Cannes dag 11 – Og vinderen er ...
Så har vi i FIPRESCI-juryen fundet vores tre vindere. Tidligere i dag så vi de sidste film i de serier, vi hver især følger, og her til aften mødtes vi på en restaurant for at finde frem til de bedste film.
I forhold til Un Certain Regard, som jeg skulle bedømme sammen med to kolleger, en fra Rusland og en fra Libanon, kan jeg sige, at processen var smertefri. Vi havde hver en to-tre favoritter, som vi skrev ned på et stykke papir, og én film gik igen hos os alle tre, og den giver vi så prisen til.
Hvilken film, det er, siger jeg ikke – det bliver offentliggjort ved en prisoverrækkelses-seance i morgen kl. 17. Men jeg kan afsløre, at den blev vist tidligt på festivalen, og at den formentlig også får en pris af den officielle Un Certain Regard-jury og måske endda også af hovedjuryen.
Jeg er spændt på, om vinderne kommer – det plejer de at gøre, hvis de stadig er i byen. Instruktører og skuespillere bliver fløjet ind, hvis de vinder en af hovedpriserne, men det får vi nok ikke festivalen til at sørge for, når det ’kun’ er FIPRESCI-prisen, der er tale om.
