Forhindrer det kriminalitet? Det er der intet bevis for, men det hævdes, at det hjælper på opklaringsprocenten. Ingen af de voldsomme
terrorbomber i London blev forhindret af massiv kameraovervågning. Men
til gengæld har kameraerne effektiviseret uddelingen af p-bøder, fordi
man kan få øje på alle synderne, uden at en p-vagt skal trave
skosålerne tynde. Og her hjælper det i øvrigt ikke at smile til
kameraet. Der skal bare betales, når din nummerplade rygeri kameraets
øje. Selskabet, der står for overvågningen, får i øvrigt også en del af
kagen. Så deres smil er nok lidt bredere.
Storbritannien scorer ikke uventet en kedelig topplacering som et af verdens mest overvågede samfund med mindst respekt for borgernes
privatliv i den dugfriske årlige rapport The 2007 International Privacy
Ranking, der bliver lavet af den britiske borgerrettighedsorganisation
Privacy International (PI) med hjælp fra 200 eksperter verden over
såsom akademikere, journalister, menneskerettighedsaktivister og
offentlige administratorer. England deler sin placering med lande som
Kina, Rusland og USA.
Danmark er et udstrakt overvågningssamfund
Og lige i hælene på dem kommer Danmark. I 2006 fik vi etiketten "systematisk svigt i evnen til at opretholde sikkerhedsforanstaltninger" over for privatlivets fred. PI konkluderede
altså, at Danmark ikke i tilstrækkelig grad beskytter privatlivets fred
for sine borgere. I 2007 er vi så gledet en kategori dybere og får
etiketten extensive surveillance society: udstrakt overvågningssamfund.
Velkommen Orwell, vi smiler til dig og håber, at ingen fatter mistanke.
Rapporten fra PI tæller over 1.100 sider. I 2006 besluttede PI at
bruge sin årlige rapport til at lave en hitliste over tilstanden for
privatlivets fred i EU og 11 lande uden for EU. 2007-udgaven dækker 47
lande. PI's formål er at fremvise lande, som gør en indsats for
borgerens privatliv, som gode eksempler. For det andet skal der fokus
på de lande, der ikke er i stand til at opbygge eller opretholde "et
sundt miljø for privatlivets fred". PI vil ikke pege fingre, men vise,
at det er muligt at opretholde et både sikkert og demokratisk samfund
uden at give købe på menneskerettighederne og den enkelte borgers
integritet.
En af pointerne i PI's arbejde er, at det i dag er demokratiske
velfærdsstater som Danmark og Storbritannien, der er på en glidebane i
forhold til respekten for borgernes privatliv. Skurken er ikke et ondt
diktatur som i George Orwells roman "1984" - det er et smilende og
venligt demokratisk velfærdssamfund.
Teletrafik
Og hvorfor scorer Danmark så dårligere og dårligere? I 2007 skyldes
det primært den såkaldte logningsbekendtgørelse, der trådte i kraft i
september efter fem års rejse gennem lovgivningssystemet.
Bekendtgørelsens paragraf 1 siger, at teleselskaber og
internetudbydere skal foretage registrering og opbevaring af
oplysninger om teletrafik, der genereres eller behandles i udbyderens
net, således at disse oplysninger vil kunne anvendes som ledi
efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.
Dansk Institut for Menneskerettigheder har gentagne gange påpeget,
at telelogningen kan gå ud over menneskerettighederne, fordi det er
problematisk, at man laver en systematisk overvågning af alle borgeres
elektroniske kommunikation.
PI påpeger også, at den danske bekendtgørelse er blevet
implementeret før en fælles EU-standardisering, og at den danske
bekendt-gørelse er mere vidtgående, end EU vil kræve.
De loggede oplysninger skal opbevares i et år, før de slettes. Til
gengæld er vi langt fra den britiske videoovervågning. Men den udbredte
frygt for at gå på gaden, uden at nogen holder øje med os - eller de
andre - via et kamera spreder sig tilsyneladende som en snigende
sygdom.
Socialt afrettede
For snart 10 år siden beskrev jeg i en kronik her i Information,
hvordan en børnehave på Frederiksberg havde indført kameraer, så
forældrene kunne følge med i børnenes hverdag via internettet.
Jeg forudså en generation, der kun vil føle sig tryg, hvis 'store
mor' passer på dem via sit kameraøje. Men det vil også være en
generation, der er socialt afrettede, fordi de ved, at der altid sidder
én og holder øje med deres adfærd. I dag mødes vi
overvågningsskeptikere ofte med argumentet, at hvis man ikke har gjort
noget galt, så har man vel intet at skjule - og så er overvågning eller
ikke overvågning en ligegyldig diskussion.
Jeg besøgte engang et diskotek i London, hvor dansegulv og bar var
overvåget af adskillige kameraer. Ude på toilettet spurgte jeg
toiletmanden, hvor kameraet sad. Han grinede stort og pegede ned i
pissoiret. Han fik ekstra drikkepenge.
En sjov episode for 10 år siden - men mit smil til kameraet og de
andre overvågningsmekanismer er i mellemtiden blevet mere og mere
stift. Justitsministeren vil have mig til at føle mig mere tryg med
logningsreglerne, og Socialdemokraterne vil det samme med
videoovervågning af Nørrebro, så hvorfor er det, at jeg føler mig
stadig mere utryg?
Problemet er, at vi ikke bliver spurgt om, i hvilke situationer vi
finder det ok at blive overvåget. Der er en snigende fornemmelse af, at
nogen altid kigger én over skulderen. På gaden, i butikkerne, på
arbejdet, i telefonen, på internettet.
Det er som at blive forfulgt af en ukendt mand på gaden. Uden at
vide hvorfor. Det er ikke en vej til "det sunde miljø for privatlivets
fred", som Privacy International efterstræber. Det er vejen til
gennemsigtige liv og nervøse smil.
Velkommen til smilets år.
Seneste kommentarer