

Spot Festival 2008's absolutte højdepunkt viser sig at være det svenske ægtepar i Wildbirds and Peacedrums. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvor jeg skal begynde i beskrivelsen af al den urkraft, erotik, lyrik, alt det liv, død, blod og benstumper, som sitrer fra det ægte tæppe, der rummer dette hedenske mirakel. Andreas Werliin med et nådesløst trommespil, som trækker lige så meget på eksplosiv rock som ældre stammers ekstase. Og Mariam Wallentin der synger (og spiller) med en ubegribelig henført skønhed et sted mellem Nina Simone, Patti Smith og Grace Slick i Jefferson Airplane-tiden. Med lukkede øjne, og nærmest i en trance som breder sig til publikum og antager nærmest revolutionære dimensioner, når den for alvor tæskes igennem i de hårdeste trommesekvenser. Det giver så uendelig meget mening. På så mange planer, hvoraf nogle af dem ellers er ude af syne i det moderne civiliserede liv.




Seneste kommentarer