Redaktionsmødet

Nu fortryder jeg allerede, at jeg har afbrudt vores serie med små, lokale ideer der kan hjælpe med at redde verden. For her er en virkelig lille ide, som ville passe perfekt ind i seriens ide: Hvis Googles søgeskærm var sort i stedet for hvid, ville verden angiveligt spare 750 megawatt-timer om året. Jeg aner ikke, hvor meget dét er, men nogen har i hvert fald taget konsekvensen og tilbyder nu et alternativ - med Google-leveret indhold - for de bæredygtige: den energisparende søgemaskine Blackle: www.blackle.com

Det viser sig, at visse udtalelser er så hårrejsende, at DR's seere simpelthen ikke må høre dem.

DR-programmet "Aftenshowet"s vært Jens Blauenfeldt kom i tirsdags for skade at afsløre, at hans første reaktion ved angrebet på World Trade Center var: »Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte: Hey, det er amerikanerne, nu får de smæk. Det har de rigtigt godt af«.

Det er en udtalelse, som man højst kan kalde mellem-kontroversiel. Jeg har i hvert fald personligt hørt mange andre referere en lignende reaktion fra d. 11. september. Ikke desto mindre er den ifølge divisionschef Lisbet Lambert fra DR Programmer/aktualitet »klart i strid med DR's regler for, hvad en medarbejder i DR kan sige.«

Og derfor valgte DR guddødeme at censurere genudsendelsen af programmet, så seernes sarte øren ikke skulle høre den gentaget. Dét bruger Mette-Line Thorup i dagens Paradoks som anledning til en glimrende kommentar, hvor hun påpeger at TV-stationerne dels er i færd med at gøre sig selv til 1., 2., 3. og 4. statsmagt, dels gør det med en moralisme og en nypuritanisme, som nærmer sig det bizarre.

Pointen er interessant og perspektivrig. Men der findes også et mere jordnært, konkret spørgsmål, som handler om censur og ytringsfrihed: Hvis der findes regler, hvoraf det fremgår, at DR-værter ikke må udtale at have oplevet bestemte typer reaktioner på en begivenhed, hvad må de så heller ikke? Hvad står der i reglerne? Hvor langt vil I gå i jeres nye rolle som tankepoliti?

Vi følger sagen med spænding.

Hvor mange artikler gider man at læse om folk, der forsøger at redde verden på det HELT nære plan? Vores miniserie om kreative øko-ideer har vist sig at blive den rene ide-maskine. Der har været solceller i Emiraterne, delebiler i Bruxelles, grønne tage på Manhattan, genbrugsspisepinde i Kina, affaldssortering i Østtyrkiet, og historierne bliver bare ved med at komme. De er sjove at have, synes jeg, fordi de er miljøhistorier, som ikke er deprimerende. Og fordi de tit siger noget sjovt om, hvordan tidsånden forandrer sig: Mens man i firserne reddede regnskov ved at købe diplomer og indramme dem og høre Sting, sender man i dag bare en SMS. Mens man i det sidste århundrede har effektiviseret landbruget ved at adskille husdyrhold fra planteavl, viser det sig nu, at det ville være totalt øko-effektivt at bygge svinestalde med drivhuse ovenpå.

Men selv opmuntrende serier skal have en ende. I morgen får vi et af mine yndlingsindslag i red-verden-serien, og så må det være nok for denne gang. Den handler om et økofængsel, hvor fangerne installerer solpaneler, kun spiser økogrød og selv passer 200 kyllinger, 40 får og 20 køer. Gæt selv, hvor det ligger.

Opdatering
Vi har nu fået samling på alle artiklerne i serien. De ligger her: http://information.dk/emne/red-verden

Der er et begreb, som ikke så mange civile kender, men det gør til gengæld alle journalister. Og ikke mindst vores kilder. Chatham House Rule er en regel, der tages i ed, når for eksempel diplomater og embedsmænd gerne vil orientere journalister og eksperter om et emne, men ikke vil citeres. Det ville de for eksempel gerne i onsdags, hvor ”centrale journalister og forskere” var inviteret til ”drøftelse” af den danske udenrigspolitik i Udenrigsministeriet, hvor de danske ambassadører netop havde afsluttet deres årlige træf.

Efter frokosten, hvor vi ud over mørbradbøf fik serveret overordnede statusser fra ministeriets Nord- og Sydchef, gik vi centrale mennesker i arbejdsgrupper med emner som Sudan, udviklingsbistand, Afghanistan og Kosovo. Her fik vi – i hvert fald i min Sudan-gruppe – adgang til en helt usædvanligt høj koncentration af politisk og forskningsbaseret indsigt i de diplomatiske spil omkring udenrigstjenestens højaktivitetsområder.

Vi måtte bare ikke bagefter citere, hvad vi havde fået at vide.

De offentligt ansattes løn er blevet et sprængfarligt politisk tema. Hvorfor? Er det blot fordi oppositionen øjner en god sag ved at tækkes de offentligt ansatte. Eller er det de faglige organsisationer, der udnytter valgrumlen til at presse de offentlige arbejdsgivere til at spytte mere i posen. Og hvorfor overlader politikerne det ikke bare til arbejdsmarkedets parter at forhandle overenskomster. Det har aldrig været et anliggende for Folketinget, som finansminisier Thor Pedersen rigtigt anfører. Men regeringen har selv ansvaret for, at de offentlige overenskomster er ved at løbe helt af sporet, før de er kommet i gang. I foråret luftede statsministeren således selv tanken om en lønreform i forbindelse med de politiske forhandlinger om bedre kvalitet i den offentlige sektor. Og senest har Thor Pedersen i en politisk debat ment, at de ansatte i den offentlige sektor har en god løn, og det har har gjort ved at fremlægge tal for sosu-assistenters og politibetjentes løn, som er højst dikutable. Problemet er at finansminsteren både er arbejdsgiver, som øverste ansavrlig for den offentlige pengekasse og lønudbetalinger og samtidig fremtrædende medlem af en regering som gerne vil gøre noget godt for den offentlige sektor. Derfor bliver et hele blandet sammen, for hvem er det, der taler. Arbejdsgiveren eller politikeren? Hvis man gerne vil kunne tiltrække flere kvaificerede til den offentlige sektor og forbedre arbejdsglæden og så videre, så er lønnen central. Derfor er det blevet et politisk tema. Det kommer Thor Pedersen ikke udenom. Forventningerne stiger dag for dag.

Ny Alliance placerer sig med sit skatteudspil på et liberalt overdrev lige ved siden af Cepos og dagbladet Børsens lederskribenter. Med flad skat til alle på 40 procent og en motherfucker af en skattereform vil der med Anders Samuelsens forslag blive tale om den største omfordeling af skattebetaling nogensinde – 73 milliarder kroner flyttes der rundt på ved at fjerne top, mellem og bundskat, ændre pensionsbeskatningen, fjerne fradraget for arbejdsmarkedsbidraget og meget mere. Det er den slags reformer, som kun kan komme til verden som politiske udspil, når politiske fantaster alt for længe er sluppet løs med en alt for stor lommeregner. Så tager vil lige nogle milliarder der og flytter derover, sådan.

Palæstina står endnu engang i flammer. Og denne gang er det de interne kampe mellem det islamiske, fundamentalistiske Hamas og det mere moderate Fatah, der skaber konflikt. Hamas fører sig brutalt frem i bestræbelserne på at erobre Gaza og dermed udslette drømmen om en fælles og selvstændig palæstinensisk stat. Man kan så se frem til et fundamentalistisk styret Gaza og et Fatah-styre på Vestbredden. Men også i Libanon fortsætter spændingerne. I går blev det anti-syrisk parlamentsmedlem Walid Eido og ni andre dræbt ved et politisk attantat i Beirut. Samtidig fortsætter spændingerne omkring de palæstinensiske flygtningelejre i landet, hvor al-Qaeda militser kæmper mod den libanesiske regeringshær.

Sådan en torsdag i juni kan man blive om ikke i godt humør, så dog glad for avisen. De beskæmmende vilkår for asylansøgere med en tredobling af antal selvmordsforsøg står med rette på forsiden. Der er et godt fokus om Femern-broen og den manglende overvejelse af alternative løsninger, eksempelvis en bro mellem Gedser og Rostock. Og det sidste ord er fra avisens side heller ikke sagt i den sag. Og så kan vi være ret glade for Lars Borkings fremragende reportager fra G8-topmødet.

Er det godt eller skidt, når Kina investerer massivt i Afrika. Som det fremgår af dagens avis, er Kina trådt ind på den afrikanske scene med enorme lån og investeringer, mens Vesten stadig først og fremmest yder sit i form af blød bistand, der lant fra altid har den ønskede effekt.

»Her er intet demokrati, ingen sikkerhed og ingen rettigheder for kvinder,« siger den afghanske kvindelige politiker Malalai Joya i et fremragende interview i dagens avis. Hun er en modig kvinde, der med konstante trusler over hovedet lever i en kuffert, aldrig sover det samme sted to nætter i træk og konstant er overvåget af livvagter. Som en krølle på interviewet blev det i går meddelt, at hun nu er smidt ud af det afghanske parlament, fordi hun offentligt har kritiseret sine paralamentariske kolleger for at være korrupte og uduelige.