke er ligeså prisværdigt. Med gratis filmvisninger skaber man nye behov hos mennesker, der ikke har råd til at opfylde dem, da almindelige biografer ikke er gratis. Man vænner seerne til biografmediet, for at gøre dem til potentielle fremtidige biografgængere. Og skabe grundlag for filmindustriernes udvikling i Niger, Mali, Benin og Burkina Faso.
Planen er, at CNA-projektet skal udvides til flest lande muligt.



Seneste kommentarer