Friktionsløs kapitalisme. Et begreb grundlæggen af Microsoft Bill Gates brugte om e-handel, da han i 1995 skrev bogen "Grib Fremtiden". Med udgangspunkt i økonomen Adam Smith fortalte Gates, hvordan digitale processer kan fjerne de fleste modstande i forretningsprocesser gennem at gøre mellemmænd overflødige.
Drømmen var, at al handel på nettet skulle være fri for fordyrende mellemled. Det er 13 år siden. Sandt nok har vi forbrugere fået lettere ved at finde butikker og sortimenter, som vi ikke havde adgang til for 15 år siden. Men mellemmændene er der stadig.
I sidste uge fordoblede Post Danmark det gebyr, vi forbrugere skal betale, når vi skal have fortoldet varer købt uden for EU. Hvis vi e-handler i USA bliver vi ramt af gebyret, der indtil årskiftet var på 75 kroner for at fx få bøger, cd'ere eller cowboybukser toldbehandlet hos Post Danmark. Nu koster det 150 kroner.
Da Bill Gates og andre i de dotcomglade 90ere fabulerede over den friktionsløse kapitalisme, var der mange, som rystede i buskerne. Hvad med told og moms? Enkelte forudså velfærdsstatens kollaps, fordi de nye generationer af digitale globalister ville svigte den kollektive samfundsånd i deres grænseoverskridende netbaserede hverdag.
Helt så galt gik det ikke. EU fik harmoniseret told og afgifter på nethandel. Og de fysiske varer fra USA eller fjernøsten skal stadig forbi en tolder med stempel og gebyr. Og afleveringen af pakken kan bestemt heller ikke betegnes som friktionsløs, eftersom både Postdanmark og de udenlandske pakkepostfirmaer insisterer på at betragte os alle som hjemmegående.
Til gengæld burde handlen med digitale varer være fuldstændig friktionsløs. Produkter der kan omdannes fra atomer til bits og helt gnidningfrit flyde gennem vores bredbånd fra computer til computer. Musik, film, software.
Desværre nej. Og det værste eksempel er nok fra musikkens verden.
Apples Steve Jobs er blevet rost for at gøre download af musik til en forretning til gavn for både sælger og køber. Men selv i iTunes-butikken er der forskel på, hvad du kan få i USA og Europa. Og det er et godt eksempel på at det stadig er geografi og ikke friktionsløs digitalitet, der råder.
Pladeselskaber, distributører og rettighedshavere deler stadig verden imellem sig, som dengang de distribuerede musikken på store vinylskiver. Min favorit musikbutik hedder eMusic.com. Den er amerikansk og fungerer lidt ligesom en bogklub. Man melder sig ind og betaler et månedligt abonnement, som giver én lov til at downloade et vist antal numre hver måned. Da jeg blev medlem i 1999, var udvalget ikke stort, men det var tilfredsstillende for en person, som holder af musik, der ikke er mainstream. Fx kan man ikke købe musik fra de fire store pladeselskaber EMI, Universal, Warner og Sony/BMG. Blandt andet fordi eMusic i modsætning til iTunes har valgt ikke at bruge den friktion, der hedder DRM - digital rights management, der er et digitalt vandmærke, som gør det umuligt for køberen at råde frit over musikfilen. I den gamle, analoge verden svarer det til, at man kun kan spille sin vinylplade på sin egen pladespiller og ikke kan lave en kopi på et kassettebånd til bilen, festen eller kammeraten.
eMusic var med andre ord det perfekte valg for musikelskeren. Med tiden har selskabet skiftet ejer et par gange. Priserne på musik er steget lidt. Mange flere pladeselskaber og kunstnere er kommet til, mens andre er forsvundet. De første mange år blev betalingen opkrævet i dollar. Men så åbnede iTunes en afdeling i Europa. Og her slog den gamle geografiske friktion til. For det første blev abonnementet nu opkrævet i euro og ikke i den lave dollar. For mit vedkommende betød det en prisstigning på 15 procent i den samme butik med de samme varer - eller næsten de samme varer.
Det viste sig nemlig, at de gamle aftaler om, hvem der må distribuere hvilke vinylplader tilsyneladende stadig gælder. Jeg var i stigende grad blevet mødt med en tekst, der bekendtgjorde at "denne plade er ikke tilgængelig, fordi du bor i Danmark - vi beklager". Her var altså sange, som kun kunder i andre lande kan købe. Forestil dig, at du står i Brugsen og prøver at tage en flaske vin, men den er som klistret fast til hylden. Brugsuddeleren beklager, mens en anden kunde tager flasken for næsen af dig. Så bliver man sgu' lidt sur. Men udvalget var så stort, at jeg lærte at leve med det.
Dagen før eMusic åbnede i Europa glædede jeg mig over at have adgang til hele Frank Zappas bagkatalog. Dagen efter var det væk, fordi jeg boede i Danmark. Hvilket jeg jo sådan set havde gjort hele tiden. Det var blot butikken, der var flyttet. Og det var den måske ikke engang. Serveren med musikfilerne står formodentlig det samme sted. Det var bare den geografiske og juridiske opfattelse af butikkens placering, der var ændret. Der var opstået en friktion i forholdet mellem mig og min favoritbutik.
Til gengæld fik jeg adgang til andre kunstnere, som jeg ikke kunne få, da butikken "lå" i USA. Og af brugerkommentarerne kunne jeg læse, at en masse amerikanske brugere ikke kunne købe musik, som nu "hørte hjemme" i Europa.
Man kan forledes til at tro, at meningen er, at jeg nu skal gå ned i min lokale cd-butik og købe de plader, jeg ikke må downloade. Men jeg tror ikke, at det hænger sådan sammen. Jeg tror, at det skyldes firkantede ophavsretsregler og distributionsaftaler, som har rødder i den analoge tidsalder. Som forbruger er jeg taber i den sag, men de største tabere er de kunstnere, der ikke når den udbredelse, som de kunne få i en friktionsløs økonomi. Kunstnerne på de store pladeselskaber med gode distributionsaftaler og store marketingbudgetter skal nok klare sig. Taberne er nye relativt ukendte kunstnere eller marginale kunstnere, der ikke har så stort et publikum, men lever af et stort bagkatalog, hvor de sælger en lille smule til få dedikerede fans fordelt over hele verden.
Friktionen skader den kulturelle diversitet. Og at der tilsyneladende er lang vej til, at Adam Smith og Bill Gates får ret. Desværre.
Seneste kommentarer