Ulvetimens ensomme fodboldfans

Jeg ville egentlig have set Spanien-Italien i går aftes, men efter 20 minutters ren og skær kedsomhed blev jeg alligevel en af de der kvinder, der ikke forstår så meget og begyndte at læse isf.

Morti Vizkis Ulvetime (udgivet af Lindhardt og Ringhof, 2000, i en serie redigeret af Jokum Rohde og Bo hr. Hansen) lå fremme, så den blev det.

Lidt fodboldagtig er den da, for stykkets to personer, Storm og Rafael, er fodboldfans. Storm holder med Brøndby og Rafael med FCK. Men som meget andet af det Morti Vizki har skrevet, handler Ulvetime om et særligt mandefællesskab og dets modsætning: Ensomhed. Fodboldfansene er begge lige blevet forladt af sådan nogen, der ikke forstår så meget, men Storm er kun 20, Rafael 40, hans kone tog også børnene med, da hun skred.

I forordet har Morti Vizki skrevet: ”Mine komedier er skrevet sådan som jeg oplever verden.” Den verdens mennesker, Morti oplevede, blev meget ofte (om)skrevet til mytologiske figurer – således også Storm og Rafael, der et øjeblik ikke er de eneste på scenen (først uden for stadion og senere på Rafaels husbåd) – da Storm åbner køleskabet, sidder der en djævel derinde og vinker til ham. Så står der bare: ”STORM LUKKER KØLESKABET” og herefter disse replikker, som bare springer temmelig vizkisk fra det højttravende til det lavkomiske, fra myte til (fodbold)virkelighed:

Storm: Jeg vil ikke dø nu.

Rafael: Det gør du heller ikke. Du har mange år i glade lagener foran dig. Mange, mange år på diskoteker. I mærkelige byer. På mærkelige fodboldbaner.

Storm: Jeg vil til udlandet.

Rafael: Manden, der fik plantet et solidt aftryk af sine støvleknopper på låret af Ronaldo …

Storm: Jeg bærer et minde med mig, forstår du, Rafael.

Rafael: Et minde? Mener du et minde i sjælen?

Storm: Nej, nej. Det er et sår på anklen. Det er kun en lille rød prik, som muligvis er kommet for at blive.

Rafael: Hentyder du mon ikke til et sår, der er sluppet med ind i dit hjerte?

Storm: Nej, på anklen. Anklen er godt nok følelsesmæssigt i familie med hjertet … Nåeh, nu gled den ind på lystavlen, departementschefen tror han har ansat en fransk klovn i flødeskum. Nej, nej, jeg mente simpelthen, at jeg havde et sår. Jeg blev bidt af et dyr for mange år siden. I Irland.

Rafael: Min fødeø.

Storm: Apotekerne dér var forbandet med en skidt karakter, de forkludrede det. Pulver for pulver nedbrød de mig, så jeg til sidst hverken kunne komme frem eller tilbage. Folk siger tit jeg virker lidt sen i optrækket, det stammer simpelthen fra dengang. Apotekerne legede med mig.

Rafael: Gjorde de irske apotekere?

Storm: Og forgiftningerne har været slemme.

Rafael: Altså, hvor får du det fra? Det er næsten et huskebillede.

Storm: De er aldrig holdt op med at løbe. En evig hilsen fra Irland, der løber rundt og rundt i vener og arterier.

Rafael: Surt.

Storm: Jeg siger dig, den lille røde prik, den er det første kvinder lægger mærke til hos mig, mig der endda har tre brystvorter.

Rafael: Det er næsten synd. Det må have været en ulempe.

Storm: Jeg er den lille røde prik.

Nå, ja! Grunden til at Ulvetime lå fremme, var at jeg tidligere på dagen havde fået at vide, at stykket i øjeblikket bliver spillet på Boldhus Teatret af teatergruppen Comoedia.
Det blev første gang vist på Bådhusteatret i 1998, hvor Pelle Koppel spillede Storm og Thomas Bo Larsen Rafael.