Det handler ikke kun om at publicere tekster, fotos og video på nettet. Det handler om at være til stede
I sidste uge spiste jeg middag med en meget mærkelig mand. Hiroshi Ishiguro er en robotmager fra Japan. Klædt i sort fra top til tå. Pagehår og nørdede dråbebriller. Flink og høflig på den særlige japanske måde. Og så har han en dobbeltgænger. En mekanisk tvilling, som han selv har lavet. I silikone og silicium. En robot. Eller en geminoid, som han selv kalder sin robottvilling.
Professor Ishiguro fra universitetet i Osaka og leder af Department of Communication Robots er en af hovedpersonerne i den danske instruktør Phie Ambos nye og dybt fascinerende dokumenterfilm “Mechanical Love”, der stiller spørgsmålet, om man kan elske en robot?
I starten af filmen kører Ishiguro og kæderyger i sin bil, mens han til kameraet stiller det eksistentialistiske spørgsmål “What is me?”. For ham handler det om at konstruere en robot, der er så livagtig, at den kan erstatte ham på arbejdet og i familielivet med konen og datteren. For at kunne gøre det, så skal man kunne føle hans tilstedeværelse i rummet, når man er sammen med robotten, selvom Ishiguro fjernstyrer den over internettet. Hvis man kan føle ham og hans aura, så har han nået sit mål. At skabe en ægte robottvilling.
Fornemmelsen af tilstedeværelse, aura eller karma kalder han sonzai-kan.
Efter at have spist middag med Ishiguro og set Phie Ambos film to gange slog det mig, at al tilstedeværelse i digitale medier handler om sonzai-kan. Hvis man gennem sin digitale persona kan skabe fornemmelsen af en aura eller en tilstedeværelse, så har man opnået det, som den gamle medieteoretiker Marshall McLuhan kaldte “the extension of man”.
Den første generation af sociale medier handlede om at publicere tekster, fotos, lyd og video. Under ét kendt som blogging. Men det seneste års tid er vi nået længere. Nu handler det ikke kun om at publicere i gammeldags forstand, nu handler det om at skabe sig en aura på nettet.
Det danske netværkssite K-Forum arbejder allerede med karmabegrebet. Jo flere blogindlæg eller links til andre medlemmer man laver, desto større bliver ens karma. Princippet er kendt fra MySpace, Facebook og LinkedIn, der alle handler om at skabe kontakter eller venner.
MySpace var længe et mysterium for mig og andre af mine aldrende ex-dotcom-venner, der kunne finde på at sende mig desperate instant messaging beskeder á la “hvis vi ikke finder ud af det der MySpace, så er vi færdige!” Hvorfor oprette en profil i et hyperkommercielt univers, der mest af alt minder om de venindebøger, som 10-11 årige piger skriver i til hinanden?
Simpelthen for at vedligeholde og manifestere sin position i en stadig voksende og mere diffus skare af venskaber, der spænder fra de nære til de måske brugbare forretningsforbindelser. MySpace viste sig at være et godt værktøj for musikere. Bands er brudt igennem på sitet og har fået pladekontrakt og millionpublikum.
LinkedIn er i denne sammenhæng den tørre forretningsudgave - en blanding af et cv, et visitkort og et netværksmøde bare uden pindemadder og sur hvidvin. En sjov feature er anbefalingen. I vores jantelovsland beder man sjældent om, at andre anbefaler eller roser én. Men jeg bed hovedet af al skam og bad mine kontakter rose mig. Jeg har nu modtaget 46 anbefalinger og min profil er vokset fra at være 75 procent til 100 procent færdig. Formålet svæver i det uvisse, bortset fra at min digitale aura nu stråler af en følelse af at være værdsat. Måske vil de mange pæne ord vise sig at være gode i en jobsøgning ligesom anbefalinger af bands har givet pote på MySpace?
Fænomenet Facebook er sværere at se meningen med. Her er næsten 50 millioner aktive medlemmer fra hele verden. Antallet af danske brugere er fra midten af oktober til midten af november fordoblet fra 68.156 til 137.602 ifølge lektor på ITU Lisbeth Klastrup. Er det et virtuelt cocktailparty for velbjærgede computerbrugere, der bare sidder og keder sig og ikke har tid til ægte nærvær af fysisk karakter? Eller er det her, man kan folde sin digitale aura ud i al dens stråleglans?
Facebook er den seneste generation af sociale netmedier. De sociale netmedier kaldes også Web 2.0. Begrebet er “opfundet” den amerikanske forlægger, konferencearrangør med mere Tim O’Reilly. I første omgang dækkede det brugergenereret indhold på nettet, men i dag dækker det i stigende grad “the cloud”, som mange Web 2.0 folk betegner den nyeste generation af world wide web. Nu opfatter man hele nettet som en stor samling eller sky af data, som man ikke alene kan linke til på kryds og tværs, men man kan også hente data fra mange forskellige kilder og præsentere dem i nye sammenhænge.
Og det er denne mulighed for at besmykke ens digitale profil med materiale hentet fra mange andre kilder, der gør Facebook til det pt bedste eksempel på en platform, som kan pudse ens digitale aura af. Allerede nu laves der mængder af små stykker software - såkaldte applikationer - til Facebook. Man kan fremvise ens musik- eller filmsmag og dele eller sammenligne den med andre “venners”. Man kan sammenligne sociale karaktertræk, dele rejsedestinationer, give virtuelle krammere, lagkager, kys og knus. Og man kan indgå i et væld af sammenhænge lige fra skaldede IT-folk til mennesker, der elsker feedback fra guitarer til folk, der hader George Bush. Alt sammen illustreret med små programstumper eller bidder af information hentet andre steder på nettet.
Jo mere man indirekte kan fortælle om selv gennem at tilføje disse fuldstændig virtuelle genstande eller kvaliteter til ens digitale persona, desto større bliver ens aura. Man bliver mere og mere til stede. Brugerne - hvis man kan kalde dem det? - af ens profil får en bedre og bedre forståelse af ens virkelige fysiske person. Måske tror de ligefrem, at de kender personen bag profilen.
Hvis det sker, så har man måske opnået sonzai-kan?
Seneste kommentarer