I 1990’erne var 18th Dye Danmarks støjrockstolthed. De turnede næsten ustandseligt i både Europa og USA. I USA udkom deres album på det velansete pladeselskab Matador, og i England lavede de flere Peel-sessions med den nu afdøde legendariske DJ fra BBC, John Peel. Bandet udgav tre plader og gik i opløsning i 1996. Nu er de tilbage. Da nyheden, om at 18th Dye havde skrevet kontrakt med Crunchy Frog og arbejdede på ny plade, kom ud, bredte der sig eufori på danske musikhjemmesider. En eufori, der kan måle sig med den, der hersker i de store dagblade, når det meddeles, at Genesis og The Police turnerer igen.
Selvom grejet drillede indtil flere gange, så var stemningen høj hos trommeslager Piet Bendtsen og de to guitarister Sebastian Büttrich og Heike Marie Rädeker, da de begyndte at støje fra scenen i Lille Vega torsdag aften. Det smukke ved støjrock er, at larm og kontrolleret feedback er drivkraften. Vokalen dukker op og forsvinder igen, spiller nogle gange en hovedrolle andre gange end birolle og er ofte bare statist med ryggen op ad en lydmur, hvor den bliver sendt til tælling, så snart guitaren igen overtager herredømmet. Vokalen er blot endnu et instrument. Det mestrer især Sebastian Büttrich at få den til at være, hvor Heike Marie Rädekers stemme er mere opmærksomhedskrævende. Nogle gange er den nærmest punk.
Hver gang 18th Dye anmeldes eller omtales bringes referencen Sonic Youth på bane. Og det er da også oplagt, når man tager bandets line up i betragtning. En mandlig og en kvindelig vokal, der enten supplerer hinanden eller står alene i numre uden egentlig konsekvens. Og så en lyshåret kvinde, der skifter mellem bass og guitar. Men ved koncerten i Vega viste 18th Dye, at sammenligningen med Sonic Youth især i forbindelse med koncerter ikke er så dækkende som det ofte fremstilles. Alene den tætte publikumskontakt distancerer dem fra de indadvendte og verdensfjerne Sonic Youth, der ofte begiver sig ud i lange støjseancer, hvor kun den tunge feedback gjalder i lokalet i adskillige minutter. Med den nye plade Amorine Queen understreger 18th Dye at deres tilgang til støjrocken er langt mere melodiøs, minimalistisk og knap så psykedelisk, guitaren er måske tung, men tempoet er let.
Heike Marie Rädekers er lettere ærefrygtindgydende at opleve. Støjrock er hårdt arbejde og hun går til det med imponerende selvfølgelighed, og netop hendes punkede vokal giver larmen lethed. Især i forbindelse med aftenens første nummer Island vs Island lagde et smukt vokalarbejde afstand til de første sekunders tekniske vanskeligheder. Sebastian Büttrich og Heike Marie Rädeker komplimenterer hinanden. Der kom også et par gamle numre, men det var nu de nyeste, som 18th Dye leverede med mest entusiasme. I en sådan grad, at det er svært at forestille sig, at vi igen skal vente 12 år før de vender tilbage. I år behøver vi kun vente til juli. 18th Dye spiller på dette års Roskilde Festival.
18th Dye, torsdag, Lille Vega 21.00, pris inklusiv gebyr: 132,25 kr.
Seneste kommentarer