Redaktionelle processer

med åben pande og ridende på en træt ridderkleppert og med fare for at at bringe mig selv ind som "offer" eller "martyr" her vil jeg trutte med og påpege, at min bog heller aldrig/ikke er blevet anmeldt i information. eller jp eller berlingske eller kristeligt dagblad for den sags skyld. og anmeldelsen i WA kom mere end et halvt år efter bogen og var en trippelanmeldelse af anblikbøger, og det til trods for at der efter bogforum er temmelig agurkeagtigt i aviserne, hvad angår kritik.
selvfølgelig er min digtsamling kommet på et lille forlag - det er den primære grund, aviserne anmelder i første omgang altid de store forlags udgivelser - men der har trods alt været temmelig stor interesse for bogen uden for dagspressen, snak i krogene, invitationer til oplæsninger etc. og det undrer mig derfor, at bogen så ligesom bare er glemt eller syltet. måske har man slet ikke opdaget den på redaktionerne? står den i et syltetøjsglas et eller andet sted ved siden af alle de andre "saure gurken"?
jeg er spændt på, hvad wiwel svarer til dennis' spørgsmål på WA. mon han svarer? hvad siger man på information, som ellers er ok oppe på beatet mht til anmeldelser af ny dansk litteratur?
er aviserne i lommen på læserne, som bare ikke gider ny dansk litteratur? er aviserne i lommen på de store forlag, som allerede imarkedsføringen negligerer ny dansk litteratur og satser på de sikre kort? undskyld, jeg stiller vist retoriske spørgsmål.

gode retoriske spørgsmål. og ja, sørme ikke meget fx din bog fik af omtale i dagspressen. fint, at bukdahl skrev om anblik-udgivelserne, men det var dælme ikke en overbevisende kritik. og mht til anblik: nok er forlaget lille, men litteraturen, de udgiver, udskiller sig (ifølge mig) ikke nævneværdigt fra hvad mange andre forlag, der traditionen tro bliver anmeldt allesteds, udgiver. håber redaktørerne rundt omkring vil svare på spørgsmålene, og hvis det skal virke: svar i aviserne.

Noget kunne i hvert fald tyde på at der eksisterer nogle underhåndsaftaler mellem forlag og presse. Fx undrede jeg mig meget over, at man propper flere bøger fra Borgen ind i en samlet anmeldelse, deriblandt en digtsamling af Simon Grotrian. Det skete i Politiken den 9. november sidste år. Se link her: http://politiken.dk/boger/skonlitteratur_boger/article197311.ece
Borgen er jo ikke ligefrem et lille, obskurt forlag og Grotrian ikke en helt ukendt debutant.

Kunne man fx forestille sig, at det ville ske, hvis bøgerne var udkommet på Gyldendal? Næppe.

Nu har jeg lyst til at være lidt overlæreragtig, for der må være grænser for klynkeriet!

Ingen forfatter har ret til at få sin bog anmeldt i avisen. En anmelder er forpligtet til at anmelde alle de gode bøger, han får udleveret og kan/må opgrave. En anmelder er ikke forpligtet til at anmelde sløje eller dårlige bøger, men han kan selvfølgelig blive eller føle sig bestilt til det af avisen og/eller selv føle det væsentligt eller meningsfuldt: man kan sagtens skrive en god anmeldelse af en dårlig bog.

Lige et sving omkring de konkrete sager: Jeg har virkelig svært ved at se noget kriminelt i Klaus Rothsteins anmeldelse af Peter Frederik Jensens roman i WA., og jeg synes, det er en meget dum idé at insistere på, at han/man skriver specialist-litteratur, der skal anmeldes af specialister som f.eks. mig, for jeg f.eks. vil virkelig nødigt være specialist-anmelder (og hold kæft, jeg synes, det er irriterende, når f.eks. Peter Nielsen diskvalificerer mig som anmelder af en mursten som Vi, de druknede, fordi det er udenfor mit gebet). Så vidt jeg kan læse, er Rothsteins anmeldelse fuldstændig straight og snusfornuftig og i orden, og jep, hvis det var mig, der havde været anmelderen, ville der nok have været et par henvisninger til f.eks. Frost og Bang Foss og Gade Kofod, men jeg tror efter hurtig gennemlæsning af romanen, at min smagsdom grundlæggende ville være den samme lunkne. Og ja, jeg kunne da godt have undt Mads og resten af Anblik-drengene nogle flere anmeldelser af deres bøger, men hvor mange er nok, og anmeldelser i WA (bunke eller ej), Politiken (af visse) og på Litlive (af visse) er sgu meget godt gået af et purungt forlag, synes jeg helt ærligt. Og så konspirationsteorien om underhåndsaftaler mellem Politiken og Gyldendal: Der er aldrig nogen konspirationer! Der er kun rod og rutiner og konsensus; jeg tror bare, at Zangenberg var stresset i og med sin forpligtelse og derfor lige lavede en hurtigt bunke (inkl. jo også min stakkels bog), hvilket er bedre end ingenting og nogen gange endda det eneste rigtige (korthed er heller ikke det det samme som overfladiskhed, jf. salig Borum), og selvfølgelig kunne der sagtens have været en lavt profileret Gy-bog med, Laus Strandby eller sådan en gut.

Derpå lidt om de virkelige forhold i avis-industrien: Der ankommer et hav, et ocean af bøger til aviserne, og sorteringen kan blive nødt til at gå rask for sig, og den nemmeste og rimeligste sortering, hvad angår skønlitteratur, er efter kendte forlag. Så bør redaktøren rigtignok være og blive opmærksom på små, kvalitativt højt profilerede og konsekvente forlag som Basilisk og Arena og Anblik (og Adressens Forlag og ØKB, da de fungerede) - og på andres avisers anmeldelser af tilsyneladende spændende bøger fra små forlag. Det er desuden også langt fra alle bøger fra de kendte forlag, der bliver anmeldt, spørg bare forlæggerne, jeg har da selv med eller mod min vilje sjoflet flere Gy-bøger gennem årenes løb (og lige så mange afleverede anmeldelser af Gy-bøger er blevet sjoflet af redaktøren).
Jeg er i forhold til de fleste af mine kolleger en privilegeret anmelder: Jeg får ca. de bøger fra de kendte forlag, som jeg gerne vil have, og jeg får lov til at anmelde ca. de bøger fra små forlag, som jeg gerne vil anmelde. Jeg har nu og da paranoidt oplevet en vis syltning af mine anmeldelser af det mindste og smalleste fra både kendte og ukendte forlag, men jeg tror faktisk, at det er paranoia, og i hvert fald det seneste års tid er så godt som alle mine anmeldelser kommet i. Jeg har ingen viden om, hvilke bestræbelser mine kolleger gør for at få nys om og opgrave ”hemmelige” bøger og henlede redaktørens opmærksomhed på dem, jeg ved kun, at jeg selv gør en temmelig ihærdig og intens indsats; lad mig nævne et par eksempler, ikke (kun) for at prale, men (også) for at markere, at gode små forlag-forfattere ikke kun er unge forfatterskolealumner (som klynkeriet godt kan give indtryk af), Bo Reinholdt, Asger Stig Møller, Teddy Josephsen (med spillekortene; hvor mange af jer blog-læsere og -bestyrere har bestilt og købt (og derpå blog-omtalt!) hans fine Spil-Konfetti?). Min – af Tue hadede – mursten Generationsmaskinen er et bevidst, målrettet forsøg på at leve op til det uopnåelige ideal om total opmærksomhed på alt godt.
Jeg ved ikke, hvad det er for nogle redaktionsprincipper, Dennis eftersøger? Hvad kan en redaktør gøre andet end at omgive sig med et stærkt anmelderkorps og sende hvad der ligner relevante bøger ud til dem, respektere deres kritiske reaktioner og mangel på samme og være lydhør overfor deres ønsker og forslag? Jeg tror, redaktørerne bliver tillagt alt for meget magt og alt for megen litteraturpolitisk magtbrynde. Grundlæggende fungerer de som et forfjamsket, forvirret ekspeditionskontor, og godt for det! Kaos er altid at foretrække for redaktionsprincipper. Og ja, der er generelt for lidt plads i de store dagblade og ja, forlags-genereret hype får tit frit spil, og det er rigtignok for galt, men også til at forholde sig til: man kan kvalificere kortheden a la Borum og opsøge fristeder for langmodighed som litlive.dk, og man kan polemisere mod hypet i eller udenfor sin avis.
Det er anmelderne, der er pointen, for det er dem, der er den drivende kraft, det tager de bare alt for sjældent konsekvensen af. Der er alt for få dygtige og vidende og sensitive og nysgerrige og karakterfulde og velskrivende (en anmeldelse er også en text!) anmeldere. Problemerne er prioritering og ambition – for de fleste er anmeldertjansen i enhver forstand en sekundær tjans - og rekruttering og oplæring – man bliver god til at anmelde af at anmelde vigtige og væsentlige gode (og vigtige og væsentlige dårlige!) bøger, det får unge anmeldere alt for sjældent lov til af os oldgamle – og ihærdighed – man skal skrive og skrive og skrive og skrive i mange, mange, mange år (Skyum har skrevet (og skrevet og skrevet) anmeldelser siden 1978, da han var 26, jeg selv siden 1988, da jeg var 20 (så jeg har et forspring)) og dø med støvlerne – og sporene - på.
Jeg vil også altid have så mange anmeldelser som muligt, men jeg er sgu altid glad og tilfreds med én god god (og så må der også gerne være én god dårlig), Go-Go! fik tre gode gode, Tues i Inf., Hans Hauges i WA, og Peter Steins i KD, og det er da egentlig vildt.
Kort sagt. Situationen for kritikken er ad helvede til okay!
Kærlig hilsen.

allright, lars. point taken. vi er egentlig også ret glade for anmeldelsesfrekvensen på anblik efterhånden, men vi har storhedsvanvid! og så må der skræppes lidt. hoppes ivrigt på en kængurustylte og fægtes med armene samtidig. kuskeslag i kulden...

Ok, jeg kaster mig ud i kampen, inspireret af læserbrevet i dagens Weekendavisen om min anmeldelse af Peder Frederik Jensens debut i sidste uge. Dennis, jeg kender dig ikke, du kender ikke mig, men jeg synes at det er fint at du gerne vil slå et slag for en kollega, som du ikke mener er blevet anmeldt venligt nok. Men jeg synes at du gør det med hovedet under armen! Hvorfor prøver du at mistænkeliggøre min "kompetence" som anmelder i stedet for at fortælle om bogens kvaliteter? Jeg har ikke nakket bogen, jeg har kritiseret den (og rost den for det der er værd at rose!), fordi det at kritisere er mit forbandede job. Kan godt være at du gerne havde set bogen anmeldt af Bukdahl, men af en eller anden ukendt grund, havde redaktøren sendt bogen til mig - og se hvad der sker: der kommer en anmeldelse, som er anderledes, end "miljøet" forventer! Men alligevel en anmeldelse, hvis dom her på bloggen ALLIGEVEL bliver sanktioneret af selvsamme Bukdahl (og tak for det). Men han har måske heller ikke forstand på ny dansk litteratur? Jo, det tror jeg jo nok at han har, men desværre har han (meget mod hans vilje, tør jeg godt sige!) ikke monopol påat skrive om alle nye bøger. Til gengæld har Lars og jeg det fælles privilegium at skrive på en avis, hvor ikke alle behøver at mene det samme, og hvor redigeringen ikke er forudsigelse - se bare læserbrevene i dag i 1. sektion, som hader min kommentar i sidste uge om DR og Afghanistan. Også de læserbreve drager mine evner og motiver i tvivl, og det er naturligvis her læsernes privilegium kommer ind i billedet. Dem om det. Sagen er at man som kritiker og kommentator skal skabe sig en holdning til en sag eller et kunstværk. Det skal man gøre med et maksimalt kritisk beredskab og uden hensyn til hvad andre måtte mene. Peder Fredrik Jensens debutroman har fået den anmeldelse den fortjener, og den er oven i købet blevet anmeldt "på dagen". Så hvad I ALVERDEN er meningen med læserbrevets pointe om at det er svært at få opmærksomhed om nyere forfattere? Jeg gentager: Manden fik en stor anmeldelse på udgivelsesdagen, hvilket = opmærksomhed. Kritisk opmærksomhed, vel at mærke. Bogen blev rent faktisk prioriteret højt. Men du Dennis ville åbenbart have en POSITIV anmeldelse. Til det kan jeg kun sige: Drop grædekoneriet over den unge litteraturs vanskæbne. Weekendavisen har ingen grund til dårlig samvittighed hvad det angår. Sagen er i al sin enkelhed: I skriver bøgerne, vi andre anmelder dem. Hvis vi anmelder negativt, er I velkomne til at forklare, hvorfor vi tog fejl, men jeg spejder forgæves efter det i Dennis' læserbrev...

Bedste hilsner
Klaus Rothstein

Her i Tues Sandkasse bliver der tit og ofte skrevet langt og godt om mangt og meget.
Man griber gang på gang sig selv i at sidde og ønske, at blot en lille brøkdel af denne så fortrinlige kommunikation, får lov at finde vej til avisernes spalter. Både Bukdahls og Rothsteins indlæg er jo oplagte afsæt for diskussion, og hvor ville det da være ærgerligt, hvis de sikkert væsentlige pointer diskussionen forhåbentligt fremover afføder, kun bliver læserne af denne blog til del...

Mvh
Jonathan Nielsen

Mine to digtsamlinger er udkommet på et lille forlag (Attika) og hvis det passer at forlagets størrelse i sig selv er afgørende for hvor tæt man kommer på at få sit værk anmeldt, så er det halsbrandærgerligt.
Nå ja...hvis jeg havde været god nok var manuskripterne vel ikke blevet gyrefuseret in the first place - men alligevel :-)
PS. God debat!

Kære Klaus
"jeg synes at det er fint at du gerne vil slå et slag for en kollega, som du ikke mener er blevet anmeldt venligt nok". Det er ikke det, jeg skriver. Jeg synes blot, at dine anker mod bogen er forkerte, og jeg er da heller ikke bleg for at være uenig med Bukdahl, hvis det er det det kommer an på. :-) Jeg anfægter følgende sætning i din anmeldelse, "Jo mere ung og umoden, litteraturen er, jo mere massivt tårner livets store, eksistentielle spørgsmål sig op for for fatteren...". Det synes jeg er at lægge en læsning for dagen, der går i mod tekstens præmis, og som jeg så ser det, en hel lille bølge af fin og mindre fin dansk litteratur. Ja, sådan får jeg så en opfattelse af, at anmeldelsen så at sige er skrevet på forhånd, at bogen bliver dømt på sin vilje til at være noget/et eller andet som du ikke bryder dig om (Hvilket så, nu hvor jeg, for gud ved hvilken gang, læser din anmeldelse og ser, at den mange steder er ganske positiv, virker på mig som et lille skud i min egem fod). Det er det, der får mig til at mistænkliggøre din""kompetence" som anmelder i stedet for at fortælle om bogens kvaliteter?"

Så skriver du om processen på jeres redaktion. Det er vi mange der gerne vil høre mere om. Så roser du noget selvfølgeligt din egen avis.

Men så skriver du, "Men alligevel en anmeldelse, hvis dom her på bloggen ALLIGEVEL bliver sanktioneret af selvsamme Bukdahl " og det er da noget pjat, at du først holder dig selv i hævd som en kompetent anmelder, for bagefter at skyde Bukdahl ind mellem dig og det miljø, du hævder P's bog tilhører. Er der et miljø (og det er der, men ikke så sammentømret som det åbnebart opfattes som) er det altså ikke bange for Bukdahl, det nærer altså blot en respekt for ham. Så jeg forstår ikke hvor du vil hen med det.

Du anfægter mit læserbrev, og det kan jeg godt se er fair nok. Der mangler sammenhæng mellem mit "anklagepunkt" og de spørgsmål jeg stiller til sidst. De går ikke, skal jeg så sige, på P's bog men på min gennerelle oplevelse af anmelderiet: Jeg synes ikke der er nok opmærksomhed omkring ung litteratur, jeg synes ikke, der er nok anmeldelser af skønlitteratur i det hele taget, og nej jeg synes ikke weekendavisen gør det så godt som den kunne gøre. Stop dit eget grædekoneri.

Hvis jeg tuder, er du sgu en sur gammel mand :-)

Til sidst: "Dennis ville åbenbart have en POSITIV anmeldelse". Nej, jeg vil blot have en anmeldelse, der læser bogens på dens præmis og ikke på en holdning til en slags litteratur. Det kan da ikke være så svært.

Hej Dennis

Ja, jeg er en sur gammel mand på 43, det har du nok ret i, men jeg kan nu sagtens blive begejstret og skriver det gerne når litteraturen fortjener det. Og tro det eller lad være, jeg HAR skrevet rigtig positivt om ung dansk litteratur, og ved genlæsning af min kritik af bemeldte og anmeldte bog, opdager jeg da også en mild og imødekommende tone - som jeg forstår at du også nu har fået øje på.

Ok, du angægter mit anslag i anmeldelsen, men jeg synes nu at det er velmotiveret og sandt nok, og du er da også selv fin nok til at indrømme et lille fejlskud i foden (det kan ske for os alle!).

Mht. at anmelde på bogens præmis, så forstår jeg ikke hvad du mener. Bogens præmis? Hvad vil det egentlig sige? Bogen skal gøre sig gældende i sin egen ret som kunstværk, og kritkerens job er at fælde en kvalitetsdom. Jeg forsøger så loyalt som muligt at give avislæseren indtryk af bogens handling og stil sammen med min bedømmelse, og det er altså en både fair og rettidig behandling af bogen.

Jeg ville have været meget gladere for dit læserbrev (det er GODT!), hvis jeg havde forstået din indvending mod min anmeldelse, men måske går det op for mig hen ad vejen. Foreløbig må jeg nok bare bede dig uddybe det der med bogens præmis...

Vh Klaus

Forholdet mellem kritikere og forfattere er et had/kærlighedsforhold. Sådan har det vist altid været, og sådan vil det formentlig blive ved med at være. Nye og håbefulde digterspirer bejler til særligt udvalgte kritikeres gunst, imens de afskriver andre anmelderes smagsdomme som useriøse og inkompetente. Det er naturligvis forståeligt, hvis en kritiker, som nu Klaus Rothstein, tager til genmæle overfor beskyldninger af netop denne art. Hvem bryder sig om at blive truet på levebrødet - eller på den faglige stolthed? Det gør hverken forfatteren eller anmelderen, lader det til.

En læsværdig anmeldelse vil vel til enhver tid været præget af en vis grad af subjektivitet. Det er jo ikke ensbetydende med, at anmelderen ikke har sin faglige viden i orden. Det betyder blot, at denne eller hin anmelder har en individuelt betinget sym- eller antipati overfor visse dele af en given tekst. Og er det ikke netop det, der gør anmeldelser værd at læse? En anmeldelse skal, som jeg ser det, beskrive bogen i sig selv så neutralt som muligt, men den skal også præsentere læseren for anmelderens personlige indtryk af og dermed dom over værket. Hvis det sidste ikke blev inddraget i anmeldelsen, så kunne man jo nøjes med at udsende en liste med bagsidetekster til diverse kulturredaktioner og således spare anmelderne væk.

Det forekommer mig endvidere, at være lidt for nemt at afskrive en anmeldelse som useriøs eller inkompetent med den begrundelse, at kritikeren ikke er specialist i den genre, som han har anmeldt. Anmelderen vil jo da, i langt de fleste tilfælde, have større viden om en specifik genre, end det almene publikum, som de fleste skønlitterære værker (og de respektive anmeldelser) henvender sig til. Dermed være ikke sagt, at det ikke er at foretrække, at et værk også anmeldes af en specialist indenfor dets særlige genre. Men det er nu en gang mest magtpåliggende for forfatteren og for den specialiserede læser. Kritikerens dom vil under alle omstændigheder kunne give publikum en retningsmarkør for, hvorvidt det ene eller det andet værk er værd at beskæftige sig med. Og når alt kommer til alt, så er en negativ eller en neutral omtale til enhver tid bedre end ingen omtale.

Det er forfatterne jo nok også klar over et eller andet sted. I hvert fald råbes der lige nu, i forfatternes lejr, på mere spalteplads til boganmeldelser. Især efterlyses flere anmeldelser af nye og ukendte forfattere. Personligt ville jeg da også sætte pris på, at kultursektionen fyldte noget mere i diverse aviser. Jeg forestiller mig endvidere, at mere kulturstof i aviserne kunne have en positivt opdragende/uddannende effekt på samfundet og således kunne fyre økonomisk op under dansk kultur i det hele taget. For guderne skal vide, at de mere åndelige aspekter af tilværelsen tilsyneladende er sørgeligt forsømt i store dele af den danske befolkning.

Vi må imidlertid både som kritikere, som forfattere og som menige læsere indse, at så længe spaltepladsen er begrænset, så må også kulturredaktionerne sortere kraftigt i de værker, de vælger at anmelde. Og i og med at de fleste aviser sigter forholdsvist bredt, så vil anmeldelser af mere ukendte kunstnere fortsat se sig henvist primært til de mere spedcialiserede og tilsvarende snævrere litterære tidsskrifter, hvor uhensigtsmæssigt dette end kan forekomme set udfra kunstnernes og de litterært interesseredes synspunkt.

Bare lige en korrektion, for jeg fik vist skrevet en misforståelig parantes i mit sidste indlæg. Jeg ville skrive (debat er GODT), og altså ikke (det er GODT)...

Og ja, vi taler om et had/kærlighedsforhold med stolte traditioner. Var det ikke den unge Heiberg der mente, at en recencent er en køter der forretter sin nødtørft på et kunstværk? Det vi kan kalde kritikkens etik har altid været til debat, også i Tom Kristensens selvrefleksioner om at være kritiker eller anmelder.

For mig at se er sagen simpel: Kritikeren skal så loyalt og velargumenteret som muligt give en subjektiv kvalitetsbedømmelse af værket. Dét var nøjagtig hvad jeg gjorde i min anmeldelse af "Her står du".

Jeg synes, det er en interessant debat med at de unge, nye forfattere søger mere opmærksomhed i spalterne, som Dennis Gade Kofoed giver udtryk for. Her tænker jeg ikke på anmeldelser, for det er klart, at når en forfatter har brugt to år på at skrive en bog, vil han også gerne have, at nogen lægger mærke til den - og det forsøger anmelderne at gøre ved at anmelde den, men man kan altså ikke bestille en anmeldelse - og slet ikke en positiv!

Men tilbage til opmærksomheden omkring de unge, nye forfattere, der føler sig oversete. Jeg havde ikke hørt om Dennis Gade Kofoed eller Peder Jensen før jeg læste dette indlæg, men tilgengæld har jeg hørt om/læst Maja Lee Langvad, Dy Plambeck, Lars Frost og andre unge forfattere.
Så egentlig vil jeg sige - stop klynkeriet, der er masser af spalteplads, der bliver indtaget af unge forfattere - i musikerverden er det sjældent at én cd for sin egen anmeldelse, der er det fællesanmeldelser!

Marianne Hartmann

Kære Marianne

Læs lige igen, og skriv om noget andet end klynkeri, det er sgu ikke det det handler om, du hiver debatten den forkerte vej. Min anke går ikke på anmeldelsens positive/negative dom, men på præmissen på anmeldelsen. Det vil jeg forsøge at forklare når min datter er puttet til hendes lange lur.

"i musikerverden er det sjældent at én cd for sin egen anmeldelse, der er det fællesanmeldelser!"

Hvem klynker? Og er det ikke noget pjat - P3/Gaffa/Soundvenue er meget store eksponenter for musik i Danmark - litteraturen har ikke noget tilsvarende.

Bedste hilsner

Dennis

Jvf. Tina Charlotte Møller:

"Vi må imidlertid både som kritikere, som forfattere og som menige læsere indse, at så længe spaltepladsen er begrænset, så må også kulturredaktionerne sortere kraftigt i de værker, de vælger at anmelde. Og i og med at de fleste aviser sigter forholdsvist bredt, så vil anmeldelser af mere ukendte kunstnere fortsat se sig henvist primært til de mere spedcialiserede og tilsvarende snævrere litterære tidsskrifter."

Det er så evigt sandt. Der udkommer en syndflod af danske bøger hvert år, og det er ikke og har aldrig været litteraturredaktionernes mission at sørge for, at danske forfattere - uanset forlag - får en ordrig anmeldelse.

Litteraturredaktionerne på aviserne skulle helst af alt sørge for, at avisernes læsere føler sig velorienterede om, hvad der sker på den litterære slagmark. Og her er man, i sagens natur, nødt til at vælge en hel del fra.

Der udkommer hvert eneste år rigtig-rigtig mange bøger på det danske bogmarked - også fra nye danske forfattere. Og det er journalistisk helt umuligt at forestille sig, at dagbladene skal omtale eller anmelde alt, hvad der kommer.

På min egen lille kulturredaktion på Fyens Stiftstidende modtager vi årligt omkring 3000 nye bøger - faglitteratur, skønlitteratur, lyrik, oversættelser, madlavningskurser og alt muligt andet mellem hinanden. I snit anmelder eller omtaler vi vel 500 på årsbasis, og mere er det heller ikke relevant at bruge redaktionel plads på.

Det er ikke kun unge forfattere eller forfattere, der kommer på små forlag, der bliver frasorteret. Mine bøger kommer på forlaget Hovedland, der er et mellemstort forlag. Infomation anmeldte ikke "De tre aber" (2002), "Simmer (2005) eller trebindsværket "Fjerne mål" (2006), der er på 1200 sider. Sidstnævnte blev anmeldt på forsiden af Politikens litterturtillæg, der kaldte den et mesterværk. Men den er ikke omtalt i Information - eller Berlingske Tidende, Jyllandsposten og Weekendavisen. Måske fordi man mener, den kun er en redigeret udgave af tidligere bøger. Men der er altså skrevet 300 sider til, og hvis der udkom en ny udgave af "Den kroniske uskyld", hvor forfatteren skriver 300 sider til og fører handlingen frem til i dag, ville den nok blive nævnt.

Jeg var i gang med at skrive min hjemmesideadressen, da Luftskibet gik i luften og sendte mit indlæg to gange - formodentlig fordi et filter afviste min adresse som ugyldig.
Men den er altså alligevel
http://herlov.dk
uden www'er.
Og der kan man finde de anmeldelser, der har været i andre aviser end Information.

Lige siden den største danske litteraturpris på kr. 300.000 blev indstiftet af BG Bank, derefter overtaget af Danske Bank, har samtlige prismodtagere været Gyldendal-forfattere. Alle anmeldere vedgår mere eller mindre tydeligt, at bøger fra Gyldendal og dets efterhånden mange satelitter nødvendigvis skal anmeldes, da aviserne er afhængige af den store forlagskoncerns mange reklamekroner. Dette er naturligvis bemærket af beslutningstagerne i fondene, hvis uskrevne formål er at skaffe stifteren god presse og velvilje hos de indflydelsesrige. Det strammer derfor mere og mere til for os forfattere, der ikke har adgang til Gyldendals forgyldte saloner.
Var det ikke en god idé, hvis Information her som på så mange andre områder går mod strømmen og påtager sig det arbejde at finde nogle gode bøger fra små forlag og lader læserne det vide? Jeg påstår ikke at være uvildig, idet min roman " Mandeblod " for nyligt er udkommet på Forlaget Multivers.

Og jeg kan så - efter at have læst: "Her står du" slet ikke fatte, at den fik så mange - og så fine anmeldelser.

En bog skal slet ikke anmeldes ud fra dens præmis. Den skal anmeldes ud fra den målgruppe, som den (forhåbentlig) forsøger at henvende sig til.

For lad os tage et tænkt eksempel: En forfatter ønsker at lave en hamrende dårlig bog. Det er hans præmis, at man ikke skal kunne forstå bogen eller føle sig forløst. Jeg siger ikke, at det var tilfældet med "Her står du". Her var det sværeste rent intellektuelt at hitte rede i de mange skift, forfatteren konsekvent udsatte læseren for. Det krævede blot, at man lidt irriteret læser enkelte afsnit forfra, når man finder ud af, hvem "hun" er i teksten - eller lignende. Anyway. Hvis forfatteren har som præmis, at man ikke skal føle sig forløst, og at vedkommende vil skrive en dårlig bog, skal forfatterne så klappe højt i kor, når det lykkes? "Fem stjerner til lortebogen, for det er i sandhed lort".

Nej. Selvfølgelig skal bogen ikke anmeldes ud fra et præmis. Den skal anmeldes ud fra, om den er værd at læse. En anmelder er læserens mand. Føler anmelderen sig opløftet, underholdt, beriget - eller kedede han eller hun sig bravt, mistede interessen, kunne ikke følge tråden - eller slet og ret bare ikke følte, at den var værd at læse?

Dét er interessant. En bog er et produkt. En anmeldelse er en produkttest. En sjælden gang opnår en bog ligesom et maleri at blive ophøjet til kunst. Men der er vi vist ikke henne med "Her står du".