Litlive, juli, sommerferie

*

1) Mens jeg var rigtig glad for Unfun af Abo Rasul, så er Rene Jean Jensen rigtig, rigtig irriteret på bogen. "Måske Tue Andersen Nexø en dag vil forklare mig, hvorfor han synes Abo Rasul har begået et hovedværk i ny nordisk prosa," lyder en af hans mange noter om bogen - og antyder vel, at min oprindelige anmeldelse ikke gav noget bud og at det i det hele taget ville være et umuligt projekt. Nå. Ikke at jeg tror, Rene Jean Jensen bliver overbevist af det, men her er et forsøg.

De to første bøger i Abo Rasuls trilogi er gode, fordi de - som jeg skriver - simpelthen er fantastisk morsomme, men samtidig blander humor og tabu sammen på en usædvanligt infam måde: Til tider har man det med sin latter som man har det med at lade vandet, når man er tissetrængende, men ikke på toilettet. Man skal, men man må ikke, men man skal, men man må ikke osv. Som greb er den balance ikke helt let at ramme - jeg kan ikke komme i tanker om andre bøger, der gør det så rent, heller ikke internationalt, selvom de jo nok findes derude.

Houellebecq, hvis kyniske (og meget mediebevidste) strategi, Abo Rasuls tre bøger kan sammenlignes med, kammer i mine øjne over i patos og sentimentalitet. Franskmanden ender med at tage sin egen samtidsdiagnose for alvorligt, f. eks. Det gør Rasul ikke, han eksperimenterer med negativitet uden nødvendigvis at stå inde for den; snarere vil hans bøger, tror jeg, udhule negationen som meningsfuld gestus, nu, hvor den er blevet venstrekulturel doxa. De vil gennemspille negationens logik, ikke - som Rene Jean Jensen foreslår - være en art kynisk og let anti-humanisme. I hele det greb ligger også, at en sådan gennemspilning ikke kan tage sig selv alvorligt. Deraf, blandt andet, bøgernes skitseagtige karakter, og det, at de er skrevet i forhold til en pop- og subkulturel snarere end en højmodernistisk horisont.

Med Unfun står sagerne en lille smule anderledes, tror jeg. Først og fremmest er det en bog, som jeg ikke er færdig med at tænke over. På mange måder er den et opgør med de to forrige bøgers formel: humor/tabu, manipulation af kulturelle tegn. I stedet synes den vigtigste kobling at være smartness/vold og krop/virtualitet. På en måde viser den de foregående bøgers manglende konsekvens - man troede, at man her så en gennemspilning af en radikal negativitet, men humoren viste sig at stå i vejen. Eller noget i den retning.

Under alle omstændigheder føles de tre bøger for mig som en udvidelse af, hvordan kvalificeret samtidslitteratur kan se ud - det er det, jeg tænker på, når jeg udråber hele serien til et hovedværk. Deri ligger så også, at jeg ikke er enig i - og heller ikke skriver om - at Abo Rasuls bøger skulle være et "opgør med den litterære institution". Det kan være, at de var tænkt sådan fra forfatterens side, men det er i mine øjne den absolut mindst frugtbare og interessante tilgang til dem. Værker som Rasuls er - lige som den konceptuelle kunsttradition, de står i et eller andet fjernt slægtskab til - helt afhængige af institutionen. De udvider den, de ødelægger den ikke.

2) Lars Bukdahl er så begejstret for Nina Søs Vinthers Hvis Helsinki, som jeg til gengæld ikke var begejstret for. Og bruger megen tid på at redegøre for min anmeldelse og min vurderingsmæssige "fejl" - gåseøjnene er Bukdahls. Her tror jeg simpelthen der er tale om forskellig smag. Hvor jeg ikke stiller mig tilfreds med "stedvist fede sætninger", så begejstres Bukdahl over de "hyppigt fede sætninger". For ham er bevægelserne på tekstens mikroniveau, i form og tonefald nok; jeg bliver irriteret, fordi jeg ikke forstår, hvorfor teksten ser ud som den gør på makroniveau (hvorfor netop disse genremæssige valg? hvorfor denne globale og verdenstrætte ungdom?) - og fornemmer, at teksten heller ikke gør det. I bogens første del fører det så til det, man kunne kalde en klichéfyldt og banal melankoli. I bogens sidste del til en art flimren i projektet. Jeg kan ikke se nogen bevidst forskydning i forhold til Lyn Hejinian i bogens sidste del, som lægger sig tæt op ad Hejinians My Life. Sådan som Bukdahl ellers foreslår.

Sjovt nok ender Bukdahl med at sammenligne sætningernes kvalitet hos Nina Søs Vinther med Helle Helles Ned til hundene. Den er Bukdahl også meget glad for - og netop på grund af sætningernes kvalitet - mens jeg skriver noget kritisk om den i det nyeste nummer af Kritik. Min anke handler ikke om sætninger, men om det større anslag i teksten. Her et uddrag:

"Her, på bunden og i udkanten af Danmark, er et miljø, hvor hjælpsomehden er så bardus, ligefrem og pågående, at man nærmest væltes over ende af den - helt som fortælleren bliver, første gang hun går ind til hundene. Her er naturlig kropslighed og levende øjne. Her har man helt ureflekteret og spontant plads til hinanden. Alles liv er på godt og ondt filtret ind i alle andres uden at nogen af dén grund får klaustrofobi.

Det er en drøm af en underklasse, fuld af velvilje, med et hjerte af guld. Den er helt programmatisk modsat det liv, fortælleren har forladt. Den er også langt mere fad og idylliseret end ellers i Helle Helles forfatterskab. Og så minder den helt påfaldende meget om de hunde, der hopper op og ned og bumler ind i hinanden med tungene hængende ud af munden og som fortælleren bliver opløftet af at være sammen med uden at vide hvorfor [...] der er noget utroligt kvalmt ved at illustrere en drøm om det marginale Danmarks naturlige medmenneskelighed ved hjælp at to glade, lydige hunde. Faktisk bliver man nødt til at tro, at der ligger en vrængende ironi gemt et sted i bogen, noget, som kan redde romanen fra at stå inde for sit eget billede."

Er det så hele historien? Nej, men resten må man læse i Kritik #188 - som ikke er tilgængeligt via nettet, men via de fleste biblioteker. Dog er det sjovt, at Bukdahl for at vise bogens kvaliteter foretager et remix af dens sætninger, således at man end ikke har mulighed for at forholde sig til Ned til hundene som fortælling og udsagn. Er der mon noget her, du helst ikke vil forholde dig til, Lars?

*

Og til dem, der har læst den lange vej hertil: Medmindre der opstår større diskussioner i kommentarfeltet, så holder Sandkassen sommerferie. Vi ses i midten af august.