Jeg elsker internettet for al den kultur, som vælter mig i møde. Det er en lykkelig tid, men egentlig skulle denne klumme handle om folkebibliotekets krise. Som alle andre autoriteter fra aviserne til præsten og skolelæreren, så er bibliotikarerne i krise. På mit lokale bibliotek i København er bibliotikaren blevet en mærkelig altmuligmand. Han passer på nøglen til toilettet. Han ordner fotokopier. Han sørger for kaffe til den gamle sut ovre ved aviserne. Han hjælper folk med at søge på nettet. Og han passer møde- og konferencelokaler. Og måske er der også noget med bøger indimellem? Han er stadig en flink fyr, men en autoritet?
Helt ærligt, så er mit forårshumør hverken til klagesange eller nekrologer. I stedet vil jeg omfavne mit internet. Fx opdagede jeg i går bloggen bibliotekr.dk , hvor en flok blognørder er ved at organisere en låneservice for hinanden. Ideen går på, at almindelige brugere tilsammen har flere - og mere interessante - bøger end Folkebibliotekerne, der i dag mest fungerer som kulturhuse. Og i blogosfæren er man langt bedre til at udveksle viden og anbefalinger end på bibliotek.dk, der godt nok er en stor database, men også en klinisk affære renset for de personlige referencer og anbefalinger, som gør nettets sociale medier så fremragende.
Tillad mig at gøre et spring i tiden og stille uret tilbage til august 1980. Til et rodet drengeværelse i Husum, den yderste udkant af Københavns kommune lige før den blev til 02-telefonnumre. Altså så tæt på forstad som muligt uden helt at være det. I dette intellektuelle ingenmandsland af en socialdemokratisk ønskedrøm sad fire arbejderklassedrenge og lyttede forundrede til en lp-plade. Rigtig vinyl. Indkøbt i London. Coveret var hvidt. Med et s/h foto af et dødsleje og sørgende personer. I marmor eller gips. Faktisk et foto fra en kirkegård i Genova. Men det vidste vi ikke. Vi lod os bare suge ind i den dystre undergangsstemning, der flød fra højttalerne. Vi forestillede os et band iført kutter. Vi var på vej op i 2. G. Ikke et sted for arbejderklassedrenge med fordrukne fædre og flere platter end bøger i stuen. Joy Division var et perfekt soundtrack til vores formørkede, hormonforstyrrede sind.
Senere fandt vi ud af, at forsangeren Ian Curtis allerede havde hængt sig, da vi hørte albummet “Closer ” første gang. Men det gjorde jo kun vores ensomhed endnu mere rigtig. Pointen er nemlig, at vi var alene. Vi kendte ingen andre med Joy Division på pladespilleren. I modsætning til staklerne i provinsen, så havde vi heldigvis det indre København, Saltlageret og Rockmaskinen for enden af Linie 5 og 8. Så vi klarede os.
I dag er den ensomhed utænkelig. For et par timer siden fik jeg en e-mail fra - gik jeg ud fra - en ung fyr. Han ville lige gøre mig opmærksom på det gryende miljø for støjmusik i Danmark. Jeg fulgte et par links til en blog og nogle community-sites for musik - Myspace var det ene. Og jeg hørte det mest øresønderrivende støjmusik, der får Joy Division til at lyde som Bubbers Scenen er Din. Jeg forestiller mig, at det er lavet af utilpassede, bumsede teenagedrenge et sted i forstadsdanmark, hvor deres forældre helst ville se dem slå deres folder i den lokale sportshal. Senere finder jeg ud, at Kusari Gama Kill er voksne mænd med børn. Men hva’ - i dag er det vel enhvers ret at være teenager forever? I hvert fald på nettet.
Hvis man laver støjmusik som Kusari Gama Kill, så er man meget alene i Danmark. Men internationalt er man med i en klub, der strækker sig så langt som til andre ensomme støjfetichister i Ecuador. I den globale lydlandsby er de nu tættere på os end fupfolkloristerne med deres panfløjter på Rådhuspladsen.
Jeg udveksler MySpace links med Kusari Gama Kill, og vi knytter dermed et link som digitale blodbrødre i nettets vildtvoksende snackkultur, hvor vores små bidder af støj blander sig med film fra mobiltelefoner, hjemmelavede bøger og fotos i et væld af subkulturer, der skaber identifikation for folk på tværs af kontinenter og tidszoner.
Vi er midt i en gigantisk kulturrevolution, hvor folk uden de store kunstneriske forudsætninger lader sig inspirere til at dele og skabe hjemmelavet kultur. Nogle vil mene, at der er mere lort end lagkage i nettets snackkultur. Sammenlignet med Bach, Beatles og Joy Division, så er der måske noget om snakken - men det er ikke pointen. På Bachs tid spredte mindre talentfulde folkmusikanter sikkert mere glæde end han. Beatles startede som et gement skiffleorkester i et arbejderkvarter. Og Joy Division - ja, de var nok mere et desperat tidstegn end virtuoser. Men isolerede i den nedslidte industriby Manchester skabte de et værk, der i dag er nr. 157 på magasinet Rolling Stones liste over de 500 bedste rockalbums.
Den slags behøver vor tids subkulturelle stjerner ikke. De huserer på mymusic.dk , myspace.com , soundclick.com eller de melder sig ind i De Kreatives Uafhængige Andelsselskab på digidi.dk og får udgivet deres ting på nettet - inklusive iTunes.
Og hvad med knægten fra Husum? Joy Division rammer mig stadig hårdt i sjælen. Men i dag behøver jeg ikke luske langs med husmurene i socialt boligbyggeri i mit sorte tøj og mine spidse punksko fra Chelsea Road. Min computer er blevet mit vindue og min kontakt til andre mennesker, der heller ikke føler sig hjemme i mainstreamkulturens kvælertag. Jeg vælter mig i nichekulturens lyksagligheder. En enkelt aften på eMusic.com , Hypemachine eller Last FM kan gøre mig til teenager igen. Men ikke ham den sortsynede fra drengeværelset i 1980. I dag er han lykkelig ved lyden af en anden utilpasset, midaldrende teenagers livtag med en gammel Fender eller et amokløb på et stykke BR-elektronik hentet i børneværelset. Jeg er kommet med i en klub, som også vil have mig som medlem. Og udadtil er jeg bare en normal midaldrende familiefar.
Det er stort.
Seneste kommentarer