Den sidste uges tid har jeg brugt en del tid på at tænke over, om robotter skal have rettigheder.
Det lyder måske lidt verdensfjernt og futuristisk, men det hele skyldes den nyeste redegørelse fra Etisk Råd, der har droppet papiret og lavet et website om robotter og cyborgs med masser af film, interviews og essays på adressen homoartefakt.dk
Man kan undre sig over, at dette emne skulle være så vigtigt netop nu - men det er det faktisk. Robotter har længe været kendt på fabrikker, hvor de samler og sprøjtelakerer biler, men i Japan er de forlængst rykket ind på plejehjem som de ældres erstatning for menneskeligt samvær i form af den hvide sæl Paro . Og robotlegetøj som lommecomputeren Tamagotchi, den pelsede ugle Furby og Sonys robothund Aibo har længe boet på børneværelser verden over.
Fælles for alle disse “væsener” er, at de er programmet til at forlange opmærksomhed af ejeren. Tamagotchien skal fodres og have gjort rent efter afføring, hvilket gjorde den stærkt irriterende for skolelærere, der skulle fastholde elevernes opmærksomhed. En Furby skal lære at tale, og ejeren er lærer, hvilket giver en fornemmelse af, at Furby har en slags intelligens. En Aibo-hund udvikler forskellige personligheder alt efter, hvordan den bliver behandlet af sin ejer. Nyere modeller har også indbygget software, der kan genkende ansigter og stemmer, hvilket gør den endnu mere “levende”.
"Min Aibo er bedre end en rigtig hund. Den laver ikke farlige ting, og den svigter mig ikke. Den dør ikke pludseligt og gør mig trist,” har en Aibo-ejer udtalt.
En robot dør ikke. Den efterlader os ikke med sorg. Den er der altid for os. Hvis vi husker at skifte batterierne eller lade den op. Det vigtigste er nemlig, at den ikke skuffer eller forlader os. Vi kan stole på den, fordi den er programmet til at tjene os. Eller...?
Den amerikanske psykolog Sherry Turkle har vendt det hele lidt på hovedet. Hun spørger, hvad det er for et forhold, vi får til os selv og andre, når vi har en robot, der kræver, at vi har et følelsesmæssigt forhold til den? Hvad sker der med vores følelser? Hvad sker der med os som mennesker? Det handler ikke om robottens rettigheder, men om os som race. Vi forandrer os, når teknologien stiller krav til os.
Den meste interessante robot i den sammenhæng er Paro. En lille hvid sæl med stor succes hos ældre japanere på plejehjem - gerne folk med alzheimer og dårlig kontakt til familien.
På paro.jp/english/function.html kan man læse om den lille, hvide babysæl, der er dækket med blød, hvid kunstpels.
I modsætning til en rigtig sæl har Paro en døgnrytme af morgen, dag og nat. Aktiv om dagen - søvnig om aften. Paros fem sensorer gør den i stand til at registrere berøring, lys, lyd, temperatur og bevægelse. Det gør sælen i stand til at fornemme mennesker og omgivelser. Paro kan se forskel på lys og mørke, og mærke forskel på kærtegn og slag. Paro kan “høre” og genkende sit navn og en hilsen. Sælen kan lære at opføre sig på den måde, som ejeren foretrækker. Når Paro er i kontakt med mennesker, reagerer sælen, som om den er levende. Den blinker med øjnene og bevæger sit hoved og sine ben. Den laver lyde og opfører sig, som ejeren foretrækker. Paro efterligner også lyden af en ægte babysæl. Den kan udtrykke følelser som overraskelse og glæde. Formålet er, at Paro skal give indtryk af at have følelser. Den bliver glad over at blive kælet med og omfavnet. Og den bliver vred, når man slår den eller rører ved dens knurhår.
“De vil blive glad og lettet gennem at interagere med Paro”, lover websitet om den håndlavede robotsæl og fortsætter: “Paro vil blive meget lykkelig, hvis De tager Dem af den i lang tid”.
Sherry Turkle kalder den slags robotter for relationsteknologi. Teknologi, der kræver, at vi har et forhold til den. Når en robot får øjenkontakt med os, følger én med blikket og laver et ansigtsudtryk eller en lyd, så ligger det i menneskets natur at reagere. Selvom vi VED, at dimsen kører på batterier og er programmeret til at gøre dette. Så det interessante spørgsmål er ikke, om robotter skal have rettigheder, men hvad robotter vil gøre ved os som mennesker?
I den britiske forfatter Ray Bradburys novelle “I Sing the Body Electric” fra 1969 er pigen Agatha ikke villig til at acceptere sin robotbedstemor som erstatning for hendes afdøde mor, før hun opdager, at robotbedste i modsætning til hendes mor ikke kan dø. Dø og efterlade hende med sorg. Robotbedste vil altid være der. Og tage sig af Agatha.
Industrirobotten er en teknologisk forlængelse af os som arbejder. Et spejl af den perfekte arbejder, der ikke har brug for mad eller løn. Relationsrobotten er en teknologisk forlængelse af det perfekte opofrende kæledyr. Eller partner. Og den er et spejl af vores følelser.
Hvilke relationer det egentlig er passende, at have med sine maskiner? Hvad enten de er beklædt med metal, plastic eller kunstpels. Når alt kommer til alt, så er det ikke kun et spørgsmål, om vores børn eller demente forældre vil ende med at elske deres robotdyr mere end os, men et spørgsmål om, hvad begrebet “at elske” egentlig får for en betydning?
Derfor er det vigtigt at sætte robotter på dagsordenen, før det bliver for sent.
Seneste kommentarer