Bysyn

I løbet af en uge har jeg bivånet to arkitektoniske talkshows. Det første med  forfatterne Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde på Kunstakademiets Arkitektskole. Det andet med arkitekterne Dorte Mandrup, Merete Ahnfeldt-Mollerup og Lene Tranberg på Louisiana.

Rohde og Thomsen viste  kommenterede bybilleder som live-udgave af deres fælles bog »København con amore«. Showet gælder ældre butiksskilte, som er ved at forsvinde. 1970´er reklamer for grill-kyllinger og Jolly Cola. En biograffacade med porno på. Eller en endnu ældre gavlreklame for bildæk ude ved Nørrebro Station og viadukten.
Det er samme kvarter, som PH skrev henrevet om i 1960´erne. Det mindede ham om Paris og livlig storby. Alt andet end den småborgerlighed Rohde og Thomsen også angriber: En provinsialisme, som praler af egen tilforladelighed, nu med udsigt til andelsforeningens havegrill i nede gården.Så hellere gråmelerede murstensgavle og gamle indviklede baggårdsbygninger, mener især lyriker Thomsen.
»Det gælder om ikke at være for nævenyttig« – lød hans svar på et direkte spørgsmål fra en arkitektstuderende, der vil vide hvad de synes, man skal gøre ved nedslidte bykvarterer. »Og så bygge nogen nye billige boliger, med henblik på social mangfoldighed« – tilføjede han med Rohdes nikkende tilslutning, selv om han som dramatiker er mest optaget af småkriminelle slumomgivelser.

De tre arkitektkvinder Synne Rifbjerg interviewede på Louisiana Live skulle også svare på, hvad man skal gøre med bybilleder og bygninger.
»Bygge tæt! Bare ikke med højhuse i provinssbyen København« – lød svaret. Men gerne mere uprætentiøst, med mulighed for at ændre husets funktioner gennem årene, og lade rummene være mere fleksible end eksempelvis Louisianas koncertsal, som med sine faste stolesæder låser situationerne fast, mente aftenens gratier nede fra bunden af salen. («Sådan har man nu siddet siden Epidaurus« – hviskede stedets direktør Poul Erik Tøjner fra sit ufleksible stolesæde i højden.
I stedet for at sende gamle coastere til ophug i Indien kunne man også bygge flydende byer af dem herhjemme, mente Ahnfeldt–Mollerup.  Lene Tranberg betragtede byen som et landskab, og et åbent landskab som arkitektur – et rumligt hieraki, som det ny kgl skuespilhus´ arkitekt kaldte det.  Og Dorte Mandrup lader sig angiveligt inspirere af børnehuler i træer og lette sommertelte, når hun bygger sine sprøde beboerhuse i københavnske kvarterløftområder.