Jeg har ikke rigtig orket at kommentere på skænderiet mellem Lars Bukdahl og Jakob Levinsen - som har udfoldet sig her og her og her og andre steder. Lars har selvfølgelig fat i den lange ende, men hele diskussionen er exceptionelt forudsigelig. Det eneste overraskende er egentlig hvor små sko, de går i ovre på Jyllands-Posten.

Men det er alligevel sjovt - og forstemmende - at Levinsen i radioen i morges argumenterede for, at hans litteratursyn er demokratisk og at Bukdahls er autoritært. Levinsen mener også, at JPs store afstemning om "vor tids bedste roman" er et demokratisk projekt (tænk, jeg troede det havde at gøre med ytringsfrihed). Et Levinsen-citat fra programmet, det i kursiv er et spørgsmål fra værten:

Måske er Lasse Horne Kjældgaard i gang med at revidere den nyere danske litteraturhistorie. Sådan her lægger han nemlig ud i sin anmeldelse af Lars Bukdahls Alfabeter fra Pluto:

"Som lyriker debuterede Lars Bukdahl allerede i 1980'erne - et årti, der var forelsket i encyklopædiens systematik, i organiseringen af ophobet viden ud fra alfabetets faste og alligevel vilkårlige princip. Det mest suveræne lyriske udtryk for denne begejstring er og bliver Inger Christensens mesterværk 'Alfabet'."

En gang til? Det encyklopædiske, som alle andre har forbundet med de tidlige halvfemseres litteratur, det var der allerede hos Tafdrup, Thomsen, Jac, Carsten Jensen, Jens-Martin Eriksen og de andre firserkoryfæer. Hvor er selvfølgelig et åbent spørgsmål, men skidt.

Lad mig anbefale Ofte stillede spørgsmål igen - og læs også interviewet med Christian Yde Frostholm i gårsdagens avis. Han siger mange fine ting om bogen. Nogle af tingene kommer jeg så også ind på i min anmeldelse, men Frostholm siger det bedre selv.

*

Nu har Klaus Rifbjerg så ikke læst Rune Lykkebergs bog Kampen om sandhederne, men det skal ikke afholde ham fra at skrive et indlæg i avisen! Om Runes bog og om, at de kulturradikale aldrig har gjort noget galt. Det hele er de andres, dvs. de ikke-kulturradikales, dvs. de dummes skyld.

Der ville være poetisk retfærdighed til, hvis Rifbjergs nye indlæg var tragisk; i forhold til Rune har han allerede en gang optrådt som en farce. Men ak, det er mere af det samme. Dog er hans diagnose af sin ærede hr. opponent nogenlunde så langt fra mit indtryk af Rune, man overhovedet kan komme. Sådan siger Rifbjerg:

"... og lille Rune, der slæber på sit århusianske mindreværd og ligesom Brian Mikkelsen har været holdt udenfor og aldrig har fået lov til at lege med de sjove piger og drenge, der bare har drillet ham."

Morgenavisen Jyllands-Posten har gang i en kåring af "vor tids bedste roman". Foreløbig har de udpeget det, de mener er de 100 bedste romaner fra de sidste 25 år, nu er en jury i gang med at tælle ned fra 25 til - tada! - den bedste. Eller også skal læserne stemme, hvad ved jeg.

Under alle omstændigheder er den slags lister sjove. Dog er denne liste mindre sjov end den burde være. En ting er, at den i mine øjne tager for meget hensyn til bestseller-kriterier og journalistiske forestillinger om "bred litteratur". Hvis man endelig vil have krimier med, hvorfor så ikke Dorph/Pasternaks På afgrundens rand eller Henning Mortensens Næb og kløer? Men de har måske ikke solgt nok. En anden er så, at hver forfatter åbenbart kun må have en roman med på listen, hvilket jo er groft uretfærdigt over for, f. eks. Kirsten Thorup og Bent Vinn Nielsen, for ikke at tale om Peer Hultberg. Det er da en mærkelig og uvedkommende ekstra-regel sådan at komme løbende med.

Denne måneds litlive er lagt op på nettet. René Jean Jensen har skrevet en utroligt skarp anmeldelse af Suverænen. Han tager bogen alvorligt uden at falde på halen; nedenfor et citat om de mange samtaler mellem Nielsen/Rasmussen, læs resten her:

"Forfatteren har tydeligvis moret sig med konstant at lade Rasmussens blindt-højstemte demokrati-tirader afbryde af kaffeslurpen, sugen på smøger, chipsgnasken o.a., men den afbrudte, hakkende dialog kan ikke alene leve af dette slapstickgreb, synes jeg. De mange omsvøb kan ikke skjule tomgangen i de forvekslings-komiske kommer-ikke-ud-af-stedet-dialoger. I teorien er det da morsomt nok, at demokratidiskursen hele tiden afbrydes på næsten karnevalistisk vis af alskens æderi, men i længden (og der er tale om lovlig meget længde i bogen her) bliver det en kende trættende. Også fordi indholdet i Rasmussens belæringer er så ironisk skævvredet, som når han fx besynger Starbucks som højdepunktet af det amerikanske demokrati."

Et af tegnene på, at man anmelder en fremragende bog - udover at man åbenbart giver handlingsreferat i lange baner - er så at man ikke er tilfreds med sin anmeldelse. Sådan også i torsdags, Christina Hesselholdts Camilla and the Horse er fantastisk, men min anmeldelse af den er ... noget rod, både i sin opbygning og i sine ræsonnementer. Måske er det fordi, de virkeligt gode bøger tager længere tid at fordøje, måske fordi, de sender deres læsere ud af diverse tangenter. Så er det godt, man har en blog at skrive videre på.

Sigurd Buch Kristensen, forfatterskoleelev, giver et indblik i skolens litterære hjernevask her. Før og efter, det er skræmmende! Virkelig, skræmmende!

(Via Martin Johs. Møller)

Trappe Tusind er et nyt litterært tidsskrift, første nummer udkom - og blev fejret med fest og ballade - for en uge siden. Redaktionen og de fleste bidragydere studerer Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet; mange bidrag virker som gennemskrevne universitetsopgaver, men så også som utroligt gode, gennemskrevne universitetsopgaver. Særligt imponerende er Lise Olivarius' læsning af konstruerede køn i den tyske romantik, fra den tidlige romantiks drømme om syntesen mellem det mandlige og det kvindelige til Hoffmannstals parodisk-vrængende dualisme.

Nu kan man læse hele nummeret på nettet, som pdf-fil. Glem ikke de litterære bidrag i nummerets slutning, her er ungdomsdigte af en 15-årig Nikolaj Stochholm, der giver den som Søren Ulrik Thomsen! Og to upublicerede ungdomsdigte af Inger Christensen, noget af et scoop. Her er det bedste af de sidste, selvom jeg ikke ved om den sidste strofe faktisk bidrager med noget til digtet:

   Jeg har øjne af kul

På sin nye blog protesterer Lars Bukdahl voldsomt over Lilian Munk Rösings anmeldelse af Jens Christian Grøndahl i herværende avis. Og han har jo ret, det er mærkeligt at argumentere så godt for sin kritik og så være så privat og luftigt følende, når det kommer til rosen - især når rosen så, på magisk vis, skal ophæve al det dårlige.