I weekenden skrev jeg om reggae/dancehall antologien Serious Times , der ud over at signalere ”ild i den politiske bevidsthed” også signalerer ”ild i lænderne”. Altså musik med socialt engagement, men også masser af sensuelt potentiale.
Det var selvfølgelig en hvid middelklassedreng (mig), der skrev de ord (og som også skriver disse ord). Jeg skrev at det var billeder og forestillinger som ovennævnte, der præsenterede sig på min indre nethinde, når jeg lyttede til pladen. En indre nethinde, som selvfølgelig ser i et komplekst remix mellem psykologi, erindring, arv, miljø, humør osv. osv. Og dermed en nethinde, der på sin egen stærkt kringlede facon er et udtryk for den vestlige kultur, som jeg aldrig slipper fri af uanset hvor mange glødende kul, jeg vader på.
Her i Vesten elsker vi musikken fra de varme himmelstrøg stadig stærkere og hurtigere reaktionsevne for hver dag, der går – og for hver kb/sekund internettet bliver hurtigere. Vi er blevet turister, der støvsuger eksotiske lande for nye musikalske metoder til at komme i stødet på. For nogle uger sider skrev jeg om den angolanske genre kuduro, som en fransk producer har gjort sig til ambassadør for. For nylig kom opsamlingen Urban Africa Club med afrikansk hiphop, dancehall samt den sydafrikanske genre kwaito – udgivet på et tysk label. Og om halvanden uge udkommer amerikanske David Byrnes seneste bud på ny brasiliansk musik, What’s Happening In Pernambuca .
Hvorfor de varme landes voksende popularitet? Well, en central faktor er for mig at se at de eksotiske kvaliteter i de nye toner fra især Afrika og Sydamerika stimulerer en post-kolonial, måske lettere racistisk og i hvert fald stereotyp ide om caribiske og afro- og latinamerikanske folk og kulturer som sensuelt, hvis ikke seksuelt overlegne de vestlige ditto. Vi får stimuleret nogle mildest talt tvivlsomme forestillinger om andre kulturer, når vi vrikker til musik fra de varme lande.
Men samtidig så er der også god grund til at holde ørerne spidset, når ny musik kommer ud af ghettoerne eller andre grænseegne uden for normalitetens ligusterhæk. For rent erfaringsmæssigt, så fostres eller raffineres en stor del af den mest kropsligt direkte festmusik i de marginaliseredes kulturer. Om det så er fra USA’s sorte (jazz, rhythm and blues, hiphop), USA’s homoseksuelle (disco, house), Brasiliens favelaer (baile funk), Jamaicas dancehalls (dancehall), Angolas bølgeblikbyer (kuduro) eller Londons betonslum (grime).
Og det faktum føder selvfølgelig igen spørgsmål som: Fester den udstødte eller ludfattige bedre end middelklasse og magthavere? Har de marginaliserede et langt mere fundamentalt behov for at feste og slippe for hverdagen? Er desperation et godt brændstof på dansegulvet? Og har de en bedre kropskontakt derude i ghettoerne?
Klicheerne hober sig hurtigt op, som du kan se, kære læser.
Og hvad gør det egentlig os i middelklassen (og den kreative klasse) til, når vi forsøger at få hoftepartiet til at makke ret, mens grovkornede beats fra en langt barskere hverdag tæsker ud over vores weekend-oaser? Kolonialistiske liderbukke?
Seneste kommentarer