Der er et begreb, som ikke så mange civile kender, men det gør til gengæld alle journalister. Og ikke mindst vores kilder. Chatham House Rule er en regel, der tages i ed, når for eksempel diplomater og embedsmænd gerne vil orientere journalister og eksperter om et emne, men ikke vil citeres. Det ville de for eksempel gerne i onsdags, hvor ”centrale journalister og forskere” var inviteret til ”drøftelse” af den danske udenrigspolitik i Udenrigsministeriet, hvor de danske ambassadører netop havde afsluttet deres årlige træf.
Efter frokosten, hvor vi ud over mørbradbøf fik serveret overordnede statusser fra ministeriets Nord- og Sydchef, gik vi centrale mennesker i arbejdsgrupper med emner som Sudan, udviklingsbistand, Afghanistan og Kosovo. Her fik vi – i hvert fald i min Sudan-gruppe – adgang til en helt usædvanligt høj koncentration af politisk og forskningsbaseret indsigt i de diplomatiske spil omkring udenrigstjenestens højaktivitetsområder.
Vi måtte bare ikke bagefter citere, hvad vi havde fået at vide.
Det gav bagefter anledning til en del diskussion hjemme på redaktionen. For Chatham-dilemmaet er ikke specielt nemt. På den ene side vil og bør jeg aldrig som journalist afstå fra at citere oplysninger, som jeg mener, at offentligheden bør have kendskab til. På den anden side giver Chatham House-reglen adgang til masser af vigtig og oprigtig indsigt, som jeg måske ellers ikke var kommet i kontakt med. På den tredje side findes der en tendens til, at reglen bliver mere og mere anvendt, og ikke altid lige uproblematisk.
For eksempel anvendt statsministeren sidste år angiveligt store dele af sin tale til presselogens årlige middag på Christiansborg til at kritisere Christoffer Guldbrandsen, instruktøren af ”Den hemmelige krig”. Men på grund af Chatham House-reglen viderebragte ingen af de måske 100 tilstedeværende journalister citaterne, så Guldbrandsen selv kunne forsvare sig mod dem. På den måde fik statsministeren mulighed for at meningspåvirke repræsentanter for det samlede danske pressekorps, uden at hans kommentarer blev afprøvet på deres emne.
Og i USA har vicepræsident Dick Cheneys kontor gjort det til en principsag at hemmeligstemple alle drøftelse og korrespondancer – af hensyn til den frie og oprigtige meningsudveksling mellem regeringen, dens eksperter og dens lobbyister.
Dét er et problem. Og jeg er heller ikke overbevist om, at den uskrevne kontrakt, vi journalister og eksperter i onsdags indgik med Udenrigsministeriet, var særlig uproblematisk. Så nu må vi i første omgang prøve at få nogle kilder til at give os nogle af de samme oplysninger, jeg fik i onsdags – til citat. Siden var det nok værd at se nærmere på – og diskutere – hvor meget tavshedspligt, vi journalister går og pålægger sig selv.
Seneste kommentarer