Så fik hun den da, sin Nobelpris, Doris Lessing og var det ikke fordi der også er så mange andre, der har fortjent den, og der kun er én om året, så ville man sige, at det var da også på tide.
Men hvad mon hun selv siger til den lille sætning i Nobelgivernes motivation o at den gives til ”Den kvindelige erfarings epiker? ” Eller til spekulationerne om at ”ja nu var det da også en kvindes tur”, eller som vor egen kulturredaktør spekulerer sig frem til, at det nok var det eneste de kunne blive enige om, og at det er lidt kedeligt ?
Hun har jo selv, som netop Peter Nielsen citerer det, udtalt, at hun i den grad er imod 60’ernes og 70’ernes feminisme. Så synes det at være en ideologisk brøler fra Nobelkomiteens side at kalde noget for en ”kvindelig erfaring”, for hvad fanden er det for noget i et universalistisk perspektiv, som hun i den grad står inde for ? helt på linje med Beauvoir?
Hvis man ikke var feminist i forvejen så bliver man det af den slags. Doris Lessing bliver først og fremmest behandlet som kvinde. At hun er en stor og vægtig forfatter - ja, men så vor herrebevares, kun for den (halv)del af menneskeheden, der op gennem sidste århundrede havde brug for hendes frigørelsesvisioner m/k, som satte hende på feminismens læseplan m/k – det er slet ikke det samme som en Camus eller en Patrick Whyte (hvem er han?).
Jeg foreslår man går til de franske sider og læser om Doris Lessing, www.Liberation.fr , www.Lemonde.fr - her undgår de universalisterfarne og ligeretstrænede journalister at omtale det med at hun er kvinde. Eller de beskriver, som Josiane Savigneau fra le Monde ”at hun bare griner af det hele".
Indtil da kan man gøre følgende øvelse, eventuelt lige før morgenmaden eller den daglige jogging: Før begrundelse for de hundredsytten mandlige nobelpristagere, kan man indsætte den lille sætning: ”den mandlige erfarings epiker”.
Seneste kommentarer