Mine artikler har det med at brede sig i disse dage, og nogle gange bliver de ramt af redaktionens skarpslebne beskæringsredskaber. Som det skete med dagens anmeldelse af nye plader Sigur Rós, Tape og Paavoharju. Der blev simpelthen kun plads til de to førstnævntes plader på avispapiret. Men så er det jo godt man har internettets uendelighed at boltre sig i...
PS. Check det smukke cover til Paavoharju-albummet her øverst til venstre.
En klang er et landskab
Hvad er Norden? Et sammensurium af folk med indbyrdes stereotype forestillinger om hinanden? I hvert fald hvis man ser på denne anmeldelses danske ophavsmand. Under påvirkning af plader fra Sigur Rós, Tape og Paavoharju bliver han lidt træt af den frostklare islandske lyrik, men forelsker sig i svensk velfærds-avantgarde og de eksotiske finske skove.
Nye cd’er
Af Ralf Christensen
Musik kan være ekstremt billeddannende. Jeg ser fx de amerikanske vidder åbne sig, når jeg rammes af Neil Young. Og jeg ser nano-teknologiske banditter slås, når jeg forsøger at følge med Autechre.
Musik er også bærer af nationale kendetegn, om de så siver fra udøverens baggrund eller applikeres senere i lytterens hoved som mere eller mindre stereotype forestillinger om eget og andre folkefærd. Og man behøver ikke downloade balinesisk gamelan for at få eksotiske billeder og forestillinger i hovedet. Man kan også bare lytte til Sigur Rós.
De kommer fra Island og har siden deres andet alternativt storhittende, støjsymfonisk og himmelstræbende album Ágætis byrjun fra 1999 animeret en legion af anmeldere, inklusiv overtegnede, til at plante mere eller mindre upassende sprogblomster som ”hvis gejsere kunne synge” eller ”benene i islandsk granit” eller ”gejserrock”. Se bare hvordan indre billeder og stereotype forestillinger om andre nationer kan udmønte sig i metaforisk myldrebæ.
Men hvervet som anmelder er selvfølgelig også hvervet at formidle musik, der jo består af lydbølger, ikke ord. Så kreative løsninger må der til. Og hvorfor så ikke sammenligne Sigur Rós med islandsk granit, frem for sjællandsk eller shakespearsk sommerdag?
Der var i hvert fald god grund til det dengang gruppen stadig fremlokkede eksotisk sprog, som kunne antænde læser/lytter/anmelder og spille bold med deres forestillingsverdener og stereotypier. Men nu er de – altså metaforerne – gamle og slidte, lige som kvartetten fra Reykjavik også har ændret en kende kurs på deres nye, femte album Me? su? í eyrum vi? spilum endalaust (på dansk noget i stil med ”Med en summen i ørerne spiller vi uendeligt”. Dels er albummet for første gang indspillet uden for Island: i Havana, London, New York City og også gode gamle Reykjavik. Dels undlader Sigur Rós at træde på de støjende guitarpedaler og holder sig ganske, men ikke helt akustiske. Dels har de sluppet den værste perfektionisme. Albummet er komponeret, indspillet, mixet og nu udgivet inden for dette års første seks måneder, hvilket har resulteret i en mere direkte og pynteligt fejlbarlig transmission.
Det mest åbenlyse skift finder man på den første skæring ”Gobbledigook”, der ikke lyder som noget vi kender fra firbanden, men skylder en herregård til amerikanske Animal Collective (de sidste fem års mest kopierede og inspirerende band i de alternative kredsløb) med sit trallende og klappende og højstemt freakfolkede anslag.
Sigur Rós finder dog snart tilbage til vante former med en højstemt indie-salmeskrivning, som vi kender fra deres mere støjende plader. Nu har de så taget rustningerne af og synger deres sange fortrinsvis i gulvhøjde. Og det har både sine fordele og ulemper. Det giver nærhed, og det giver Jon “Jonsi” Thor Birgissons stemme får en kødelig karakter, som alligevel ikke kan ryste det serafiske af stemmelæberne. Det er ganske enkelt åndeløst smukt at høre ham træde tættere på os og stadig vibrere med nordlysets (sorry) skønhed.
De kan dog heller ikke nære sig for at indrullere hele 90 m/k i form af symfoniorkester og drengekor til ”Ára bátur”, som giver denne signatur nøglen til dét, der nager. Nemlig højtideligheden. Ikke at der er noget galt med højtideligheden, bevares, den er stærkt nødvendig for at overleve her i Middelmådigheden, ja, den er givetvis en af forklaringerne på Sigur Rós’s popularitet her til lands. Men den er også en af forklaringerne på at jeg kommer til at kede mig og må ryste nuttet krymmel af trommehinderne under Me? su? í eyrum vi? spilum endalaust.
For lige så imponerende konsekvent poetisk denne skønhed kan være, lige så ureflekteret postuleret, uimodsagt banalt, grænsende til det sentimentale kan den også udarte sig. Og det udarter sig på Me? su? í eyrum vi? spilum endalaust. Ja, det griber faktisk om sig. Men det betyder nu ikke at du, ærede læser, skal snyde dig selv for Jonsis sangstemme. Du skal bare væbne dig med en accept af at også engle kan stige ned på jorden og vise sig som sentimentale skarn. Som mennesker nu engang er flest.
Svenske Tape taler på et andet plan. Ikke nær så emotionelt eller sakralt. Der er i stedet noget ordentligt og behersket over Stockholm-trioen post-kompositions-rock på deres nye saliggørende, fjerde album Luminarium. En instrumentalplade; en blanding af svensk folkemusik, minimalistisk komposition a la Steve Reich, en diskret postrock a la Tortoise, en akustisk åndeløs præcision a la Mark Hollis og fine glitch-diskussioner i laptoppen a la Fennesz. Og så besidder de en melankolsk melodisk prægnans som får mig til at tænke på Jan Johanssons Jazz på svenska (i tone, ikke genre) og på Tapes labelmates Hans Appelqvist og Eric Malmberg.
Vi taler ikke åbne vidder her. Luminarium er snarere et tilsyneladende ryddeligt, men også gavmildt rum at træde ind i. Bandets tilbageholdenhed skaber rum for lytteren, hvor Sigur Rós har det med at overvælde i en mere klar envejs-kommunikation.
I Luminariums rum afsløres så også et væld af detaljer og ganske enkelt forunderlige konversationer. Instrumenter i både stammende, bølgende, formanende eller kvidrende dialog. Digitale splinter eller deciderede revner slået med stor skønhed over de akustiske flader. En sublim evne til at tale med få ord, om det så er med orglet, den tilbageholdt støjende elguitar, blokfløjten, klaveret, softwaren.
Det er længe siden jeg har hørt så beåndet et udtryk i så enkel en form, så renfærdig en plade alligevel så stopfyldt med kompositorisk mangfoldighed, så stærkt betagende musik tøjlet så stramt. Hver sang pivåben for fortolkning og følelsesmæssig investering – og alligevel fuldt udfoldet. En slags velfærds-avantgarde om man vil.
Det roder til gengæld i finske Paavoharjus musik. Her er livet en beskidt og tåget åbenbaring. De beskriver selv deres musik sådan her på MySpace: ”esoteric mildew, heartbeats and rape on tape”. Laptop-folk, psych-folk, ja, selv americana dukker op når andre sites forsøger at indramme dette svært definerbare og mangetungede band, der så vidt jeg kan tælle har ti medlemmer.
Deres nye, andet album hedder Laulu Laakson Kukista. Det er finsk for noget i stil med ”sangen om dalens blomster”, og vi starter da også i et groft pixelleret landskab, hvor fugle kvidrer og radiostøj gør det ud for græstæppet. Den anden skæring viser sig at være en form for disco for plastikorgel, klokkespil og grænsepsykotisk diva, en disco som synes at forsvinde og komme tilbage som en FM-radiokanal under dårlige modtageforhold.
Laulu Laakson Kukista har allerede – ligesom debuten – vakt en del opsigt i internationale alternative kredse (der jo efterhånden fører anselige eksistenser på nettet, tænk bare på magtfaktoren Pitchfork). Måske fordi verden er blevet mere åben, måske fordi den såkaldte freakfolk eller naturalismo, som har haft en slags udspring i USA, har skabt fornyet interesse for folkemusik i mere eller mindre psykedeliske nyfortolkninger. Om den så er fra Brattleboro i Vermont eller som disse finner fra Savonlinna i Sydøstfinland. Bare den har en nyvinkling i forhold til puritansk folkemusikalsk selvforståelse. Og det har Paavoharju.
Eller vinkel og vinkel. Laulu Laakson Kukista er tværtimod et kor af vinkler, en psykedelisk krydsbelysning, hvor musikken ikke synes at have et klart hierarki eller klar afsender af disse patinerede og tilrøgede blandinger af melankolske viser (med mindelser om både folkemusik og finsktop), kammermusik, kirkeorgel, disco, stiv funkguitar, støj, båndsløjfer og blæsere. Virkeligheden er lavet af vingummi og vemod i Paavoharjus perspektiv.
Der er måske også en tredje grund til at Paavoharju nyder international interesse: Fordi de bekræfter forestillingen om Finland som et eksotisk sted. Selv hos danskere. Paavoharju er således angiveligt et asketisk kristent band, og deres musik har mere karakter af hallucinationer end af kompositioner. Hjemmebrændte besættelser.
Hvis en klang eller et klangbillede er et landskab, så kan man i disse tre plader erfare tre vidt forskellige lokaliteter. Man kan gøre store rejser i sin sofa. Vilde panoramaer, skjulte aflukker og psykedeliske hoppeborge kan åbne sig og i processen bekræfte eller afkræfte ideer om nationalkarakter. De frostklart poetiske islændinge? Den svenske velfærds kulturelle overskud? De uforklarligt eksotiske finner? Måske. Hop selv i.
rach@information.dk
Sigur Rós: Me? su? í eyrum vi? spilum endalaust (EMI Records/EMI Capitol). Udkommer på mandag.
Tape: Luminarium (Häpna/Dotshop.se) www.häpna.se www.dotshop.se
Paavoharju: Laulu Laakson Kukista (Fonal Records/Specialimport) www.paavoharju.com www.fonal.com
Seneste kommentarer