Med minimal præcision

Niels Franks nye bog Små guder udkom i fredags og har generelt fået virkeligt gode anmeldelser. Min kan findes her - Lars Bukdahl skriver om den i Weekendavisen (men vist kun tilgængelig for abonnenter). Der har været anmeldelser i JP og Berlingske. Og så skriver min kollega Lasse Horne Kjældgaard en kort notits i Politiken, der ikke er blevet lagt på nettet. Dér skriver han bl. a.:

"Som indadvendte overfusninger kan man beskrive flere af digtene, der - ligesom forbilledet, nyligt afdøde Robert Creeley - bekender en forvirring, der er jegets egen."

Hvafornoget? Robert Creeley en af mine amerikanske yndlingsdigtere, men forbillede for Niels Frank er han altså ikke. Creeley er koncentreret, billedfattig. Hans amerikanske rødder ligger i en linje fra William Carlos William over objektivisterne og frem til Black Mountain. Især i sine mest berømmede bøger skriver han litterær minimalisme med exceptionelt korte verslinjer. Alt handler om rytme og diktion - om at sænke sprogets hastighed. Den forvirring, der kan opstå, er ikke "jegets egen" for så vidt som digtenes jeg føles underligt tomt, konturløst i det. Et digt fra samlingen Words:

"As soon as/ I speak, I/ speaks. It// wants to/ be free but/ impassive lies// in the direction/ of its/ words. Let// x equal x, x/ also/ equals x. I/ speak to/ hear myself/ speak? I// had not thought/ that some-/thing had such// undone. It/ was an idea/ of mine."

Frank, derimod, gør det modsatte for tiden: Små guder er
ordrig, har masser af billedsprog, masser af snakkesagelighed. Dens jeg føles konkret, forankret i en (biografisk, tror jeg) stoflighed. Den amerikanske inspiration er tydelig, men den kommer fra New York-skolen: John Ashbery, Frank O'Hara med mere. Og bag dem Wallace Stevens, som også får en hilsen med i den nye samling.

Det er helt galt. Politikens anmeldere har en forkærlighed for at sammenligne det, de anmelder, med andre værker - i stedet for bare at skrive om værket selv - men den slags skal jo helst være præcist. Nå. Om ikke andet giver det mig lejlighed til at citere noget mere Creeley. Her er et af mine yndlingsdigte, "If you" fra samlingen For Love, noget så sjældent som et genuint uhyggeligt digt.

*

If you were going to get a pet
what kind of animal would you get

A soft bodied dog, a hen---
feathers and fur to begin it again.

When the sun goes down and it gets dark
I saw an animal in a park.

Bring it home, to give it to you.
I have seen animals break in two.

You were hoping for something soft
and loyal and clean and wondrously careful---

a form of otherwise vicious habit
can have long ears and be called a rabbit.

Dead. Died. Will die. Want.
Morning, midnight. I asked you

if you were going to get a pet
what kind of animal would you get.


Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her

Kommentarer

En enkelt kommentar på min blog.

Godt at have dig tilbage på bloggen, Tue.

Den eneste nogenlunde fornuftige forklaring på den absolut minimale præcision er vel at Kjældgaard ikke kender forskel på Creeley og Ashbery. Det er godt nok ret åndssvagt at sammenligne med noget man ikke rigtigt ved hvad er.

Er der mon en måde hvorpå man kan fjerne det digt fra ens bevidsthed for evigt?

Creeley - navnet i sig selv!

Eller sin. Appelsin.

Kære Tue -
Tag og læs digtet på s. 37.
Venligst,
Lasse HK

Hej Lasse,

Skulle han være et forbillede, fordi han er nævnt i et af digtene? Digtet s. 37 handler jo om alt det, som skjuler sig under Robert Creeleys berømte linjer "Her er/hvor der/ er" - han er samtalepartner, han repræsenterer en form for lyrik, Niels Frank bryder med. Du får det skrevet som om, Frank lægger sig op ad Creeley, det gør han jo netop ikke, hverken i stil eller i tematik.

Jeg mener, i Janus Kodals nye bog optræder der en skikkelse ved navn "Frank", som Kodal diskuterer digtning med - måske er det Niels Frank. Det gør jo ikke Frank til Kodals forbillede. Snarere tværtimod, viser det sig.