RADAR

RSS feed Radar er duo-blog skrevet af Nikolai Thyssen og Henrik Føhns.

Vi folder vores radar ud, lytter til og sender fra den danske medieboble. Og hver onsdag bliver bloggen til papir i form af en klumme i Information. En klumme, der samler op på ugens emner fra bloggen. Vi prøver at bryde den traditionelle fødekæde gennem at starte historierne på nettet og lade dem leve videre i avisen.

Henrik Føhns
Henrik Føhns

Nikolai Thyssen
Nikolai Thyssen

Seneste kommentarer

Fra kalenderen

Luftskibets Kalender er brugernes egen. Enhver kan tilføje arrangementer til kalenderen.

Farvel ejendomsret

Bill.078.jpg

“Den private ejendomsret er ukrænkelig.” Det er meget muligt. Men der er rigtig mange ting, jeg ikke gider eje.

Hvem gider eje elektricitet? Eller gas? Eller fjernvarme? Services, som ikke er fysiske men flyder til os, når vi har brug for dem.
I dag har vi bøger, plader, cd’er, dvd’er og malerier stående og hængende i vores hjem. De fylder. De støver. Og de er totalt overflødige. De er nemlig intet andet end transportmidler for en oplevelse. Og særdeles fysiske transportmidler.

Men alt sammen kan digitaliseres og transporteres som information gennem bredbåndets kabler. Hvorfor skal vi fortsat opbevare ikke-fysiske oplevelser på fysiske medier, der er både klodsede i vores hjem og belastende for miljøet, både når de bliver fremstillet, transporteret og destrueret igen?

Eneste argument er den private ejendomsret. Vi kan godt lide at eje ting. At røre ved dem. At kigge på dem. Men der er jo helt ærligt ingen grund til at slæbe flyttekasser med bøger rundt hele sit liv, hvis man allerede har læst dem.
Lad os i stedet opgive den private ejendomsret og tegne abonnement på digitaliseringen af hele klodens kulturarv, som var den elektricitet, der flyder til os, når vi trykker på kontakten.

Men skal vi så eje apparatet, der gør det muligt, at opleve kulturen? Næh, der er jo ingen af os, som tillægger en stikkontakt, et varmeapparat eller en gashane særlig værdi. Vores interface til kulturoplevelsen skal naturligvis være en del af det abonnement vi tegner på oplevelsen. Og så er det ligegyldigt, om det er en telefon, en computer, et tv eller en fladskærm til at vise malerier på væggen.

Hvis al kultur blev en ikke-fysisk service, så ville vi også slippe for problemer med copyright og tyveri. Man kan selvfølgelig stadig stjæle terminalerne, der formidler oplevelserne, men eftersom der kun er adgang med en personlig kode, og hvert interface er skræddersyet til den enkelte brugers smag og behov, så har selve terminalen ingen fysisk værdi.

I øvrigt kan aviser, radio og tv gå samme vej. Ind på den trådløse terminal som services.
Digitaliseringen af flere og flere produkter og transaktioner i vores hverdag gennem de sidste 10 år har skabt nye forretningsmodeller, hvor man ikke længere lever af sit primære produkt, men af afledte services.

Nyhedsavisen bliver en service for mennesker, der køber fysisk kontakt med andre mennesker på dating.dk. Musik og film er blevet motoren i Apple, der lever af at sælge maskiner, som de har fået samlet af i Sydøstasien af komponenter fra andre underleverandører. Apple er ikke en IT-virksomhed men en livsstilsvirksomhed, der designer produkter med høj signalværdi. De sælger oplevelser ikke fysiske produkter i en tid, hvor trangen til at eje er på retur.

I dag er det ikke mængden af vores personlige ejendele, der definerer os som personer. Ligesom vi kan skifte profilfoto på Facebook flere gange hver dag, så vil vi også kunne skifte de kulturprodukter og andre ejendele, der definerer vores personlighed i takt med at tiden og trenden skifter.

Lyder det som noget forvirret ævl? Ok - hvad har defineret vores samfund de sidste 40 år?
Religion? Politik? Massemedier? Nej, det har Moore’s lov. Ingeniøren Gordon Moore formulerede i 1966 sin lov om, at antallet af transistorer på en mikrochip ville fordobles hver 18. måned, samtidig med at den ville halveres i pris. Den lov har holdt stik lige siden og forsynet os med elektroniske apparater, der bliver stadig mindre og mere kraftfulde.

Eftersom mikrochips er en del af stort set alle vores moderne hjælpemidler fra computere til telefon og biler, så har denne eksponentielle vækst i regnekraft indflydelse på næsten alle aspekter af vores liv. For hver ny elektronisk dims med et nyt væld af muligheder, der bliver opfundet, vil der opstå en eksponentiel bølge af nye ideer og apparater og dermed nye anvendelsesmuligheder. Stort set alt vil blive forældet eller forandret med større og større hast. Hvis ikke vi rider med på den bølge er vi færdige som individer, virksomheder eller nationalstater.

Det eneste, der er værd at eje, er evnen til at tilegne sig viden om og værktøjer til at håndtere den proces. Fysiske objekter vil forældes så hurtigt, at ejendomsret ikke længere giver mening.

15 kommentarer seneste af Føhns
Relateret: radar
Skrevet af Anders

"Hvis al kultur blev en ikke-fysisk service, så ville vi også slippe for problemer med copyright og tyveri. Man kan selvfølgelig stadig stjæle terminalerne, der formidler oplevelserne, men eftersom der kun er adgang med en personlig kode, og hvert interface er skræddersyet til den enkelte brugers smag og behov, så har selve terminalen ingen fysisk værdi."

"[...] eftersom der kun er adgang med en personlig kode" minder mig om Stallmans tekst

http://www.gnu.org/philosophy/right-to-read.html

Skrevet af Gunnar Langemark

Det er tydeligt at du ikke er bibliofil. Gu' vil jeg ej have digitaliseret mine bøger.

Skrevet af Føhns

@Anders - Stallman, nå den må jeg jo så checke ud...

@Gunnar - jeg har masser af bøger, men gider jeg have dem? Jeg er sikker på, at vi indenfor en overskuelig årrække har en dims at læse dem på. Bøger er dejlige - men besværlige - ligesom pladesamlinger. Ovenstående blev skrevet, mens jeg hørte vinylplader....

Skrevet af Jesper Spang

Jeg har en cd-samling på ~1000 cd'er, og jeg gider faktisk ikke at eje dem.

Efter vi har fået børn er der simpelthen ikke plads til dem på vores 120 kvadratmeter - og selv hvis jeg fik mere plads tror jeg ikke længere jeg ville sætte dem frem.

Skiverne er pakket ned i et par kasser. Jeg hiver en enkelt af dem der ligger øverst op en gang imellem, men ellers hører jeg stort set kun musik over nettet.

Jeg ved ikke om det er børnene eller digitaliseringen, der har fået mig til at blive 'sløv' i forhold til hvor nemt jeg synes det skal være, at sætte musik på. Et er sikkert, min holdning til hvordan musikken transporteres hen i nærheden af min øregang er ændret markant over de seneste par år.

Jeg køber i ny og næ en cd af gammel vane, men den bliver hurtigt pakket væk. Sjovt nok tiltaler DRM-musik mig slet ikke. Jeg føler ikke, at investeringen er fremtidssikret - hvem ved om jeg kan afspille den om 2 år på nyt udstyr, tage den med i bilen eller hvad ved jeg - for jeg er ikke villig til at ofre tiden på det mindste besvær, bare for at flytte filerne. Så vil jeg hellere høre noget andet, som ikke er besværligt - eller blot høre radio.

Enten er jeg blevet ældre og mit ellers entusiastiske forhold til musik er gledet baggrunden, eller også der er sket noget med medierne, som har ændret mine forventninger til medieringen af musik radikalt. Måske er det en kombination af de to ting.

Så jeg stemmer i. Farvel ejendomsret (du har sgu' alligevel altid været en voldelig lille fætter).

Skrevet af Kristoffer

De gamle medier er nok her for at blive. "Residual Media" - et godt bogtips som måske kan få os at se lidt mere kritisk på "Moore's" så kaldte "Law".
http://www.upress.umn.edu/Books/A/acland_residual.html

Det har jo egentlig ikke sket meget revolutionerende nyt på computerfronten rent funktionelt - men vi køber det jo sku alligevel.

Skrevet af ib

Nå, men det gør jo min Thomas Mann-førsteudgave værdiløs. Hvad skulle jeg også med det gamle lort? Og læse en bog to gange, hvem har hørt om det? Og musik, det er jo alligevel noget man hører i baggrunden, så hvorfor ikke putte det på dåse (i-pod), som alt andet i vores samfund? Så kan man jo lige snuppe sig lidt electronica, mens man cykler, ikke? Tiden er løbet fra den koncentrede lytning bundet til vinyl (god lydkvalitet er jo bare en luksus og det betyder ikke noget når det det gælde elektricitet, gas, benzin og kultur). Fagre nye verden når kultur endelig er blevet til en forsyningsvare på linje med gas- og vand - noget i stil med Hoxhas Albanien, forestiller jeg mig. Ok, spøg til side: Må jeg anbefale Walter Benjamins essay om Samleren som kulturel arketype? Kultur er i allerhøjeste grad bundet til sit materielle medium...

Skrevet af Jesper Spang

Kunst og kultur er jo mange ting. Megen kunst er dog ikke bundet til mediet. Bøger har da en tradition, men historier og sprog er næppe bundet til noget medie. Det er snarere bestemte afgrænsede områder af kultur og kunstbrug, som er bundet til medieformer.

Der er selvfølgelig plads til det hele.

De to ovenstående indlæg tyder jo på, at musik på bredrillet vinyl og musik på smalrillet vinyl ikke er det samme. Det er jeg helt enig i, spørgsmålet er blot hvor virkningsfuld forskellen er i forskellige sammenhænge.

Mediebindingen er da betydningsfuld, men den er på ingen måde en evig og uforanderlig størrelse, som giver samme mening til alle tider.

En bogsamler tør jo knap åbne sine værker. De er jo forgængelige... så er der overhovedet nogen kunstoplevelse at hente? Er det ikke blot forfængelighed og gammeldags ejendomsrets-rigmands-statussymboler? (bare for at provokere ;-)

Skrevet af ib

@ Jesper Spang: "Mediebindingen er da betydningsfuld, men den er på ingen måde en evig og uforanderlig størrelse, som giver samme mening til alle tider." Nej, lige præcis, det er jo netop mediernes og kunstværkernes tidsbundethed, det historisk kuriøse eller tankevækkende, der gør dem værd at samle på. Mediet minder netop om udgivelsens historicitet - det er derfor, det ikke er lige meget, hvilken Homer-udgave man sidder med. Og jo, glæden ved at samle indeholder også et element af forfængelighed og gammeldags status-prangen, fordi den LÆSTE pragtudgave signalerer såvel intellektuel som økonomisk kapital. Begge dele er rare at have og dyrkelsen af dem er en sød last. Og desuden: jeg tør alstå godt åbne mine bøger - de er til for at blive læst og/eller kigget i.

Skrevet af Marcus Henningsen

"[bøger] er til for at blive læst og/eller kigget i."

Mon ikke samlere er i en klasse for sig og derfor bør udelades af diskussionen; jeg vil mene at de interesserer sig først og fremmest hverken for kunsten eller mediet men for samlingen.

Det minder mig lidt om Joakim von And, som også håner møntsamlere for at stoppe deres mønter i små plasticposer og opmagasinere dem i mapper - i stedet for at tage sig en dukkert i dem!

Hvert nyt medium har indtil nu indsnævret udvalget. Der er stadig flere klassiske film på video end på laserdisc, flere på laserdisc end på DVD, flere på DVD end på bluray. Hver gang et nyt medium kommer ind, ryger en del smalle titler ud og man får et mere populariseret standardudvalg end på den foregående platform.
Planerne om digitalisering af alle verdens bøger er foreløbig begrænset af copyrighthensyn; hvis der ikke er gået 70 år fra en forfatter død er han ikke med på Gutenberg, Google osv.
Helhedsfornemmelsen og overblikket bliver begrænset. Prøv at gennemgå ti årgange af en avis i den trykte udgave, prøv så det samme med mikrofilmene på Det Kgl. Prøv at sidde med en kirkebog på Landsarkivet, prøv det samme på Nettet.
Mediet er med til at forme opfattelsen. Selv om man kunne få præcis samme lyd og billeder af en forestilling gennem videobriller, er det ikke det samme som at gå til koncert eller i teater.
Selv om der står de samme ord i en pocketudgave af Thomas Paines Rights of Man giver det ikke den samme fornemmelse som at læse bogen i 1795-udgaven. udgivet af "Citizen Daniel Isaac Eaton, Printer and Bookseller to the Supreme Majesty of the People", trykt på datidens gode kludepapir med oplysningstidens smukke typografi, smukt ældet og måske i et hellæderbind der ligger godt i hånden. Bogsamling er ikke kun forfængelighed og pral men også respekt for godt håndværk.

Skrevet af Jesper S

Jeg er enig med Marchus Hemmingsen. Samlere er ikke særligt interessante for diskussionen.

Det der gør indlægget interessant er løsrivelsen fra de fysiske medier.

For at vende tilbage til CD-samlingen:
Jeg er pinligt opmærksom på at hovedparten af min cd-samling findes derude hos kunstnerne eller lydstudierne i en digital optagelse, som er af langt højere kvalitet end den CD-mediet kan gengive. Jeg er fløjtende ligeglad med plastic-æsken og den masseoptrykte slatne booklet, der følger med cd'en. For mange af de glimrende optagelsers vedkommende er booklet'en endda af så ringe 'kunstnerisk kvalitet' og informationsværdi, at den kunne finde glimrende anvendelse som toiletpapir.

Det jeg ikke er ligeglad med, er musikken og optagelsens kvalitet. Hvis bare pladeselskabet ville droppe det fysiske medie - og ville indse at jeg har fået bredbånd - så ville jeg kunne opgradere lydkvaliteten i min 'pladesamling' gevaldigt, og samtidig have samtlige 1000 'plader' på dåse i en kvalitet og en chance for koncentreret lytning, som ALDRIG vil kunne gengives på vinyl. Jeg vil hellere lytte til musikken end til mediet. Medieringen kan naturligvis aldrig elimineres, men digital teknik giver mig muligheden for at opleve det samme værk gennem en uendelig variation af medier og praktiske situationer - hifi i stuen, iPod med dårlige hovedtelefoner på strøget, malet på lærred, omsat til lyseffekter under en koncert osv.

@Arne Herløv Petersen:
Du skriver, at "Hvert nyt medium har indtil nu indsnævret udvalget. Der er stadig flere klassiske film på video end på laserdisc, flere på laserdisc end på DVD, flere på DVD end på bluray. Hver gang et nyt medium kommer ind, ryger en del smalle titler ud og man får et mere populariseret standardudvalg end på den foregående platform."

Interessant vås. Hvor godt overlever magnetbånd eller cd-skiver tidens tand? Og hvilken mening giver det at udgive de NYE filmklassikere på forældede formater eller genudgive de gamle på BetaMax?

I gymnasiet for snart 15 år siden skrev jeg en opgave om Miles Davis. I en af bøgerne om vores trompeterende ven var opgivet en diskografi over skelsættende plader - det var noteret, ved et par af dem at de ikke var genoptrykt i cd-versioner. Det er jo ærgerligt. Hvad endnu værre er, at endnu flere af vinylversionerne var direkte umulige at opdrive. De få tilbageværende eksemplarer fandtes i mere eller mindre lukkede samlinger. Hvad skete der? Tre år senere var samtlige svært opnåelige optagelser genoptrykt i digital form - nogle endda i ubeskårede udgaver af materialet, altså et større udbud af musik end hvad der fandtes på de pladsbegrænsede vinyludgaver.

Med andre ord, tilgængelighed af 'klassiske' værker kræver genoptryk uanset om det oprindelige medie har været spolebånd, VHS eller BluRay-skriver. Sammenkædningen mellem nye former for mediering og indsnævring af udvalg er for mig at se komplet meningsløs. Man kan snakke om ejerskab, markedskræfter og griske medieudbydere i den forbindelse, hvis man vil. Men medieformen i sig selv begrænser altså ikke udvalget - tværtimod.

En frigørelse fra fysiske medier er en del af løsningen på begrænsningen i genudgivelser af klassiske værker - især dem hvis oplevelse ikke er særligt bundet til mediet - eksemplet VHS-film er en medieform med iboende kvaliteter, som jeg vitterligt kun kan forestille mig have en betydning for inkarnerede Chuck Norris-fanatikere.

Digitale formater har jo den skønne egenskab at de kan kopieres uendeligt, marginalt omkostningsfrit og uden kvalitetstab (udover den engangsforringelse digitalisering eller valgt komprimeret format eventuelt påfører værket). Samme digitale egenskab er det, der virkelig sætter ophavsretfilosofien på en hård prøve.

Det giver for mig mere end god mening at tilgængeliggøre film og lydværker i digitale former, som ikke er låst til digitale fysiske medier. Det er en direkte nødvendighed for at jeg gider besvære mig med at købe og forbruge film og musik i fremtiden. Især nyere værker som er født digitale er bedre tjent med ikke at blive komprimeret ned til et fastlåst og født forældet digitalt fysisk medie (som f.eks. CD).

Hvorfor skal jeg nøjes med dårlige formater, når jeg ved at jeg uproblematisk kunne besidde det digitale værk i original kvalitet - jomfrueligt og uspoleret? Hvis Thomas Mann-førsteudgaven havde været født digital, ville det være muligt for alle klodens mennesker at eje en førsteudgave. DET er sgu' da en kvantificeret autencitet, som betyder noget.

Skrevet af Jesper S

@Marcus Henningsen: Jeg undskylder for min elegante fejlstavning af både dit for- og efternavn. ;-)

@Arne: Jeg er for øvrigt enig i øjebliksanalysen i den del af dit indlæg, jeg ikke citerer.

Skrevet af Føhns

Blot et rygklap til Jesper S - mange gode betragtninger - efter min beskedne mening.

@ Jesper S
Jeg har åbenbart ikke formuleret mig klart. Jeg vil hellere se stumfilm på DVD end på laser disc eller video. Der er bare mange, der ikke er tilgængelige på DVD. Om det så er manglende efterspørgsel eller griske medieudbydere, der har skylden, er mindre væsentligt i den forbindelse. Det afgørende for mig er, at hvis jeg vil se John Fords første film eller en del af Abel Gances film eller italienske film fra 1912-14, må jeg se dem på videobånd; vil jeg se en række franske film fra 30'erne eller østeuropæiske film fra 40'erne kan jeg se dem på laserdisc, men ikke på DVD. Hver migration har indsnævret udvalget.
Der er en stadig stigende tendens til at koncentrere sig om bestsellers og blockbusters - det smalle kommer ikke med i næste ombæring. Det er ikke ønskeligt, men det er det, der er sket.

Skrevet af Føhns

Jeg kan godt følge Arne Herløvs kommentar om, at det smalle ikke har særlig høj prioritet, når man tager et nyt medie i brug. Men netop derfor ville en abonnementsordning over bredbånd være en fordel, fordi transportmediet - der begrænser udbuddet - er borte. En gang digital = altid tilgængelig.

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Captcha Image: you will need to recognize the text in it.
Indtast bogstaverne fra billedet