Verden er fuld af omgivelser. Rum, genstande, bygninger. De nye bliver langt fra allesammen omtalt i avisen. Heller ikke gamle, når de bliver bygget om. Og så er der nye sko og strømper, sparepærer, høreapparater, lege- eller gravpladser. Eller fagbøger, der fordrer opmærksomhed men måske ikke egentlig anmeldelse. Hovedet på bloggen. Her huseres og diskuteres.
Af: Allan de Waal
Luftskibets Kalender er brugernes egen. Enhver kan tilføje arrangementer til kalenderen.
Selv om anledningen er en synkron geografisk tilfældighed, må jeg alligevel af med en længerevarende overvejelse: Hvad gør video på teatret og spillefilm på et kunstmuseum? – som del af et skuespil og som billedkunst betragtet...
Anledningen er den syv timers »Gregersen-saga« på Århus Teater og den iranske kunstner Shirin Neshats »Women without Men« på Aros.
Begge afholdt premiere hhv fernisering i lørdags. Og nu ferniserer man ganske vist ikke en spillefilm, selv om den er fragmenteret i fem forskellige små kælderbiografer på bunden af kunstmuseet Aros. Men videoafsnittene på Teatret var for størstedelens vedkommende premierestof, fordi de mestendels er direkte spil projiceret op på et lærred øverst i sceneåbningen.
Man kan ane skuespillerne og de to kamerafolk i kulissen (eller midt i sceneriet). Men videoen forstørrer de allermest intime scener, eller personerne eftersynkroniserer på scenen stumme præproducerede billeder fra deres egen fortid.
Der er også autentiske ugerevy-klip. Selv Chr. Kampmann, forfatter til den oprindelige romanserie, genoplives forklarende på lærredet.
I løbet af en uge har jeg bivånet to arkitektoniske talkshows. Det første med forfatterne Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde på Kunstakademiets Arkitektskole. Det andet med arkitekterne Dorte Mandrup, Merete Ahnfeldt-Mollerup og Lene Tranberg på Louisiana.
Rohde og Thomsen viste kommenterede bybilleder som live-udgave af deres fælles bog »København con amore«. Showet gælder ældre butiksskilte, som er ved at forsvinde. 1970´er reklamer for grill-kyllinger og Jolly Cola. En biograffacade med porno på. Eller en endnu ældre gavlreklame for bildæk ude ved Nørrebro Station og viadukten.
Det er samme kvarter, som PH skrev henrevet om i 1960´erne. Det mindede ham om Paris og livlig storby. Alt andet end den småborgerlighed Rohde og Thomsen også angriber: En provinsialisme, som praler af egen tilforladelighed, nu med udsigt til andelsforeningens havegrill i nede gården.Så hellere gråmelerede murstensgavle og gamle indviklede baggårdsbygninger, mener især lyriker Thomsen.
Selvfølgelig er det i overkanten at kalde det en samfundsmodel, Men der er da plads til både hyrder, vise mænd og livagtige nisser.
Et ruineret romersk teater er i år valgt som passende lokalitet, og selv en rød sportsvogn har fundet vej til festen.
Krybbefigurerne stammer fra Sicilien, og nisserne er kravlenissetegneren Brammings design.
Der er ikke noget nyt i at tro, overtro og forskellige religioner blander sig over århundreder, ja årtusinder.
De tilhørende billederstørrelser og symboler mixes tilsvarende. »Motivforvandlingens mirakel« kaldte kunsthistorikeren Julius Lange det. Og Asger Jorn fulgte figurernes lange vej på guldhorn og kirkemure.
Her i panoramaet er nisserne ellevilde med jesusbarnet. Der er ikke bare guldrøgelse og myrraskær, men også fadøl, gåsehud og høj musik. Maria er mild og god.
Josef ta' r som altid det hele som det kommer. Paparazzifotos fra begivenheden er som sædvanlig her På Lurenkik taget med SE-mobiltelefon.
Glædelig Jul - og et godt stykke sul!
Alle Helgens dag i dag, og Halloween i går aftes. Gaderummet blev pludselig fyldt med gespenster. I forvejen hænger partiernes græskarhoveder højt i lygtepælene med lysende øjne eller overskårne træk, men nu var der også spøgelser nede på fortovet og lyslevende røntgenbilleder i mørket.
Egentlig var det ikke mere uuhyyyggeligt end dagligdags gadebilleder efter mørkets frembrud, sådan som offentlig belysning mestendels forvaltes.
Men gå forbi Højbro Plads i København og gadestrækningerne langs kanalen når lygterne er tændt. Dér har scenebelyseren Jesper Kongshaug i samarbejde med Københavns Kommune og Jørgen Nørgaard-på-Strøget fået de gamle støbejernslygtepæle op at stå igen, med nye lyskilder i toppen.De er lidt lavere end de hidtidige, og så giver de et varmere, mindre diffust lys, så man alt i alt kan holde ud at se hinanden i ansigtet på kyssebænkene mellem træerne, som også har fået lys nede fra brostenene op mellem bladene.
Jeg har skrevet forord i kataloget til SE, Snedkernes Efterårsudstilling, der i år handler om møbler til din alderdom:
»Siddeplads til seniorer. Rejs dig for en ældre i sporvognen! Møbel eller motionscykel? Katapult eller tovtrækkeri? Det må man ud og SE! « – skriver Deres ærbødige blogger blandt andet. Eller:
»En ældre velpolstret kvindekrop presset ned mellem tremmer kan være et flottere syn end en klumpet sofa. Men står man med det ene ben i graven, har man mere behov for en stylte end for en stol« – og til slut:
»Hvad har de fundet på i år, snedkerne og designerne, eller glemt at tænke over?« – på årets SE-udstilling der åbnede i torsdags.
Men når man har skrevet katalogforord, kan man ikke også anmelde udstillingen i avisen, syns jeg. Alligevel får den et par ord med her på bloggen – og det blev et polster-år i år!
Keramikeren Ole Jensen gæsteoptræder med en runkedor-lænestol quiltet op af grå hundetæpper over en polyesterkrop.
Ditte Hammerstrøm har lavet et firkantet sofalandskab af lyslilla velour med dekorative rynkebetræk, som får Dronningens gemakker eller Hotel Ritz til at ligne et motel.
Seneste kommentarer