Sandkassen

... så er dagen reddet. For mig er Frank sin generations vigtigste digter - og en af de meget få kvalificerede forfatter-kritikere vi har herhjemme. Tillykke til ham - og til Ida Jessen, som også er kommet på finansloven. 

Jeg har anmeldt Nina Søs Vinthers bog Hvis Helsinki i dagens avis. Jeg er ikke rigtigt begejstret, men har også en klar fornemmelse af, at jeg simpelthen ikke fanger, hvad det er, bogen vil - andet end at være samlingspunkt for stedvist fede sætninger. Måske vil den ikke andet, det er så ikke nok til mig.

Undervejs skriver jeg bl. a., at Nina Søs Vinther roder rundt i svømmeren Jani Sievinens verdensrekorder for 200 meter medley. Det sker i det korte afsnit 9-11-1994 i den del af bogen, som også hedde "Hvis Helsinki" - efter amerikansk notation vil det sige 11. september 1994. Dén dag satte Jani Sievinen ganske rigtigt en verdensrekord i 200 meter medley, men det var på langbane, tiden lød på 1:58.16. Rekorden, som nævnes - 1:54.65 - blev sat på kortbane den 21. april 1994. Det er en petitesse, men irriterende: Hvis man skal bruge den slags køligt, dokumentarisk materiale, så skal der være styr på det. Synes jeg.

Den her historie er både meget morsom og meget pinlig - for Christopher Arzrouni, som åbenbart ikke kan holde styr på filerne i sin computer ... siger han. Så må vi se, om Weekendavisen kan få sig til at nævne det i næste uges bogtillæg. Faktisk er det den eneste svaghed i historien; der burde have været en reaktion fra Klaus Wivel.

For et par uger siden skrev Anton Geist en historie om Ole Sohn som forlægger for øst-kritisk krimilitteratur, som var mindst lige så afslørende. Mad props til ham, som man siger i USA.

Er det bare mig, eller fylder krimistoffet uforholdsmæssigt meget i dagens bogsektion plus? Måske er det fordi, Kristen Bjørnkjær har fået lov at bestemme; han indrømmer, sådan, "modigt", at han ikke rigtig orker bøger mere. I al fald ikke den slags bøger, som kunne finde på at kræve noget af ham.

Meningen er vel, at man skal blive forarget eller pikeret, selv synes jeg mest, det er synd for ham. Men det er meget sjovt at sammenholde hans slutning - "Er kravet om pay-off et alderdomstegn? Er interessen for krimier tegn på magelighed, på at man ikke gider beskæftige sig med det svære stof? Eller er man - overraskende nok - ved at blive yngre? Yngre, tror jeg" - med følgende svada fra den norske forfatter Thure Erik Lund, som interviewes i dagens avis og fyrer guldkorn på guldkorn af:

Her er listen over de forfattere, som har fået et treårigt arbejdsstipendium af Statens Kunstfond: Trine Andersen, Anne-Louise Bosmans, Inge Lise Hornemann, René Jean Jensen, Erling Jepsen, Maja Lee Langvad, Martin Larsen, Lars Skinnebach, Synnøve Søe og Harald Voetmann.

En fantastisk uddeling, for en gangs skyld!

* * *

Jeg har anmeldt Abo Rasul - pseudonym for den norske konceptkunstner Matias Faldbakken - i avisen i dag. Som altid: Selvkritik er godt, kritik er dobbelt så godt. Brug kommentarfeltet.

1. Jens Jacob Toftegaard, blogger extraordinaire, undrer sig over manglen på følsom-ung-kvinde-kan-ikke-finde-sig-selv-og-har-sex-med-en-masse-fyre romaner, når nu den slags skrives i metermål af unge mandlige forfattere:

"Og jeg mener ikke morfar-er-død romanerne, jeg mener sådan noget med, "Ida tumlede hjem fra Ungdomshuset med en ordentlig bøhmand på, mens hun græmmede sig over, hvad hun havde gjort..." + "Ida vidste godt, at hun havde behandlet Thomas som lort, nu kom bondeangeren, hun havde bare brugt hans tilbedelse til at komme ovenpå igen efter, at Lennart var skredet..." + "Hun havde sat sig overskrævs på Hafiz og så at sige onaneret med hans pik, men hun gad ham jo ikke..."

Husk også at se kommentarfeltet.

Jeg har søreme skrevet tre anmeldelser i dagens bogsektion. Måske står de på et opslag for sig (jeg har ikke set papirversionen endnu), så kan jeg kalde mig konge af side 14-15 eller noget i dén retning.

Her anmelder jeg Jens Blendstrup/Lars Gundersen - se også her for intro til værket - her anmelder jeg Henrik Nordbrandt og her anmelder jeg Kristian Leth og Glenn Christians nye digtsamlinger.

For omkring to uger siden mente Martin Glaz Serup, at spøgelser var den nye trend i dansk prosa. Men digtningen kan også være med; vi slutter med et (ganske vist prosa-) digt fra Glenn Christians Det hjemlige:

I slutningen af sin anmeldelse af Kristian Bang Foss skrev Mikkel Bruun Zangenberg (stadig intet link, Politikens netsider er fuldstændigt latterligt ufuldstændige) nærmest ud af det blå, at Helle Helles sidste roman var overvurderet og anæmisk. Det førte til en forkølet skudsalve i den stående skyttegravskrig mellem de herrer Zangenberg/Bukdahl i Weekendavisen (til det har jeg heller ikke et link, det er en ynk); nu har Zangenberg så, i anledning af Helle Helles nye bog, uddybet sin kritik. Det sker i litlive.dk, hvis majnummer er ude.

Det er faktisk en god anmeldelse, det klæder Zangenberg at skrive længere - og mere eftertænksomt - end han gør i Politiken. Især kan jeg følge hans irritation over det meget dansklæreragtige i dén måde, tingene har det med at gå op i Helle Helles bøger. Han skriver:

Man kommer ikke meget ud af døren med to døtre på et halvt år, blandt andet har jeg i det store hele måttet opgive at gå til oplæsninger. Heldigvis er Martin Johannes Møller - også værd at læse for de mange anmeldelser på hans blog - begyndt at dokumentere den danske oplæsnings-scene per videofilm, som han så lægger ud på nettet. Der er fine optagelser af Pablo Llambias, f. eks., som læser op af sin nye bog ... rasende ... Det gjorde han i fredags ved sidste piratoplæsning, arrangeret af Mads Eslund.